Kondens

Hun tæller snefnug på ruden ”en, to, tre…” og tænker et øjeblik, at de er ruter på et kort, lagt som pejlemærker for hendes øjne: et adgangskort til en verden der ellers synes ufarbar.

Og hun ved det er vrøvl, hun ved det er fnug på en rude og hun ved, at de smelter, før de er faldet. Hun ved at hun ikke kan gribe dem, uden at de forsvinder i varmen fra hendes hænder, og hun ved at det er sådan det er. Det hele.

Hun tæller snefnug og ser dem forsvinde, hun vender sig om og går ind i dagen, som den ligger foran hende. Hun knapper sin skjorte, bukker sine vipper og ved. At øjeblikke er forbi, før de gribes.

Og hun ved at udenfor er sneen væk, ruden er fugtig og fnuggene har lagt sig som dråber i karmen.