Hun er hård. Hård med stort H som i Helvede. Men kun indvortes. Selvbebrejdelsens Infamitet er kølig i sin præcision,- den er som nydelsen ved at bruge en nyslebet køkkenkniv: Et enkelt snit og kødet kløves, vandene skilles, sener fjernes fra hud.
Hvad der ligner hårdhed
Nej om igen: hvad der ligner kulde. Er nænsomhed. Et forsøg på at imødegå smerten, at bedøve sig med krystalskarp kynisme og således beskytte sig mod alt andet. Udefra.
Nej om igen. Alt andet. Indefra.
Hun udlever et livslangt Harikiri: Afliver drømme før de afliver hende.
Av.
Rent og skarpt skåret. Svuisj … blotlagt.
Og dobbelt-av.
Anna og Bitten:
ja, av!
Av. Nemli’. Og så behøves der vist ikke at blive skrevet flere videnskabelige afhandlinger om det. Og de allerede skrevne kan godt makuleres.
Kære Marian:
Tusind, tusind tak for dine meget flotte ord, som jeg oprigtigt er taknemlig ved.
Knus