Stoleleg

Og kunne jeg bare nøjes med to stole, men jeg sætter mig altid mellem fire. Hvilket vil sige seksten ben. Seksten ben, jeg kan falde over, gabe over, kløjs i. Og der er altid kamp om dem – pladserne altså – så det er med at være hurtig på aftrækkeren. Slå røven i sædet og hovedet på sømmet, eller noget. Der er alles kamp mod alle, Darwin som ludobrik: slå de andre ud eller gå tilbage til start.

Og altid ender jeg en postgang for sent, en omgang efter feltet, og jeg kan blot se til de andres smørrede smil, som de sidder der: veltilfredse. Muligvis tunge i røven men lette om hjertet ved at vide, at de kom først i mål.

Så sidder de dér, de andre, og glor. Aner pludselig ikke hvad fanden de skal stille op. Med stolene. På stolene. Aner ikke hvad de skal stille op med selvtilfredsheden og taburetsædernes ret beset usmagelige betræk. Så som for at overbevise sig om det fabelagtige i egen indsats, begynder de i stedet at rømme sig, at skubbe til sidemanden, at udfordre skæbnen og nabosædet - den uerobrede slagmark. Endnu en omgang med rouletten, synes de at tænke, atter en runde i trædemøllen - om igen. Drevet - ikke af begær, ikke af grådighed - men alene af frygten for at måtte sande, at siddepladser ikke er noget. I sig selv. De er faktisk lidt kedelige i længden. Som med tommelfingre og trilleri.

Alt imens sidder jeg stadig. Imellem stolene. Mellem benene. På gulvet. Tabt i spillet. Faldet af i svinget - ja før svinget velsagtens. Jep, jeg sidder bare der. Nøjagtigt så fortvivlet som de andre på taburetterne. Som damen bag skranken og puklen på kamelen. Jeg har ikke noget at lade nogen høre. No better, no worse.

Vi har vel ikke noget at lade hinanden høre.

Det gør vi så alligevel. Lader hinanden høre. Siddende på gulvet eller på varme sæder. Alle sidder vi og raser. Føler os snydt, taget ved næsen, forbigået. Fra hver vores plads sidder vi og peger fingre. Ad hinanden. Men allermest ad os selv.

Sådan er kampen om sæderne så nådesløs. Vi ender alle med at få ondt i røven.

 

Fraktalisering

Fraktalramt

frontaldømt

for meget skønhed

for lidt sandhed

og alt

for mange dage

 

 

øjebliksbillede

*

nænlighed

natskyggesplint

nuogherhed

*

om start og slut

*

for eftertiden

efter fortiden

 

erase or rewind

*

Liva

 

Sommetider er hun tavs i dagevis. Ser ned, når hun går på gaden og hilser ikke på damen bag disken. Hun er ikke uvenlig. Afviser ikke, men viser heller ikke. Noget eller nogenting. En særlige aura af trods og skrøbelighed. På en gang: Bliv fra mig og Luk mig ind. Hun går meget. Ses altid i kvarteret med sin rygsæk og de brune støvler af læder. Ikke hvileløst vandrende, men alligevel uden egentligt mål. Andet end bevægelsen. Væk fra, ind i og bare omkring. Virker sært koncentreret. Som om hun er undervejs og har tid tilovers. Til at sætte på plads. Ordne og rubricere.

 

Andre gange er hun tilstede. Med sine kaldende smil og et ansigt af ja´er. Hun går på vandende, skrider rask forbi . På omdrejningshøjde med verden. I live og levende. Man bliver næsten bange for, at hun vælter. Hun råder og regerer, køber garn og papirblokke og en haverive. Kommenterer glad kioskdamens nye hårfarve og lader cyklisterne køre forbi fodgængerfeltet med en generøs håndbevægelse og et grin. Før hun selv går over vejen og efterlader butikstorvet med en em af hastighed.

Huuuuj…. Og så er det forbi.

 

Hjemme er hun i tvivl. Leder efter bøgerne fra biblioteket. Og lader dem ligge efter at have have fundet dem. Rejser sig så og vrider karkluden op. Tørrer køkkenbordet af og tømmer opvaskemaskinen. Sætter sig lidt og ser sig omkring. Går hen og åbner altandøren og lader gadens lyde slippe ind. Rummet fyldes af en befriende støj og hun falder en anelse til ro. Næsten som at være der selv. På gaden. Blandt menneskene. I slipstrømmen af nyheder og slagere og forpustede børn. En mor i løb efter bussen.

Kun sjældent ser hun ud af vinduet. Lydene i sig selv er nok.

 

om ost og huller

Der er alt for mange dage, der er som de er. Tirsdage med tør ost på franskbrødsmaden og en næsten usynlig plet af tandpasta på sweateren. Dage, hvor hun træder ind i rum fyldt med mennesker hun kender, taler med, griner med, tier med. Uden dog at ænse andet end skridtene imellem de andre og hun selv.

 

Dage, hvor hun spørger til kollegaens drivhusplanter og fæstner sig ved den lille forsinkelse inden kollegaen svarer. Som var der noget mere, noget andet, hun ville fortælle hende. Efter en kort tøven er det historien om de spirende tomatplanter og varmen i glashuset, hun får. Og derefter, som for at undgå det usagte, taler hun videre, kollegaen, om den nødvendige aftale med naboen, om at åbne døre på klem om formiddagen. ”Solen er jo så brændende om foråret”, tilføjer hun.

 

Og hun ser øjne, der beretter om mere og andet end drivhusagurker og nabohjælp. Men spørger ikke videre, det er jo tirsdag og der er så længe til fyraften.

Det eneste hun mærker er en irriterende sult, hun ikke vil lystre.

 

Blaufang

 

et blaufang fundet i nænsom glemmelse bjergrødders dybde over underfladen * noget gror bagom en barndom og falder fontæneblidt sammen om skuldrende åg * mens drømme vugges skånsomt itu det er morgen og mere end

De andre

 

Hun elsker dem, børnene. Elsker deres håbløse forsvarsløshed og deres trin trådt uden vaklen. Hun føler sig så fri hos dem, når de leger for legens skyld og hun bare er en ligegyldig rekvisit i et spil. Hun sætter sig ikke på knæ, går ikke i øjenhøjde: hun ved at de vil gennemskue hendes forsøg på at adoptere deres barnlighed.

Så hun står i fuld højde og lader sig iscenesætte: Hun bliver bedstemoren der bager eller faren, der vasker bil. Og øjeblikket efter lader hun sig korrigere: ”Nej, nu skal du være storesøster og høre høj musik og være sur”. Og hun smiler over deres usminkethed, deres klartskuende ærlighed og hun føler sig så let om hjertet ved at møde et syn, der synes langt mere gennemborende end hendes eget skuffede blik. Hos børnene finder hun ikke tynget erfaring, men fjerlet optik. Udømmende. Blot og bar registering. Og de bryder ned og bygger op, børnene, og ingenting er hvad det var men bliver, hvad de vil, det skal være.

Og det er så meget nemmere nu. End dengang hun var i øjenhøjde. Da hun var som de, men alligevel ikke. Hun har aldrig været lille, ikke sådan som hun ønskede at være, ikke som de andre. De bød sig til og gjorde plads, men hun kunne ikke være der, kunne ikke finde rum, hendes krop var i vejen, hendes tanker fyldte for meget. I stedet stod hun ved siden af dem, kammeraterne, akavet og fremmed og forsøgte at skjule det blik, der havde set for meget til at være uerfarent, forsøgte at skjule at hun vidste for meget og troede for lidt. På dem og ikke mindst sig selv.

Så stod hun der, lige ved og alligevel langtfra næsten og nåede aldrig frem. Og imens voksede savnet sig større for hver gang de var sammen.

 

VindFanget

 

Og midt imellem at være Til og være Fra standser hun. I vindfanget.

Et lille koldt lokale med stenbeklædt gulv og kridhvide vægge. Hér hvor kulden slår rod og beskytter resten af huset mod træk og udenforhed. Hun elsker dette rum, denne lille pause før man træder ind til alt det andet og alle de andre. Det er her hun griber sig selv, før hun gribes af eller griber. Dem. De andre. Det andet. En oase hvor man trækker ind, trækker fra og lægger til. Så tingene – et kort øjeblik – går op.

Her i Vindfanget er der ikke noget hvorfor, ikke noget hvorhen, nej her er hun tilstede. I frit fald. En væren uden tyngde - hun svæver, men ikke i et tomrum, nej snarere i en fortættet midte. Af Noget.

Her er der ingen ord, men alt det lige før ordene. Det lille stik bag øjet, et værende Forbi. En krop der ikke kaster skygge, men samler skygge, kaster lys og drømmer tegn. Her i Vindfanget er selv inderligheden hudløs og begæret så langt mere sanseligt end noget andetsteds, ikke større eller mindre men mere fortættet, sammentrukket. Implosivt. Her trækker hun vejret så dybt, at det ikke finder ånde, men dirrer i kroppen og vidner om noget der kommer. Eller kunne komme. Hvis. Hvis ikke.

Her i vindfanget står hun og er så uendelig meget mere. End. Sig selv.

 

 

om fortsættelsens følger

 

Man skriver et

nærvær

af 6 bogstavers varighed

og venter tålmodigt

på resten