Og hun ved, at hun vil gøre sig hård som hun ikke er, at hun vil lægge en buffer af ligegyldighed, der spejler de andres mangel på interesse, at hun vil smile køligt til nabobordet og krybe i læ bag sine gøremål med målrettet mine. Hun vil sætte sig på sin stol, rette en anelse på ryglænets hældning, tænde for sin pc og med døde øjne udfylde regneark, besvare dagens beskeder og med mellemrum gå ud på toilettet og forsikre sig om, at hun stadig er den samme.
Og efter 8 timer vil hun slukke for skærmen, stable papirerne i sirlige bunker, skubbe stolen ind under bordet og sige ”Vi ses imorgen” til kollegerne, som vil se op uden at se og svare med et ja. Hverken mere eller mindre.
Så vil hun småløbe ned af trapperne, ud på gaden til den trygge anonymitet. Hun vil finde sin cykel og glæde sig til turen hjem: vinden kinderne og den lette støvregn der vil dæmpe verdens lyde og lægge sig som en beskyttende hinde mod dagens lammende ligegyldighed. Hun vil haste op ad trappene i håb om ikke at støde ind i naboen, hun vil låse sig ind i lejligheden og konstatere at bunkerne ligger hvor de lå imorges, hun vil åbne vinduerne og grådigt indånde den mættede, fugtige luft. Så vil hun tænde for nyheder, hun ikke hører og drikke kaffe imens, hun vil spise sin aftensmad uden nydelse og glæde sig til at klokken bliver så mange, at hun kan tillade sig at gå i seng.
Der vil hun ligge, under dynen, og gribe månens varme lys, hun vil lægge sig i fosterstilling og i tankerne udfolde hvad nattens manuskript skal rumme af drømme. Hun vil sukke og smile ved tanken om baskerhuer, frihedskamp og sammenhold på tværs, hun vil føle en sær forventningsfuldhed, som søvnen overmander hende.
Og hendes øjenlåg vil bevæge sig levende igennem natten.
Den sidste linie … løfter så bare det hele endnu højere op.
Så enkelt kan det gøres. Sikke en kunst det er.
Og kærlighed retur.
)
Kortroman!
Bitten:
Jeg rødmer, takker og håber at du har ret.
Og så alt det andet du ved….med knus og kram og…og…
Harning:
Var det et manuskript, du der formulerede?
Kortroman!
En selvskrevet profeti
Knus
Nå nej, et selvopfyldende romanskrift er det vel…
Dejligt hvordan sidste linie sætter håbets perspektiv på dagens skyhed, dagens afstand til livet.
Skriv kvinde, skriv!
Kram
Meget Meget Smukt !!
tosommerfugle:
Jeg skriver en vej og håber, at den ikke ender blindt.
Hvor der er vilje, er der vej, siges det og viljen har jeg altid haft.
Desværre har vejene af og til fortonet sig i afstande, hverdage og noget andet.
Tak for dig!
Penpal:
Rigtig mange tak!
For syv jeg bander efter at have læst halvdelen; hvor har jeg lyst til at sige op.
“Vi ses, ja” – De er også mennesker med liv og drømme, men jeg føler at jeg går til spilde.
Dax2:
Do it, smukke menneske. Lev dit liv og dine drømme og lev det ud!
(det var nu ikke en opfordring til at du skal sige op. Huslejen skal jo også betales. Men skriv og lev. Og del det med os andre!)
Dejligt kommentarsvar!
Knus!