At fatte tro

Sommetider når taknemlighed føles som sorg, må hun mærke.

Mærke en skovbund der bløder, når hun går. Mærke kulde i kinder og frostens hvin i et øre. Hun må snappe efter vejret og løbe sig til varmen – trille omkuld i visne blade og ryste sig fri.

Sommetider når det store bliver for stort og alt andet for småt, må hun lede.

Finde et lyskryds, der smiler og blinker. Finde en bil, der standser – giver plads. Hun må krydse et torv fyldt med dovne duer og le for sig selv i en supermarkedskø. Hun må løbe efter busser og tabe en handske – for at bukke sig ned og samle den op.

Sommetider når det hele bliver for meget og hun selv for lidt, må hun spejde.

Fange en solstråles skin på en mur. Gribe en lyd af en stemme fra før. Så må hun lege med ler og nynne med næb, hun ikke ejer – så må hun trodse et forbud og skjule et ar.

Sommetider når det bedste er værst og hun ikke kan tale, må hun tie.

Hun må tie og lytte og stryge et sejl. Hun må se en himmel, der rækker udover øjet. Så må hun skrive i duggen – et tegn og en node. Hun må træde en rute, der ender blindt – og hviske forsigtigt: “også blinde veje ender”

Sommetider når blå bliver krop og verden ikke mere venter.

Må hun tro, hvad hun ikke kan fattes.

Advertisements

0 thoughts on “At fatte tro

  1. Ohh, det er så smerteligt smukt formuleret. Helt penpalisk i rytmen, og høstskarpt i farven. Intet skal mig fattes, som der står…og det må jeg jo så se, om jeg kan fatte. Balluet…din pen dirrer på den mest besynderligt beroligende måde. Som om du er en god krisepsykolog. Som om man ville kunne komme til dig midt i et sammenbrud, og sige ja til at lægge tøj sammen med dig: folde lange lagener sammen i god ro og orden, og vente med at få sin valiumindsprøjtning. Der er system i kaos, og kaos i systemet. Vingerne basker sommerfugletyndt og de stirrer forbavset mod himlen i Sao Paolo. Hvad var det?? Det var bare en pen i Århus, der satte et komma. Nåååh…dét! Og så snurrer verden alligevel videre 🙂

  2. Beo, Beo, Beo:

    Hel tyndslidt sidder jeg i min sofa med dynen op under næsen og blikket på fjern. Kroppen fryser og øjnene løber, og ingenting hænger sammen.

    “Sometimes I wonder if I´m ever gonna make it home again. Its so far and out of sight”, synger Carole King fra anlægget og jeg er bare sølle og ynkelig og meget,meget lidt af et format som et krisepsykologisk beredskab.

    Men du gør mig fanme så glad. Og stolt. Fordi en RIGTIG skribent med en stemme som lægger guldstøv over verden, gider at spilde krudt på at opmuntre lille mig. I lille Århus (ja ikke at Århus ikke har Sao Paolosk format 🙂 ). Hold kæft hvor er du skøn….!

    Men Beo: lad os folde gardiner og lægge vasketøj samen, synge en ode og danse en dans. Lad os juble og græde, forfra og bagfra. Og lad os baske med vingerne, puste os op og drikke en enkelt Havskum. Sammen.

    Amen 😀

  3. Kære Ballast
    Inden jeg forlader bloggen et par dage, måtte jeg lige ind til dig.
    Så læser jeg på linierne – og mellem, at dit sind fryser. Jeg håber, at menneskene i din nærhed gør deres ypperste for at varme dig-
    og at solens stråler vil samles omkring Århus – og give dig smilet tilbage…
    Knus Blogwoman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s