Men ind imellem åbnes en dør, hun lægger kulden fra sig og trækker vejret uden kniven for struben. Kun hun og det hvide papir, begyndelsen, det ubeskrevede, det ubesmittede. Ordene der drypper uden malurt, fordi de bliver til, ikke I hende, ikke uden for hende, men Imellem. I undfanget før start og efter slut, i det ufødte.
Og hun giver og giver. Ordene får liv og livet får ord og hun føler sig så uendelig taknemlig over den fosterhinde de skaber omkring hende, den hud de lægger omkring hendes hvasse hjerte. Og alt det hun ikke forstår bliver til en leg med spørgen og svar, uvisheden fratages det farlige og bliver i stedet et rum. Hvor hun kan trække vejr og føre pen og finde plads. Til det hele. Rum. For alt. Her skaber hun tegn. Ikke som volde der afskærer, men mure der omkranser, favner.
Et Fang af ord.
Rumfang.
Fylde og volumen.
Vejr og væren.
Varm luft og liv.
Skabelse.
Kærligst
(… bliver et i stedet rum …
er der byttet lidt rundt eller læser jeg bare fejl?
“bliver i stedet et rum” ville jeg gerne læse.)
En text, som skærmer, en kærlig borgmur – jeg ser mig pludselig gå langs den Kinesiske mur, som hist og her falder hen og lader planter gro op og ned og ind imellem, som volde, indvolde.
Jeg har aldrig været i Kina (eller har jeg?)
Bitten:
Dn slåfejlsfanger
– det er hermed rettet.
Det er en fryd – og ære – at have et menneske som du, der virkelig LÆSER, hvad der står. Smager på ordene. Og kløjs i dem, når de snubler. Over sig selv.
Tak, smukke
Donald:
Jo du har været i Kina. Du har set Muren- også fra månen, hvor den tegnede en ryg gennem jordens overflade. Som et ar.
Du har både været i Kina og på månen, har du
(Jeg HAR fakisk vandret på den kinesiske mur…det va lidt…ligesom at gå på en lang og stor mur ?
)
Knus
Jeg ville bare sige, at du rammer det at skrive særdeles godt.
PS:
Hvad er en
Dn slåfejlsfanger?
Reinhard:
Had skal man med blogindehaveren, når der findes så skarptseende læsere, som de, der huserer her?
Me like very mucho :O)
Knus