Lagune
april 3, 2008 af silhuet
At se en lagune
i øjenkrogen hos et barn
et tavst hvælvende læ
hvor kun ses, hvad er
en nuldimension
en ikke-dom
et blåt i blåt i blåt
der giver noget andet
end himmel
et Noget
der vender
en anden, nej
en tredje vej
Arkiver
Kategorier
-
Sider
Blogroll
-
Meta
-
© Louise Juhl Dalsgaard
Ophavsretten til min blogs indhold tilhører iflg. lov om ophavsret mig. Korte tekststykker kan citeres, når kilden, herunder mit navn, klart anføres. Citater skal tydeligt markeres. Anden brug af mine tekster kun efter udtrykkelig skriftlig aftale. -
kontakt
Har du noget på hjerte der ikke egner sig til kommentarfeltet, kan du skrive til mig via: juhl1973 at yahoo dot dk
Noget andet og tredie. Jo, der kommer store perspektiver frem, når vi som små begynder at tænke og føle efter, hvad det er der sker mellem mennesker.
Derfor er det godt at møde børn.
Ja det pudsige er, at dimensioner egentlig ikke bliver større i et barns øjne.
Men mindre. Mere komprimerede. Mere mærkbare.
Dimensioner, der er dét, de er: en hånd der varmer, et sæt øjne der svarer, et Nu uden udstrækning men med megen højde og dybde.
Knus
(og ja det er godt at møde børn. Og vigtigt)
Jeg tror jeg forstår.
Når jeg ser ordene:
//et tavst hvælvende læ
hvor kun ses, hvad er
en nuldimension//
kommer jeg bare til at mærke nogle øjeblikke hvor barndommen åbnede sig som en afgrund foran mig - men hvor intet var at se.
Hvor jeg måske fandt et læ i min styrke - så lille den end var.
Knus.
Donald:
Jeg husker med gru og samtidig stor dragning forbrændingsanstalternes store, store tomme gab, hvor man så ned i et enormt dyb, hvor sække og efterladenskaber blev “ædt” af kæmpegafler og ild.
Så virkeligt. Så uendeligt. Så farligt. Og så smukt.
Der var meget jeg ikke forstod. Udstrækningen af. Og enden på. Men jeg kendte en hånd og en favn jeg kunne søge. Så rummet sluttede og svarene blev besvaret (og jeg forstod heldigvis ikke, at svarene ikke var absolutter)
Kæmpeknus
smukt og skræmmende
mvh
en U gal
“et sted i dine laguneøjne
står en lille bekymringsfisk og sitrer over sandet.”
Kirsten - fra “Kote 0″
Tekst:
gul ane(s)
Kirsten:
En bekymringsfisk….hvor uhmmm…fint
Og lidt trist.