om bevægelser

Det er egentlig bevægende

*

så langsomt hun går

frem ad tid

*

så hurtigt hun krummer sig

ind før nu

*

så stille hun til

trækkes

fra

*

mens

marker brakkes

*

og ingen

ting

forandres

*

Yantra

 

Hvis du kendte den Tantra, der ligger i ikke at spørge, og dermed selv vælge. Ikke at få svar.

 

 

 

Utopoetisk

Jeg er ikke en eventyrer. Mine oplevelser skal være konkrete og virkelige som kun genkendelsen kan være det.

Jeg snakker ikke om tøjvask og busplaner. Jeg taler ikke om gode tips til haven eller om at hylde hverdagshelten. Jeg holder meget af busplaner. Og hverdagshelte. Det er slet ikke det. Det er vel bare en længsel efter det konkrete skrevet med citron eller mælk. Kalkérpapir der transformerer dit til mit. Den håndgribelige abstraktion.

Tag nu gentagelsen, som alle elsker at hade. Dagen der afløser dagen og nætterne der kun er mørke. Jeg vil ikke skrive en lampe til natten eller et gardin for dagen. Dét ville være et eventyr.

Jeg vil blænde dagen med lys, så ingen kan se udover prikkerne for øjnene. Tætne nattens drømme, så end ikke vejrtrækning eller rem-rytmer finder rum.

Intet og alt er nøjagtig det samme.

Alle lever til deres dages ende. Ingen lever til deres dages ende.

Lykkelig er kun den enfoldige.

(Amen)

Poetaktisk IV

lidt flere linjer

om lidt færre brud

lidt mere salt

til langt færre sår

 

( jeg ved det er saltet der smager, men såret der kvæger?)

linjer brydes

for bruddets skyld

vandet deles for strømmen

sovsen skiller for ofte

tiden for hurtigt

brødre deles som venner

søstre som fjender

helheder halves på midten

hvorfra ingen kommer tilbage

 

”det er noget med formen, der kalder”, siger de

 

delte vande der samles

og vice versa

 

Nå, tænker jeg

 

 

Karnap

Jeg har stillet det fra mig. Ved døren, lige til venstre for skohylden og stumtjeneren uden arme.

Jeg har beholdt overtøjet på og du må tørre dine fødder af på en anden. Jeg ved, at du vil lede efter nøglen et sted, men jeg er ikke mere den måtte du kan gemme den under, ikke dørspionen du kan skjule dig bag.

Nu må du selv se, hvad jeg har set nok.

 

 

Tilbagekastet

Jeg har hørt dine skrig, du behøver ikke at vente mere. Jeg kommer ikke.

Jeg kommer ikke og kommer jeg, er det ikke for at høre dine skrig, men for at være den dal, der kaster lyden tilbage. Dit ekko. Så kan du lege. Ikke mere med mig, men med dig selv. Jeg er bare en dal, bare et lod, et ekko.

 

Dine skrig flænger himlen, men ikke længere mig.

 

7

og han så

at det var

såret godt

 

 

 

Drømmetydet

  Jeg tror ikke på drømme, så da de bad mig skrive en roman om Moses, handlede det ikke om forladthed eller et kald om at blive fundet, men nok snarere om at blive læst og påskrevet eller noget syttende, og mit amputerede bryst og den lammelse der fulgte efter, var ikke et skrig om hjælp fra en fange i sin krop, ikke frygten for at blive frataget sig selv eller sorgen ved ikke at kunne nære et barn men bare fri fantasi, og når jeg nu vågner og mærker så lidt som jeg gør, er det ikke fortrængningens kraft eller noget som helst andet, men et levende bevis på, at jeg ikke tror på drømme, kun på romaner om drømme eller om Moses måske, og en dag vil jeg skrive om afskårne lemmer, om trodsigt liv gemt bort mellem siv, at vi ”alle er konger i vores eget rige”, ligeså utopisk en floskel og fjern en virkelighed som den der er min når jeg sover, og som ingen, og mindst af alt jeg selv, tror nogensinde vil finde sprog

 

for jeg tror ikke på drømme

 

 

 

Fuglene forstenet som stillbilleder af frost

toner tegnet i ånde på ruder

• ∫

”Luk mig ind”…..