DrømDrøm

 

Af og til kan hun ikke vågne.

Eller værre endnu: hun vågner, men kan ikke åbne sine øjne, ikke røre sin krop. Hun er som lammet, og føler at hun bliver kvalt i sin ubevægelighed. Hun bliver vanvittig angst, men kan ikke reagere på angsten. Alt hun kan, er at ligge og mærke sin magtesløshed, sin stille død og fuglene der kvidrer imens. Så, efter hvad der føles som år, men kun er få sekunder, oparbejder hun al sin styrke, tæller til tre, og sætter sig op med et ryk, som er hun vågnet af et mareridt.

 

Hun husker den ”vågne” søvn fra barndommens febervildelser. Fornemmelsen af at have forladt sin krop, eller nej, at hendes krop havde efterladt hende i en seng, fængslet til myriader af forvirrede tanker, der ville ud og væk, men som lå bundet til en ubevægelig krop – ulmede som lava i en døsende vulkan. Hun husker stilheden indeni og lydene udenfor, husker hvordan det egentlig var omvendt, at hun havde en støj indeni, der var alt andet end lyd, og som hun derfor forvekslede med stilhed. Hun husker hvordan angsten, frygten for aldrig at komme med, komme ind i verden og lydene igen, hvordan den frygt rummede en gennemtrængende hvid tone, en smertende, hvinende overtone, der kvalte al lyd og skabte en mur mellem de feberrasende tanker og virkelighedens milde ligegyldighed. Hun husker, at hun lå der – fanget i støjende stilhed – og så puderne i fodenden vokse, mærkede kroppen forsvinde og ikke kunne ikke kalde på sin mor. Hun råbte uden lyd, kunne ikke kalde på hjælp, hun måtte bare ligge bagbundet af tanker og angst, mens feberen piblede ned ad hendes pande og den stille støj sprængte hendes trommehinder.

Til sidst faldt hun i søvn, udmattet af angst og af kalden. Vågnede som regel mange timer senere, når moderen kom ind og bekymret strøg hende over kinden, kølnede hendes pande med en fugtig klud og hviskede: ”Hvordan går det lille skat, vil du have lidt at spise”.

Og hun tænkte ”Hvor var du da jeg kaldte”, men hun sagde alt andet. Skjulte sin skuffelse og talte forvildet, om puderne der voksede. Og moren tyssede nænsomt på hende og sagde: ”Det var bare en drøm”. Det var bare en drøm, ja.

 

 

 

Men hun kan ikke glemme den hvide støjende stilhed, der forfølger hende de hvileløse morgener mellem søvn og vågen.

De morgener, hvor hun ikke kan vække kroppen til live, men ligger  som bundet til en seng med alt for mange tanker og ingen steder at forsvinde hen.