Så stod jeg med hænderne ned langs kroppen og blikket på håb. Bad vist nok om noget, måske et svar, et rygrads-ret udråbstegn.
Måske bare et gengældt blik.
Og øjnene mødtes et sted over år, tid og slægtsskab. Som en lup vendt mod solen, brændte dine øjne et hul derind, hvor huden ikke dækker og alt er blotlagt. Du så ikke mig, men dét af dig selv, du savnede: en sang uden stemme og et uprøvet spørgsmål.
Så vendte du om og talte ud i rummet med bortvendt ryg;
du gav mig et svar og hvad jeg bad om.
Men jeg søger og savner stadig dit blik.
