Some like it hot

Jeg er til salg

i en firlænget bod

blandt selvsået løg og æg fra

komposten

jeg er til overs

med ben i 90 graders V

og til fals

for fintbundne fødder med vip

jeg er til grin

(for fanden )

og til lårkorte lege

der hvor legen blir´alvor

og kun for sjov

Jeg er i live

hér

hvor digtene

sssss….sssssstammer sig vej og

sssssssssummer sig vilde

i varmen

Revers

Et andet sted: finregnens ikkedryp

Her?  Venter alt på ingenting

 

Appellernes Bog, 1.7

( Nu ligner kroppen dét, den er: For mange rum uden vægge.

De kalder mig levende af samme grund? )

 

Match Point

Sommetider føler han sig som pauke-spilleren  i en storslået symfoni, der kun har ét slag at gøre godt med. Ét afgørende slag: Selve essensen. Udråbstegnet. Understregningen. I et enkelt slag:

Buuum.

Og han sidder med armen løftet og køllen klar. Sveder af spænding, venter på forløsning og vil så gerne ramme plet. Sætte aftryk. Gøre indtryk. Være med. I musikken. Oplevelsen. I verden og sig selv.

Symfonien bølger og salen emmer af tilbageholdt åndedræt. Gemt i mørket er nobelt klædte par, fingerflet og nedtonede host. Alt er parat ogfortættet. Alt venter. På pauken og det forløsende slag.

Svedperler hagler ned langs ansigtet, kvalmen knuger, skrækken vokser. Han vil. Så gerne. Bare denne ene gang, dette ene slag.

Strygerne vokser i intensitet, blæserne tager til i styrke og dirigenten fægter stadig mere indædt med sin stav. Hår og øjenbryn bruser om dirigentens ansigt, pulsen stiger overalt, forventningen vokser til uanede højder og alt – ALT – er rede til forløsning.

Slaget. Buuuum.

Hér er det så, at talentet svigter.

Det er ikke den katastrofale forglemmelse, der ville skabe uendelig stilhed og sprænge rammerne. Det er ikke det modige tomrum, det manglende slag, der ville få folk til af gispe af gru og rædsel. 

Nej. det er en lille umærkelig forsinkelse, dét sekund, hvor luften går af ballonen. Den tøven, der ikke varer længe nok til at være mod, og derfor er alt andet.

Dét blink med øjenlåget, hvor klimaks afsløres og pointen misser.

Dér sidder han. Paukespilleren. Og ved, at der var det.

Det var dét.

Det er ikke vemodet

              tværtom

Det er ikke tomheden; ikke hullerne i forklaringens tæppe

Det er ikke dét, men

*

alt ind imellem

Åbent brev til et dumt svin, der er så meget andet også

Kære du.

Jeg forstår dig ikke eller også gør jeg, men vil ikke. Forstå altså, og det siger muligvis mere om mig end om dig, vil du mene. Og tilføje, at du dybest er ligeglad. Med forståelsen og med mig, ikke mindst. Og det er så ondsindet sandt, at jeg ikke tror dig. Eller ikke tør tro dig eller ikke kan eller min bare røv. Din bare, måske?

Hvad rager det mig, at du hader? Hvad rager det mig, at du fucker og flaber dig vej gennem jungler af pis og papir og så det andet? Dét, der også er, og som du ligeså fucking flabet og følelseskoldt ler ad med blottede tænder og kød.
Hvad rager det mig, at folk falder om som fluer ved din harske ånde, din helvedesild, dit tilsyneladende had?

Ja, ja. Jeg kan jo bare ”Go fuck my self”! -Min skinhellige forståelse ligesådan.
Alt hvad der ligger på jorden, må man træde på. Alt hvad der hænger om halsen, må man spytte på. Alt hvad der er, må man hade. Ikke?

Gudsjammerligt kælen og klam, vil du råbe efter mig.

Og du? En misantropisk krøbling, ædt op af erfaringens lede smerter, klog af skade og skadet af samme. Er det sådan det hænger sammen? Hadets orakel, den nødvendige ondskabens stemme, det er dig. Ja?

Og når jeg nægter at rejse mig efter dit spark? Når jeg tager imod din hån som en glædespige tager mod betaling, så må du gå. Ikke?

Og når jeg siger, at hadet er en buffer mod savnet? Hvad så?

Hvad så.

Aut

De går bag om hendes blik og stjæler hendes øjne.

Hun står ved cafebordet med afvisende ryg: ”Kom endelig nærmere, så jeg kan vise, hvem jeg ikke er”. Smiler indladende for at vinde noget tilbage.

Noget. Noget som i ”en duft af nakke”, ”en perle af latter”. Noget, som i en sekundkort interesse: ”Undskyld, er du færdig med avisen?”. Et blik der fæstnes og en hånd, der rækkes frem mod avisen.

Man lærer at være nøjsom, og man lærer at være nænsom. Mod fremstrakte hænder og glidende blikke. Lidt har også ret.

Man lærer at spinde, når man er nøgen: ”Ja, jeg er færdig med avisen. Der står ikke noget, jeg ikke kunne have været foruden. Vil du låne den?”

Man lærer at håbe på et ja.

Så står hun der. Ved bordet i cafeen, uden sin avis.

Nipper til kaffen, retter på frisuren, ranker ryggen og går .

Hun tager sine øjne med sig ud.

4242

Griber en håndfuld af noget der ligner et hav, og mærker

¨
at der ikke er noget at slippe

Når syv og tre er lige

Måske er jeg bjælke, måske er du splint. Eller vice versa.

Det væsentlige er, at finde tilbage til træet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Appellernes bog, 1.6

Jeg er ikke god til at stryge hår. Jeg ved ikke om det er den gyldne farve eller de brusende krøller, Babydoll, men noget får mig til at rive. Rive i dit gyldne krøllede hår, så det falder af i totter og din hovedbund bliver et åbent krater af hud og sår.

Jeg er ikke god til lange vipper, Barbiegirl. Jeg ved jeg burde beundre og bede dig blinke med hovedet på skrå. Men jeg er ikke god, Barbie, jeg er slet ikke god.

Jeg. Jeg stikker nåle i dine øjne, så det gør ondt når du ser. Så du får ondt af, hvad du ser, måske?
Du. Du bare ser på mig med dine altid åbne øjne af knappenålsdybde, uden så meget som at blinke.

Kaster jeg dig for løverne, er du blid som et lam. Brænder jeg dig på bålet, går der ingen røg.

Babydoll, jeg er ikke god til det, jeg er ikke god.
Vil du ikke nok lukke dine øjne?