At trække det lod, at glemme sig selv undervejs
vælge stavelser uden tryk og ord aldrig kastet
aldrig grebet
Vælge tusindssøers tørke og birk uden stamme
horisontløst på skrå med spættet bark
Grådigt æde af fraværets lys:
glattet hudens folder, lade rynker falde ind i øjne
tænde fosterlys et sted
udenfor
Tælle veje og se
støvregn som mælkehvid glemsel i et blik
At kalde på tavshed og flænse roen med sit råb
Føler mig fristet til at trække mine ord om hvad jeg anser du er bedst til – tilbage.
For jeg er nu ret overbevist om at du er rigtigt lige god til mange ting og genrer.