Bliver det aldrig nat, bliver det aldrig dag, bliver det aldrig. Mere?

Hun ved, at hun ikke er en del af det gode selskab men spiller rollen som naiv til perfektion. Overhører bevidst alt dét hun ikke bliver delagtiggjort i, og svarer på spørgsmål, de ikke stiller. Hende.

Hun sætter sig gerne ned, selv dér, hvor der bliver tavst når hun kommer, og udfylder den pinlige tavshed med vand på deres mølle. Vader med beskidte sko ind på de bonede gulve, og ser tydeligt rædslen i deres blik. Hun ved, at hun nok skal tørre sporene op efter sig, så kun lugten af deres afvisning er tilbage, når hun går.

De mærker den, lugten, og den svider, fordi de ikke vil kendes ved den. Ikke vil vide af den. Så de enes i stedet om at rynke på næsen af hende, og bærer kollektivt løgnen mellem sig uden helt at vide, hvad den rummer, eller hvem den rummer. Næste gang.

Så lukker de døren, for at lukke tvivlen ude, men noget hænger. I væggene. Om det er løgnen eller lugten kan de ikke sige. Men pludselig er det så som så med selskabeligheden, den er for trang, for tæt, der er for lidt ilt og alt for meget andet. Og så går de. Hver til sit.

Men lugten. Lugten forsvinder ikke. Den hænger overalt. I væggene og imellem.

Det rum du gav

bar jeg ud

lod svæve som himmel

mens du sad

tynget mod jorden

af savn efter det

dig

der forsvandt

og det

andet

der blev til

Nu rækker jeg

det

der blev mit

og ved

at det ikke mere er det

der forsvandt

Sådan må vi gå hver til sit

for at finde hinanden

Det er ved at være den tid af året, hvor du spørger flere gange end nødvendigt.

Den tid af året hvor du ser, de tænder lys i træerne og derfor mærker, hvor lidt du selv lyser. Den tid, hvor du smiler en anelse for hurtigt, for sekundet efter at se ned og væk. Det er ved den tid af året, hvor du trækker vejret dybt og anstrengt og trykker på stop, før du egentlig skal af bussen.

Tiden, hvor du trækker skuldrene op, også når du sover.

Hvor du vågner uden at tro. På dagene foran dig eller drømmene bag.

Det er ved at være den tid af året.

Og uden at få sagt et ord, eller netop ved at få sagt for meget uden at få sagt alt dét, man ville sige eller omvendt alt dét, man ikke vidste at man vil sige eller ikke vidste hvad var, og derfor ikke kunne få sagt.

Og uden et ord at få sagt dét, der skulle siges eller netop ikke siges men mærkes, uden at vide hvad det egentlig var.

Og uden andet mærke.

Og uden andet vide.

-

Dét.

*

Bag solen rejser sig en morgen. Og en nat.

Også uden en morgen, også uden en nat

går vi

bag

lys

*

*

Brændt fanden holder fingrene for sig selv.

*

Det der

•●●

hul

i intetheden, du altid peger på, hvor forsvinder det hen, når du sænker øjet

i

blikket

?

Tænker, at du vil have foretrukket noget andet. Noget rundere, mindre eftergivende. Og når du tandkødsblottet råbte på mere og jeg svarede med kun let skilte læber, måtte du tirre.

Tære.

Skære et sår i den sarte hud omkring munden, så læbernes røde kunne bløde. For real.

Tænker, at du ventede noget, der aldrig kom. Noget større, mere blankt. Og da du fik et glimt af det du kunne vente, måtte du vende.

De blinde øjne til.

Brænde et mærke i solen så dybt, at man kunne se nat bag alt. Igen

Jingler farver rummet tv-blåt. Vi trækker vejret synkront.

Fra væggen falder et billede medvidende fra hinanden. En russisk klovn ler, som den falder til jorden. En anden græder, som det sig hør og bør.

”Hvis. Du. Hører dette”, hvisker de tømte vægge.

”Hvad så?”, spørger jeg.

Den eneste lyd er dit tilbageholdte åndedræt, der lukker mit ude.