Afkog (g)

 

Hun har vidst det længe.

Har grundet og rynket pande og været stille. Alt imens bollerne blev bagt og børnenes tøj lagt frem på stolen. Måske et par suk mere end vanligt undervejs. Som sådan intet særsyn og stort set ikke til at skelne fra frustrationen over en udeblevet avis eller den kendsgerning, at ungerne nu igen har glemt at lukke vinduet, før de gik.

Hun kæmper med hyldebærsuppen. Indædt og stædigt, som gjaldt det langt mere end den dybrøde suppe. Hun har kogt bærrene, ladet dem dryppe af i det tætmaskede net, og har presset saft af afkoget. Dyb, dyb rød.

Alligevel er hun ikke tilfreds. Hun, der ellers så ofte har følt, at hyldebærsuppen kunne gøre det af med tvivlen og tankerne og den gråd, der presser på. Men ikke i dag. I dag får hun bare pletter på forklædet. Store røde plamager der vokser, jo mere ihærdigt hun forsøger at fjerne dem.

Og mens Anna rører i gryden og drømmer, at enderne finder sammen, bliver suppen for sød af sukker og konsistensen for tyk.

Hun tørrer hænderne i det plettede forklæde og skænker sig en portion af suppen.

Hun er egentlig ikke sulten, men nu hun har brugt det meste af dagen på den, skulle skam stå i ikke at spise op.