Er hun alene, føler hun sig fortabt. Ensom. Så har hun ingen øjne hun kan undvige, ingen mure hun kan forskanse sig bag, ingen vrede hun kan rejse. Over nogen eller noget. Udover sig selv.
Og så bliver hun bange, for vreden er der stadig og hun kan kun rette skytset mod sig selv, tankerne om tankerne, rette skytset mod det urimelige forsvar hun oparbejder og som ligner hårdhed og kulde.
Men som er alt andet.
Så må hun ud. I vrimlen. Menneskemylder, bilstøj, storcenterhelvedet. Ud hvor hun kan gemme sig. For sig selv. Ud hvor hun kan blive væk i tankerne om de andres tanker, ud hvor hun kan pege fingre ad ansigtsløse fjender, og dermed selv finde fred.
Ud hvor hun kan gemme sig. For sig selv.
Hvor er det bare smukt! Bliver hun fundet? Eller skal hun ikke findes?
Det minder mig om noget.
Igen.
Det minder mig bl.a. om, at jeg savner at have et mylder at gå ud i.
Det minder mig om den tryghed, der er i at være forvisset om, at der peges ad mig. Så jeg med ro i sindet kan tænke, at i det mindste er dét ikke mig…
Og det minder mig om, at du har en helt særlig evne til at skrive mennesket. Helt enkelt. Så det føles.
Ja ensomheden kan let dulmes i menneskemylderet … eller forstærkes.
Knus og varme.
Jeg er enig med den foregående taler
Thilde:
Hun vil gerne findes. Af alle andre. End sig selv.
Hun orker ike at søge, men håber at blive søgt. Hun savner en ømhed, hun ikke tør vise sig selv eller verden.
Tror jeg (men når jeg siger det peger hun bare fingre
)
Kærligst
Bitten:
Nemlig, nemlig: Det er så forbandet betryggede at bruge kræfter på alle de ydre fjender, så man ikke behøver at se sig selv i øjnene. Det er nemlig ALT for hårdt.
Du er så smuk. Jeg vil kun pege fingre ad dig, for at skrige til verden: “BITTEN ER ET SMUKT MENNESKE”
Penpal:
Ja, der er noget med den verden.
På een gang forhadt og begrædt.
Et ønske om afstand og et ønske om at favne. Og favnes.
Dine knus og din varme er lidt som at blive favnet. Tak!
Beo:
(på lørdag, på lørdag,på lørdag, på lørdag, på lørdag, på lørdag …
)
Knus
Helvede, det er de andre
eller
Helvede, det er vi selv
(Jeg har en idé om, at det var Sartre, der sagde det sidste engang)
Jeg peger tilbage før jeg går offline og råber: “DET MAN SIGER ER MAN SELV!!!”
Kys
Reinhard:
Så længe man har fjender, er man da ikke helt alene, vel?
Værst af alt er ensomheden, for så kæmper man med og mod sig selv. På samme tid. Så er det svært at skelne mellem had og kærlighed. (been there, done that!)
Knus
Bitten:
En mindre korrektion…det må være det man hører, man er. For jeg har lige sagt en million gange, at jeg er rig, men det virkede sgu ikke
Og dem der ligger på gulvet må man træde på. Siger nogen. Men hvorfor egentlig?
Er det ikke både nemmere og mere skånsomt at gå udenom?
Nej, jeg er bare i vrøvlehumør.
Du er smuk. Hvadenten du hører, ser eller siger det!
Kærlige kram