Hun er sjældent alene, altid iblandt, og kender dårligt sig selv. Eller måske hun kender, men kan ikke genkende. Den hun er.
Det er noget med, at hun ser sig set. Ser sig selv blive set. Når hun står på kontoret ved hæve-sænke-bordet og taster og gør ved, så ved hun, hvordan hun tager sig ud. Hun fornemmer sine modsatrettede bevægelser, på een gang uhyre effektive men samtidig famlende usikre, så tøvende, så undskyldende. Hun kan se sig selv bevæge sig mod toiletdøren og kan følge tankerækken fra kollegerne:
Mon hun trænger til pause?
Mon hun pudrer sig for at skjule den dårlige hud?
Og hun går hurtigere, som for at undgå at blikkene står i kø, for at undvige, for at krybe i ly bag toiletdøren. Men selv ikke her har hun fred: Hun er allerede på vej væk, på vej tilbage til sit bord og kan føle øjnene der ikke ser, men alligevel ser, hun kan forestille sig dommene og spørgsmålene bag de ikke-kastede blikke. Og hun ved, at hvis de ikke kigger op, er det kun for ikke at vække opsigt, for at skåne, for at hindre .
Og dommen hænger der. Uanset om de ser eller ej.
For hun ser dem se.
Og det er alt nok for at fælde dom.
