Det er ikke vreden der driver, ikke øjeblikke af forlængst forbi, det er ikke illusionen om ømhed skjult bag istinders skarphed, det er ikke tanken om Engang på vej uden krav, det er ikke ikke kald i skove uden træer, uden svar.
Det er ikke længslen efter dybde eller pupilsorte kloder, det er ikke universelle huller, ikke galaksers fjernhed eller marsrød tid, det er ikke hulernes skygger, ikke lysenes blafren, det er ikke vacuum eller fylde, ikke glassko tabt og aldrig fundet igen.
Der er bussernes vedvarende suk, kirkens dæmpede halvtimeslag, det er efterladte plastkrus bag parkens bænke, det er fortovsflisernes endelighed før jeg selv er fremme
Det er mere end meget og alt for lidt
at vide, hvad det ikke er,
er også en slags viden,
og for lidt og for meget
fordærver alting,
så lad bussen
holde sig til
den gyldne middelvej,
men GUUUD
hvor kedeligt!
Rimkogeren:
Nemlig Rimkoger.
Det er så forbandet jævnt, det virksomme liv, og meget lidt muntert. Lige nu. Suk.
Det værste er fortovet. Der hører op. Midt i tilværelsen. Hvad skal jeg så lave, når jeg ikke længere kan tælle mellemrummene mellem fliserne?
Nej så heller pupilsort mathed og en dybde af kvælende styrke.
Og marsrød løbeild, cykelklokkekoncert og rabalderstræde.
Knus
Jeg synes på ingen måde, det er kedeligt. Tværtimod. Der er noget med haltende fortove og forkølede busser. Med ensomme plastkrus og ligeglade mennesker. Der er noget med frosne smil og kvalte tårer. Med helvedesild og åndetræts besværligheder.
Som en fyr, der kalder sig for Steffen engang sagde.
“Det er bevægelse på stedet”. Om det er disse tanker han har haft, er nok yderst tvivlsomt.
Men smukke er de, meget!.
Knus
Penpal:
Har netop forceret byen i silende regn, trygt gemt bag paraplyens læende skærm. Har mærket den enorme stilhed der følger af koncentration – den stilhed der rummer så meget lyd, at den må tie. For at kunne være i verden.
Jeg har set på bøger i Kristian F Møllers boghandel
Har drukket Du´s på Baresso med et tilfældigt gensyn
Købt to flasker hvidvin på tilbud
Set ned og set væk, igen og igen
Nej, den er ikke kedelig verden. Det er den egentlig ikke. Den tilhører bare ikke mig, stilhedens drøn eller den sammensunkne paraply.
Den minder mig om et savn, der spejler sig i tomme bænke, færdigretsemballager og overdimensionerede solbriller.
Jeg rækker tunge af verden. Fordi jeg savner den. Fordi jeg håber den ser mig. Og rækker ud. Ikke efter tungen, men med en hjælpende hånd, kanske.
Knus retur
Den sidste kommentar er smuk,
men “det er ikke kald i skove uden træer” siger du
Jeg synes du fortjener en god kommentar, men den er blevet lidt tåget.
Håber … rækker ud, ikke efter tungen
Sproget.
Skønheden i at kunne udtrykke
Tænk
Vide at andre tænker
Det samme
Dax2:
Dén kommentar Dax2. Den ramte. Der, hvor det gør godt at blive ramt.
Tak!
(og jeg mærkede at jeg rakte ud og blev modtaget. Her. )
Ah. Knus:-)