En skorstensrække af trøstefuld Nordkraft, en havn beboet af en plastfarvet kran. En måge på havet og endnu en glemsel, det er koldt og det fryser en rum tid endnu.
Min nøgle istemmer en lås af forbihed – mine fødder har betrådt snart enhver tankesti. Det er langtfra en højtid, det er nutid og hertid. Det er tid til så-meget, som jeg selv har valgt fra.
Et telefonrør forvekslet med smukke konkylier: samme susen for øret, samme hav, samme sjæl. Og jeg blinker med øjet og virrer med hovedet: ser et genspejl af fortid og fremmed logik.
Om du var her og blev her og så gik for altid. Om du tog mig og strøg mine kinder påny. Om du så mig en morgen og kaldte i modvind, sku jeg blotte min navle, sku´jeg danse mit digt.
Men du smiler og hvisker en hymne om noget, jeg nu ved er mig fremmed
og som aldrig blir´ mit.
Louise Juhl Dalsgaard 
Suk..Det lyder ensomt Ballast..Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal skrive, men vil blot sige – jeg har været her og læst det – og det sidder indeni mig.
Jeg vugger det.
Knus
Lon
Uhmmm, det er fantastisk at blive vugget…!
Det er ikke kun ensomt, det er også et vidnesbyrd om noget der har været, og som er en del af mig. På både godt og ondt. Jeg ville ikke være det foruden, men derfor kan det godt gøre ondt.
Og så er det en melankolsk leg med ord. Fordi jeg er blå strandet hval igen.I dag og lige nu. Det kommer engang imellem, og det er ok.
Tak fordi du er så sød!
Op med modet lille blå hval.
Din ordkraft er enestående.
Vi er allesammen fyldt med ting, der er både gode og dårlige for os. Selvom det kan gøre ondt, og det kan være svært, så ville vi ikke være dem vi er, hvis vi ikke havde været igennem det.
Er sikker på at den blå hval nok skal komme til at svømme igen 🙂
Det er løræk! Dælen køle mig, om det ikke er! Splitte mine blankvers! 😀
Det er rigtigt smukt, og emmer (desværre) af autencitet. Desværre fordi jeg ved, hvor ondt det gør.
Men smukt er det. Meget !
Fredagsknusekrammerklem. Og varme sokker til dit frysende legeme.
Tekst:
Jamen jeg puster og puster og synes det er lidt hårdt at flyttete legeme, der er SÅ træt ….
Thillo:
Jeg ved også, at den strandede hval igen finder hav. Den ligger bare lige i vandkanten en tid. Lidt umage, lidt fortabt og lidt aparte. Og mærker en krop, der ikke passer til landfast liv…
Må hellere søge udad igen. Mod vandet .
Beo:
For hulan da: det sku da vel ikk vær´ fanghættefangeren der kigger forbi? Lø´ræk it is. Wannabe måske, men også skitser og omrids af en kunstart man ikke kan gribe, kan rumme en berettigelse i al sin ufuldstændighed.
Høg´li at do kåm fårbi…
Hep! Og knus
Penpal:
Jeg har på fornemmelsen, at jeg slet ikke behøver at sige noget. Til dig. At du ved og forstår og mærker. Uden ord.
Så jeg tager bare de lune sokletter på og plejer min udmattethed lidt under dynen.
Take care! Og mange kærlige tanker til dig.
av av av….. jeg begynder helt at fryse af medlidende smerte…
jeg ved ikke hvorfor men flere scener fra filmen trainspotting dukkede op på min nethinde da jeg læste dette!
et stort knus og kram fra mig!
Sokletter…tænk hvis jeg kunnne passe sådan nogle…suk
I stedet må jeg trøste mig med kylletter og culotter…mere suk
Nå, videre!
😉
Men tilgiv mig at være uenig. Kærligheden fortjener dig og du den. Og alle der kender dig og ikke kender dig, ved jo at det er galaktisk galmatias og produktet af en tidsforskydning og kærlighedsforglemmelse at du ligger og snuer og fryser og er lidt ked.
For du er noget at det bedste, der nogensinder er sket dig og mange af os andre. Når du ser det, kære ballast.
Så gi’r jeg en havskum med det hele 🙂 Knus og god bedring.
Spunky:
Tillad mig i al min sgdomsramte ynkelighed at lukrere på dine knus og kram.
Aaaaahhhh 😀
Beo:
Sokletter og culotter. Man kan danse en polka i sokletter,- det ser dumt ud, men det er skiiiiide sjovt!
Kylletterne springer jeg over, men en veltilberedt culotte nyder jeg gerne. Med og uden sokletter(på mig – ikke culotten 😉 )
Nå, videre …..! Knus
Penpal:
Du er tilgivet din uenighed. Tvivler nu på, at jeg er særkilt afholdt af verden og dennes befolkning, og da i særdeleshed ikke som jeg ligger her og vånder mig med løbende næse og feberhede kinder.
Men det føles alt andet lige rigtig rart at tro på dine ord, alligevel.
Du rummer menneskeguld. I store mængder! Tak!!!!
🙂