Vi genkender. Alle. Hinanden og os selv. Måske i skjul, måske ikke. Genkender en fælles fortabthed og en fælles lettelse. Over at være i samme båd. Lige skamfulde, lige begærlige, lige ved og næsten.
Og man ser.
At man må skrive en sandhed, der ikke er mere værd end det papir, hvorpå den står skrevet:
Ikke
to plus to giver fem
men
seks minus to giver tre
Så vitterligt sandhed
Knus
Men er sandhed ikke også bare det, man tror på?
Og hvis nu tre plus otte …
Det regnestykke lærer mange at kende, når deres ægteskab ender med skilsmisse, og deres fælles venner føler det nødvendigt at “vælge side” – nogle uden anden begrundelse end at regnestykket ved fremtidige fester vil blive for besværligt, hvis o.s.v. To minus to giver et plus på livserfaringer
Bitten:
Du – mit vitterlighedsvidne
Knus
Reinhard:
Just det!
Og det store kan være i det små. Og omvendt.
Man kan skrive i vand. Og se bølgerne danne mønstre derefter.
Man kan plante et træ og plukke en blomst. Så og høste.
Sådan er der så meget. Sådan er der så lidt.
Knus
Anjoe:
Ja man tids nok blive valgt fra. Eller vælge fra.
Men også i underskuddet findes et overskud. Når delene er større end helheden og helheden større end delene..
Når tingene ikke går op. Er der noget der forsvinder. Men hvorhen?
Lad os gribe det, der ikke er. Og derfor er så meget mere.
Varme tanker til dig ( og en bunke overskud )
Papirsætningen sender tankerne til biblioteket,
hvor jeg kommer ind på et marmorgulv,
jeg klapper en søjle af beton,
hilser og går ind
mellem to rækker
reoler
små borde
reoler
bøgerne står og venter,
de kigger efter mig,
med lange øjne,
“hvornår vil du tage mig
og gøre mig levende?”
spørger de.
Jeg tager dine ord,
dine toere og treere
slår en sekser
og tæller til ti.
I nat vil jeg skrive
på himlen.
Kære Dax
Som uddannet bibliotekar – omend ikke praktiserende – må jeg glædes over og frydes ved din kærlighed til bogen.
I fortællingen vendes underskud til overskud.
Tomheden får fylde.
Jeg vil se mod himlen, og finde dine stjerner