Jeg er her, fordi jeg ikke kan andet.
Eller.
Man lærer at tilværelsen ikke kan sættes på formel, så man formulerer i stedet. En tilværelse eller et forsøg på en sådan. Famler efter et liv. Måske en drøm. Man formulerer en længsel, der ikke kan begribes men alene gribes. I et nu. Eller slet ikke. Så man griber bare. Ud. I blinde.
Imens taler man om alt muligt andet. Man taler udenom. Indenom. Indeni. For at nærme sig. Det tavse orkanøje. Dér, hvor længslen lever sit eget liv. Hvor sproget kun mærkes, som en ånde i nakken.
Så prøver man stilheden. Fortættet beytdning. Dér hvor sproget ophører, for at give plads. Til væren. Og ikke-væren. Nær-væren. Man tier.
Nær ved men langt fra nok, sander man, at ord er ét og sprog noget andet.
Nu nærmer jeg mig tavst. Stormen efter stilheden.
Jeg er her, fordi jeg ikke kan andet.
Jeg læser, og beundrer dig for at ramme. Præcist.
Tilde:
Jeg kan af et ærligt hjerte sige, at jeg er meget, meget taknemlig for, at du er her. Hvadenten det skyldes det ene eller det andet.
Tak for dine superopløftende ord!