Camera Obscura

Umiddelbart efter svinget ved ishytten, cirka halvvejs på ruten, drejer han til venstre ind på rastepladsen. Her holder han med motoren i tomgang og ryger en cigaret, mens en veloplagt morgenvært præsenterer nyheder og hitlistemusik.

Her sidder han og finder sig selv, finder plads i kroppen – finder kræfter til at køre det sidste stykke mod kontoret. Han tænker ikke: tværtimod tømmer han hjerte og hjerne. Bliver en mand i jeans og nystrøget skjorte med et venligt lidt udtryksløst ansigt.

Når den orange glød når filteret, slukker han cigaretten i askebægeret, slipper håndbremsen og drejer tilbage på vejen. Kører de sidste kilometer til den matsorte kontorbygning, stopper bilen og træder ind ad døren til de lange korridorer med endeløse rækker af døre.

Han er ikke ensom. Han er bare på vagt og føler sig bedst tilpas med ikke at lade nogen eller noget komme for tæt på. Han ved sig sikker i behørig afstand af nærhed og har valgt det professionelle engagement istedet: Han er hundrede procent loyal, udfører sine opgaver med præcission og omhu og behandler sine kolleger respektfuldt, grænsende til det kølige.

Han er sirlig. Sirlig i sin altid nydelige påklædning, sirlig i sin rettidighed, sirlig i sin upåfaldenhed og sin klædelige beskedenhed. Han ved sig betragtet, men ved også at ingen – ingen – kan sætte en finger på hans indsats.

Af samme grund kan han med sindsro sætte sig i bilen og køre hjem ved arbejdstids ophør Han ved at ingen vil bemærke hans fravær. Han er en mand i jeans og skjorte, en stabil arbejdskraft og loyal medarbejder. Velagtet og aldeles uinteressant. Det er sådan han ønsker det, det er sådan han har valgt at være. Udenfor, men ikke ensom.

Aftnerne bruger han i sit mørkekammer. Et dunkelt belyst rum kun oplyst af en svagrød pære over et kar med fremkaldervæske. Her sidder han iført slåbrok, med den nøgne hud behageligt beskyttet af den bløde frotté.

I karret ligger fotografiet af en solbrændt dreng i badebukser. Han poserer glad: armen er bøjet i en halvfemsgraders vinkel omkring et sæt orange badevinger, og hans øjne fortæller en skælmsk historie om verdens stærkeste mand. En glad historie; en solbrændt historie.

Lidt længere henne på den bare væg: Et foto af en bil på en mark. Mandshøje majsplanter og en lille Fiat. Tilsyneladende umotiveret placeret på en bar plet mellem planterne. Rød bil mod grønne planter. Intet andet.

Ved siden af dette: Et foto af tre glade studenter med sorte huer på hovedet. Tre drenge med armene om hinanden og store grin på læben. Tydeligvis på vej videre. Ud. Væk. På vej mod noget de ikke har nogen klar forestilling om hvad er, men som de længes efter med forventning.

Endelig: Et foto af et kamera. Sort spejlrefleks. En stor linse glor nysgerrigt tilbage på beskueren. Billedet beklæder hele bagvæggen af det sparsomt belyste mørkekammer.

Han sidder i sin slåbrok. Ser og ses. Så gennemsigtig. Næsten gennemlyst.

Han tænder en cigaret. Den røde glød matcher loftpærens rødlige lys. Han ser på sit armbåndsur og rejser sig derefter for at gå i seng. Han går ind i soveværelset. Der er køligt – han skutter sig en anelse og lukker vinduet. Stiller vækkeuret og hænger morgendagens tøj frem på stoleryggen: Blå jeans og en nystrøget hvid skjorte.

Slukker så lyset og går til ro.

Advertisements

0 thoughts on “Camera Obscura

  1. Du fortæller virkelig godt her. Jeg sidder hele tiden med den tanke – HER er sgu en thriller – om lidt sker der noget…osv. Det er den der tilbagelænethed, den der lidt nøgtern beskrivelse af Ham og alt det andet. Ingen irriterende tillægsord, der går ind og forstyrrer mine egne billeder – og det er virkelig godt (efter min mening).

    Eneste lille (og den er meget lille) anke: Allersidste linje synes jeg ikke er nødvendig. Det ville være skide godt at slutte novellen ved “Blå jeans og en nystrøget skjorte” fordi den sætning viser tilbage til flere steder i novellen, hvor Hans tøj beskrives og giver mig det billede af en mand, der ønsker kontrol over sit liv – ingen svinkeærinder – kun kontrol.

    Men igen: Det bedste jeg indtil videre har læst af dig. Du skulle nu ta og sende novellen ind et sted.

    Kh
    Lonni

    PS: Læste den højt her i stuen – den virker ret godt sådan læst op, også.

  2. Kære Alonzo:
    Tusind, tusind tak for din grundige og inspirerende kommentar.

    Jeg er meget,meget glad for diner oser, og kan godt se din pointe med hensyn til sidste linje. Forsøger at undskylde mig selv med, at det hele blev skrevet, mens jeg var på arbejde, hvorfor fokus ind imellem var en anelse sløret 😉

    Og særligt glad blev jeg for, at du havde læst fortællingen højt: Jeg skriver altid mine portrætter med højtlæsning for øje (hø-hø lidt omvendt vending). Jeg synes min personer (som jeg holder utrolig meget af, selvom det bare er figurer i en tekst) kommer mere til deres ret, når de får lyd….

    Tak for din fine kommentar!

  3. Selv tak da 🙂 Faktisk er det godt at “checke” sin tekst/novelle eller sit digt med en oplæsning. På den måde vil man altid kunne høre om rytmen halter i et digt – eller om sproget bliver for ensformigt i en novelle. Man læser anderledes op – inde bag sin pande. Jeg bruger ofte baggrundsmusik i tankerne mens jeg læser indenad. Men teksten får sin rigtige dåb, når man læser den højt.

    På job? Har du skrevet det her på job? Kan du SÅ skrive noget mere af den slags! 🙂

  4. Kære Ballast – Jeg nød også den underspillede dramatik, der fik mig til at gyse ved tanken om en snarlig eksplosion. Men den kom ikke- han var for kontrolleret – og går sikkert i graven sådan – med blå jeans og nystrøget hvid skjorte.
    Ballast – jeg kan godt forstå, at du holder af dine personer. De er holde-af-bare… 🙂
    Kram Blogwoman

  5. Alonzo:

    Er ikke helt overbevist om, at mine kolleger ville bifalde dit forslag 🙂

    Blogwoman:

    Livet er en underspillet en-akter, hvor man aldrig når frem til pointen og pludselig er der tæppefald.
    Så sidder man der og tænker: “Er det nu jeg skal klappe?”

    Jeg tænker bare: er det nu jeg skal klappe….i ….? 😉

    Holde-af-bar…Uhmmm, det lyder rart. 😀

  6. Højtlæsning for øje…bliver det ikke nemt for døve øren?
    Aj, det gazzzz…!
    Tak for en underfundigt underspillet småboblende stuvning.
    Den sætter sig, den slags. Fast.

  7. Beologen:

    Jo man kan sørme nemt føle sig lidt ensom når eneste applaus efter fremførelse af tekst er de rungende vægges ekko….

    Allerbedst ville det jp være, om én der forstod disciplinens kompleksitet kunne læse. Og jeg lytte…Uhmmm 😉

    Jeg vil så gerne sætte mig fast. Måske er det klistret, måske er det bekræftelsessygt, måske er det min måde at nå. Frem.

    Småboblende stuvning…tak for kaffe 😀

    Og store, store knus

  8. Tja, dit talent udfolder sig jo i den grad. Kan godt lide mørkekammertonen i hele fortællingen, og har også overvejet Alonzos kommentar omkring udeladelsen af sidste linie.
    Men måske er det den vekselvirkning det ubevidste sind frembringer, når man vil efterlade de efterladte eftertænksomme. Det er bare rigtigt godt skrevet – igen!
    Tirsdagsknus og tak for dig ! (Ps. Fik du mail ?)

  9. Kære Penpal:

    Jeg tror nu alligevel jeg fastholder den afsluttende linje.Tæppefald, du ved. Hvad er drøm, hvad er virkelighed, og er drøm mere virkelig end virkeligheden er en drøm?

    Jeg vil gerne vekselvirke. Er derfor taknemlig for din respons. Den betyder… 🙂 (Meget!!!)

    Fik mail!

    Knus

  10. Balluet…hvad er det jeg læser ovre hos Smuthalen? At du er depri?
    Sikke noget.
    Måske kan du lære noget af gode gamle Howard Beale? Kan du huske ham? Nyhedsværten, der fik nok af hele lortet…og i direkte sending opfordrede hele USA til at åbne vinduerne, og skrige deres sorg og vrede ud: ‘I’M MAD AS HELL…AND I’M NOT GONNA TAKE IT ANYMORE!

    Nå ja, det var kun på film…i Sidney Lumets ‘Network’ fra 1976, men scene virker lige frisk næsten 30 år senere:

    – håber du kommer styrket gennem det 🙂

  11. Smadder godt skrevet og med gode, rytmiske korte og lange sætninger. Jeg kan godt lide at denne tekst er skrevet i tredjeperson, og at vi ikke kommer ind i hans følelser, men bare betragter denne uinteressante mand, som overrasker i mørkekammeret.

    Kender udmærket typen.

  12. Kære, kære, KÆRE Beo:

    Du er sgu fantastisk! Tak for denne vidunderlige appetitvækker…man får jo helt lyst til at….ja skrige eller…skrive???

    Og hende den kvindelige skuespillerinde, som jeg ikke husker navnet på….hun er bare så dejlig!

  13. Kære Maria B:

    Hvor dejligt med besøg af dig!

    Mange mennesker synes bedst om de tekster jeg skriver i tredjeperson,- det kan jeg måske også bedst selv, men jeg har også brug for det andet, så…

    Og ja man betragte meget. Iagttage. Uden at dømme, bedømme eller fordømme. Så lever personen nemlig sit eget liv – ikke skribentens 😉

    Og nu har alle snart sagt, at min afsluttende sætning er et flop, så jeg må vel bøje mig. Selvom jeg egentlig godt kan lide, den uudtalte mulighed af, at også hans drømme gemmer på et hemmeligt liv.

    Tak fordi du læste og hjalp! Mange knus til dig.

  14. Stakkels fyr. Når jeg tænker tilbage dukker denne linie op igen og igen: He is a real nowhere man, sitting in his nowhere land, making all his no where plans for nobody., (kildeangivelse vist overflødig :-])

  15. Jeg ved ikke om han er stakkels. Jeg bare ser. Hvad han gør, men ikke hvorfor. Han gør, som han gør.

    Men det er muligt (meget muligt) at du har ret…?!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s