Ballast

Der var engang en pige. En meget, meget lille stor pige. Pigen boede i et hus med sin mor og far og sine to brødre, som så mange andre børn i byen. Her legede hun, her sjippede hun, her sov hun og her drømte hun. Pigen drømte meget. Somme tider så meget, at hun også måtte drømme lidt om dagen, for at nå det hele. Så drømte hun om igloer og tændte stearinlys indenfor i snehytten. Hun drømte om svære kår, som hun i drømmene alligevel og med nød og næppe klarede sig igennem, fordi hun var så sød, smuk og vellidt, at alle hjalp hende. Hun drømte om at være i centrum og blive kendt og berømt og være sangerinde med gudeskønt, langt hår og en stemme af guld. Hun drømte og hun drømte og det var såre godt.

Den lille, lille men også store pige kom i skole og lærte at læse og skrive. Ja, hun læste og skrev så godt, at hun var den dygtigste af alle børnene. Og hun læste og sang og skrev og regnede og havde altid mange veninder. Hun var i centrum – præcis som i drømmene – og hun var glad og tilfreds og meget, meget pligtopfyldende og hun havde det så dejligt. Lige dér i skolen, hvor alle lærernes øjne beundrende hvilede på hende og alle børnene ville leg med hende, lige dér voksede hun ud af drømmene og de blev virkelighed. På godt og ondt, men mest godt. Lige dér med roserne og de flotte skoleresultater og tiden og trygheden, lige dér var hun lykkelig.

Og pigen blev dygtigere og dygtigere som årene gik. Hun lærte mangt og meget og hun var i centrum og fik præmier og ros og mange, mange venner. Hun sang og hun læste og hun skrev og hun regnede, så det var en sand fryd. Hun behøvede slet ikke drømmene længere, for det hele var dér. Lige foran hende. Igen og igen. Og tiden gik og pigen fik hue på hovedet og hun blev fejret og flaget hejst og stor festivitas i det lille hus med brødrene og mor og far.

Så da skolen var ovre og festen slut og livet skulle til at tage sin endelige begyndelse, sad den nu store, men også meget lille, pige og kunne vælge mellem mangt og meget. Hun kunne blive lærer eller professor eller cykelhandler eller forfatter eller hvad hun ville. Det var bare at lukke øjnene og drømme og vælge lige det, der faldt hende ind. Men den store lille pige havde jo glemt drømmene undervejs, så da hun lukkede øjnene og ventede på drømmen og fantasierne og længslen, så var der ingenting bag de lukkede øjenlåg. Intet, udover et stort, mørkt spørgsmålstegn.

Den lille store eller store lille pige blev meget forskrækket og spærrede øjnene vidt op og tænkte: Hjælp! Jeg vil jo ingenting og alting, men drømmene er borte. Hvad skal jeg dog gøre?…..Og hun vidste med sig selv, at NU måtte hun ud og finde Meningen med det hele. Ikke flere drømme og lege og sang og trallen. NU måtte hun finde meningen med det hele, så hun igen kunne jagte sine drømme. Men hvor i alverden skulle hun lede. Den lille pige kendte jo kun huset og skolen og trygheden og succeserne. Men ingen af stederne havde hun fundet Meningen???

Pigen havde læst eventyr. Mange eventyr. Og fra eventyrene vidste hun, at man skulle lede efter skatten et sted langt fra alfarvej, ude i verden, bag skove og farer og alverdens trængsler. Hun var bange ved tanken, men veg dog ikke et sekund fra sin beslutning: Hun måtte ud og finde Meningen i en skatkiste hvor regnbuen ender. Koste, hvad det ville. Så pigen bandt sine snørebånd, klædte sig godt på og skyndte sig af sted. Udad. Fremad. Videre. Mod målet og Meningen.

Pigen gik og gik og gik. Men hun kom hverken til en skov eller et slot eller en trold, så hun begyndte i stedet at løbe, i håb om at nå hurtigere frem. For livet uden drømme var slet, slet ikke rart. Og hun løb og løb og løb. Hun blev forpustet og sveden sprang og kroppen værkede, men ingen modstand skulle slå hende ud. Hun ville finde Meningen. Det begyndte at regne og hun blev så våd, så våd og kulden rystede den lille krop. Men ingen holdt gjorde hun sig, for hun var på jagt efter Meningen. Og havde hun da ikke altid nået, hvad hun søgte?

Undervejs mødte pigen en anden lille pige i en lysning i skoven. Den anden pige hoppede i sjippetov, og da hun fik øje på den våde lille pige, råbte hun hende an og sagde ”Hej min ven. Kom her og sjip lidt med mig. Det er rigtigt rart her i lysningen og det er dejligt at sjippe og her kan du blive tør”. Og pigen med sjippetovet smilede. Men den lille, store pige trak knap på smilebåndet, hun kiggede i stedet bort for at undgå fristelsen (sådan som hun havde hørt fra eventyrene, at man skulle) og sagde: ”Nej tak. Jeg har ikke tid, jeg må nå mit mål. Jeg skal finde Meningen med det hele”. Og hun løb videre, skønt kroppen smertede og det våde tøj gjorde hende kold og klam.

Lidt efter mødte pigen en ældre mand, der stod og var ved at bygge et hus af træ og kviste og tørv. Han så den trætte pige og spurgte: ”Jamen kære pigebarn dog, hvad i alverden er der dog med dig. Hvorfor farer du sådan af sted og hvorfor græder du?” Den lille store pige svarede: ”Jeg græder, fordi jeg har mistet mine drømme og det gør mig så ulykkelig”. ”Pjat med dig”, svarede manden ”det kan ikke nytte noget sådan at pive. Nej kom du hen til mig og byg et hus og glem alt om drømme, så skal du se, så får du det meget bedre”. Men pigen havde ikke brug for et hus, men for sine drømme, så hun skyndte sig videre, mens hun råbte tilbage: ”Nej desværre. Jeg har travlt og må ud og finde Meningen, som jeg sådan savner”. Og den gamle mand bare rystede på hovedet, fnyste lidt og vendte sig om mod sit hus igen.

Sådan fortsatte pigen gennem skoven. Hun løb gennem regn og slud og sol og blæst og blev våd og kold og varm og meget, meget træt. Alt gjorde ondt og tårerne løb ned ad hendes kinder. Men hun fortsatte, stoppede aldrig sit løb trods smerte og sorg, for hun måtte finde Meningen og få sine drømme tilbage. Hun MÅTTE finde skatkisten med svaret på alting. Hun løb og løb og løb.

Efter mange dage, mange nætter og mange årstider så den lille store pige endelig en kiste i det fjerne. En smuk, smuk kiste som lige præcis lignede dem fra eventyrene, og hun vidste da, at hun endelig havde fundet kisten med Meningen. Hun løb imod den og hun græd, men nu af glæde, for endelig – ENDELIG – havde hun fundet, hvad hun søgte. Al kulden, trætheden, smerten og ensomheden, alt sammen havde endelig givet resultat, og hun stod nu foran kisten med sine drømme. Og hun nærmede sig med ærefrygt, for det var så stort og spændende, at hun knap turde åbne låget og se, hvad den indeholdt. Hun satte sig forsigtigt på hug foran kisten og åbnede det tunge låg og så ned i kisten…..

Men kisten var tom! Pigen udstødte et skrig, lukkede låget i og åbnede på ny, for det kunne ikke passe: Der måtte være noget. Men nej, kisten var ganske tom. Og pigen brød sammen i gråd. Alt havde været forgæves. Alt havde været spildt. Alt var tabt, for der var ikke nogen Mening med det hele. Meningen fandtes ikke, end ikke her for enden af regnbuen i kisten fra eventyrernes land. Den lille store pige kastede sig ned på jorden og græd og græd og græd, og ønskede bare at ligge dér, til hun ville dø af udmattelse, for der var jo ingen Mening med noget som helst.

Som den lille store pige lå der fortvivlet på den bare jord og græd, kom hendes bror pludselig til syne langt borte. Han nærmede sig pigen ganske langsomt og spurgte: ”Jamen kære søster dog, hvorfor græder du så fortvivlet. Du har jo klaret dig så flot altid og kan vælge mellem alle verdens drømme. Du har da ikke noget at græde over”. Men pigen, der vidste at broderen ville forstå hende, sagde hikstende: ”Jo bror. Jeg har ALT at græde over. Jeg troede jeg var lykkelig, men så mistede jeg mine drømme og måtte finde Meningen på ny. Og jeg kæmpede og jeg stred og løb og undveg fristelser og nåede endelig til mit bestemmelsessted med kisten, der indeholdt svaret på Meningen med det hele. Men da jeg åbnede låget, fandt jeg intet. Kisten var tom. Der findes ingen mening med noget”. Og hun hulkede nu mere højlydt og mere fortvivlet end nogensinde før.

Da tog hendes bror hende i favnen og sagde ”Kære,kære søster: Du fandt nok kisten tom, men du fandt Meningen. Meningen fandt du undervejs. Meningen var ikke målet, men vejen. Du har trodset regn og blæst og kulde, men også solskin. Du har mødt mennesker på din vej, gode som mindre gode, men alle lærte de dig noget. Du har kæmpet og stridt, men du har også oplevet at nå frem til det du søgte. Og nej, du fandt ikke, hvad du forventede, men intet – INTET – har været forgæves. Du har opnået, hvad du ville, og du har levet undervejs. Dét er Meningen, kære søster. Gå du nu blot tilbage gennem skoven. Mød årstidernes vekslen og mærk dig dem, fremfor at haste videre. Mærk kroppen, når den værker og hold hvil, når du trænger til det. Mød de mennesker der dukker op, og brug det, de kan lære dig og lad resten hvile. Byg, hvis du vil bygge, sjip, hvis du vil sjippe og gå videre, hvis det er dét du ønsker. Du ved nu, at du kan gå vejen, og det er alt nok. Dét er Meningen”

Og den lille store pige standsede i sin hulken og så op på broderen. Og vidste i dette sekund, at han havde ret. At det var undervejs hun måtte finde meningen med det hele, og ikke når det hele var forbi. Med den viden, vendte hun rundt og gik tilbage til skoven. Og der blev hun til sine dages ende.