Det der

•●●

hul

i intetheden, du altid peger på, hvor forsvinder det hen, når du sænker øjet

i

blikket

?

Tænker, at du vil have foretrukket noget andet. Noget rundere, mindre eftergivende. Og når du tandkødsblottet råbte på mere og jeg svarede med kun let skilte læber, måtte du tirre.

Tære.

Skære et sår i den sarte hud omkring munden, så læbernes røde kunne bløde. For real.

Tænker, at du ventede noget, der aldrig kom. Noget større, mere blankt. Og da du fik et glimt af det du kunne vente, måtte du vende.

De blinde øjne til.

Brænde et mærke i solen så dybt, at man kunne se nat bag alt. Igen

Jingler farver rummet tv-blåt. Vi trækker vejret synkront.

Fra væggen falder et billede medvidende fra hinanden. En russisk klovn ler, som den falder til jorden. En anden græder, som det sig hør og bør.

”Hvis. Du. Hører dette”, hvisker de tømte vægge.

”Hvad så?”, spørger jeg.

Den eneste lyd er dit tilbageholdte åndedræt, der lukker mit ude.

Og hvorfor altid disse gentagelser af de mindst betydende ord, som er du dermed mere “Intet sigende” mindre “Alt favnende”. Mest af alt. Ovenpå.

Hvorfor altid dyr men ingen græs. Intet hav, ingen himmel. Slet ikke himmel.

(Himle er blå og blåt er alt for meget. Men himlen er jo bare sfære og støvregn. Det er angsten for dit eget blå der skinner dig i øjnene, der får dig til at blinke, får dig til at se ned og at tale om en eller anden. Eller endnu bedre: en notesbog)

Det er nemmere at fylde det hvide ark end et skrånende blåt.

Så derfor: gentag. Men ikke efter mig.

Ibris, ibris, ibris

Der er ingen viber, siger du.

Og som altid har du ret: luften er tømt for skyer, blåt og flaksende blikke. Tilbage er kun tanken om uendelighed og et genskin af alt andet.

Der går vi så sammen, under himlen uden viber, i tanker om hvert vores.

”Der er for længe imellem”, siger du og jeg nikker, selvom jeg ikke helt ved af hvad.

Dine skridt er længere end mine, og jeg må småløbe for at holde trit. Du tager ikke notits af det, men holder min hånd fast på samme overbevisende måde, som du bevæger dig fremad.

Neden for bjerget ses et tog dele landskabet. Det giver ingen lyd fra sig, men vi ser begge den blege røg og et sus af bevægelighed.

”Det er en mælkevejens vibe” siger du og sagtner farten, så jeg kan følge med.

Himlen er lige under vores fødder.

Så sulter man lidt. For marvens skyld. Så hader man lidt. For kærlighedens. Så drukner man lidt. For en strandhuggers nåde. Så skyder man lidt. I blinde. Så håber man lidt. Om ikke andet. Så viger man lidt. For at kende. Man strør lidt salt. For at såre. Og glatter lidt. For at trøse. Så venter man lidt. På øjeblikket. Og skuffes lidt. Over samme. Så drejer man lidt. På knapperne. Og slækker lidt. På kravene. Så ældes man. Af pligt. Og fældes. Af svigt.

Så skriver man lidt. For hvad ellers.

kronløst knejser et kontinent af nat/ en tankestreg – / en bro, et blå/ et blødende bånd til/ for længe falmet/tropefrost

Hvis Det

jeg formulerer

er Det

jeg lever med og blandt

så er Det

ikke støv på en sommerfugls vinge

ikke spidset bly

men

Dét

mindste blad

jeg magter

i min afmagts vælde

togstammetræk gennem landskab på landskab, set fra en skråning af en poet uden lyst til at digte:

dadum dadum dadum

noget i luften får lyd og bevæger kroppen som dén mur, der kan skrives mod og på.

han føder ord før de er undfanget

dér

*

hænger de i luften som foregribelser

præ-positioner

eskapoesi

og væveflodssting

. ~. ¨. ~. ¨.