Hun går lange ture. Hun går mange lange ture. Hun går ofte mange lange ture.
Hun ville have spurgt ham, om han græd. Men hun vidste, at han ville have leet, rystet på hovedet og svaret ”Nej jeg er bare så rørstrømsk, det er ikke noget”.
Hun ville også gerne have set på ham, virkelig set på ham. Taget hans hånd måske. Bare holdt den. Hånden. Længe. Hun ville gerne åbenlyst og ublu have holdt hans hånd, set på ham og tiet. Givet ham lov. Til at sige. Noget. Sige til, sige fra. Eller tie. Hun ville gerne have givet hans hånd lov at være i hendes hånd og stilheden lov til at være. Imellem dem og udenom.
Hun ville gerne have haft ham med. På turene. De mange lange ture.
Men hun går alene. Hun går mange lange ture. Alene.
Det kan ikke være anderledes, og det skal det heller ikke. Være anderledes. Det skal være, som det er. Som det nu engang er blevet. Hun kan ikke spørge til hans gråd og hun kan ikke holde hans hånd. Men hun kan gå og gå.
Og hun kan kende hans hånd fra alle andre hænder.
ja
Smukt
Beo:
Ja?!
Mermaid:
Tusind tak!
ja!
ja.
ma må lære at skelne. mellem ja og ja. mellem hænder og hænder.
mellem det, der er og det der ikke er.
den fælles forskel.