Om at gribe og begribe

Åh, den evindelige hyklen. Sukkene, der fylder i al deres tilbageholdthed og loddet, der altid vender den tunge ende nedad:

Relativiteten og røven er

skruer uden ende:

og så videre”….. i én helvedes evighed.

Måske man skulle finde sig en bjergtop. Bare skyer og himmel og Vorherre til hest. Ingen triste dybder, bare uendelig blåt. Ingen suk og ingen håbløs higen. Efter mere eller mindre.

I stedet et tilbagelænet aaaahhhhh.

Og ikke videre.

Advertisements

0 thoughts on “Om at gribe og begribe

  1. Ultimativt hvad?

    Det er mest af alt en dybt frustreret selvlede, der – ifald den ikke skal blive kvælende for såvel mig som mine omgivelser – må flyve som en sten gennem luften.

    En relativ røv. Eller en røvirriterende relativitet.

    Nå, jeg smutter tilbage til bjergtinden og glor lige lukt op i den svidende sol 😀

    Øv,hvor er jeg ikke særlig festlig…sorry

  2. Nu ved jeg, at ukrudt ikke forgår så let, så vi har vist begge en rum tid tilbage her i det jordiske, Spunky 😉

    Men skal man absolut vente?

    Må man ikke tage en enkelt solferie undervejs. Inde enden ? 😀

  3. Ah, du røvirriterende selvhadende nymfe; istedet for bare at side på din tinde og GLO på den nedgående sol, så SMIL dog til den og se, hvordan solen smiler til dig.
    Du stenkastende monster, efter aaaahhh, ser du det ikke mere; ej stenen og ej solen: Kun et mørke der vil irritere din røv i laser, så hold inde en kende.
    Og festen? Den er og bliver præcis som du vil; om du hopper i takt eller ud; den vil dog fortsætte om du er der eller ej.

  4. Vist kan det være provokerende, når det pludselig går op for en hvor lortet livet kan føles. For ethvert voksent menneske er det en daglig kamp at få enderne til at mødes. Og når man så pludselig mærker et sæt tænder lige dér hvor det gør mest nas, og man pr. refleks griber ud med hænderne for at fjerne det hoved som har de kæber hvori tandsættet må være fastgjort, og man opdager at biddet kommer indefra; at man ikke uden videre kan få smerten til at gå væk…så har man et såkaldt eksistentielt problem.

    Det dilemma er Ballast meget, meget god til at beskrive. så god, at jeg ind i mellem har svært ved at få øjnene til at besøge hendes linjer blog, for jeg ved jo at der kan dryppe galde ned mellem linjerne, og at det kan gøre lisså ondt i mig, hvis jeg ellers kan sætte mig i hendes sted.

    Og hvis jeg kan det, så er jeg ved at udvikle en for for empati.
    Det bør jeg i givet fald være glad for, i stedet for at dræbe budbringeren.

    Ikke sandt, London?
    Tillykke med at du kan mærke Ballasts smerte og vred og fortvivlelse.
    Hvorfor pokker føler du det er nødvendigt at sparke til hende?
    Er du selv blevet opdraget meget…firkantet?
    Mangler du selv den forståelse fra dine omgivelser, som du nu føler trang til at straffe Ballast for at beskrive konsekvenserne af så fremragende?

    Er der ikke et bager/smed-issue her?
    Eller?
    Noget med den, der kaster den første sten?

    Ballast har vist ikke skælt andre ud indtil videre…end…sig selv?

    Men hey…jeg forstår dig godt.
    Det er kærligt ment, når jeg nu skælder dig opbyggeligt ud.
    Du har det held at være anonym, lissom Ballast.
    Ville du turde give hende det fur, hvis du ikke var anonym?

    Jeg er ikke anonym…nå jo, ifølge Kunststyrelsen og Gyldendal.
    Men ellers står mit visir altid åbent.
    Og jeg er pissefølsom og konfliktsky og meget, meget andet.
    Men jeg tør være det.

    Prøv en dag, London…i smug…at skrive eller fortælle om din hjælpeløshed, fortvivlelse, ensomhed, angst eller håbløshed.
    Lav en kladde først…kig på den…lad evt. en god ven se den først.
    Det kan faktisk godt rykke noget.

    Og så…når der er gået nogle år…vil du forstå hvorfor den form for kammeratlig revselse, du forsøger dig med i din kommentar til dette indlæg fra Ballast, var en fejl.

    Jeg tror du mener det kærligt.
    Det VIL jeg tro på.
    Hun har ramt noget centralt i dig…opfat det som en gave fra hende til dig.

    Det kan skrivekunst.
    Afstedkomme.
    Følelser.
    Stærke.

    Det er din timing som er helt off side, London.
    Ikke dig.
    Bad Timing…(i øvrigt en genial film af Nicolas Roeg)
    Du minder mig lidt om psykologiprofessoren i den film, London.

    Nå, videre!
    😉

  5. Rettet afsnit:

    ‘Det dilemma er Ballast meget, meget god til at beskrive. Så god, at jeg ind i mellem har svært ved at få øjnene til at besøge hendes blog, for jeg ved jo at der kan dryppe galde ned mellem linjerne, og at det kan gøre lisså ondt i mig, hvis jeg ellers kan sætte mig i hendes sted.’

    – sorry…

  6. London:

    Lige en enkelt indskudt bemærkning fra en pisseirriterende, evigt selvcirkulerende, destruktiv og dekadent taber:

    Jeg kan sgu godt forstå din harme. Din lede ved hykleriet og sukkende og de altid nedadvendte mundvige. Hvis jeg var i dit sted: Stod udenfor og betragtede mine egne kvalme forsøg på at nå frem til en indre sort kerne, som jeg så ville kradse ud og lade betændelsen flyde fra, så tror jeg også at jeg ville få nok. NOK simpelthen.

    Jeg har i hvert fald fået nok. Jeg er ved at kaste op, af at se mine egne ord og mest af alt over, at jeg så ikke bare holder kæft. For fanden. I helvede. Selv ikke stopknappen kan jeg ramme. Dertil er mit selvfede behov for omsorg og medfølelse for stort.

    Så lad mig dog for hulan brænde op på den skide bjergtop. Lad dog solen blinde (ikke blænde men blinde) mig. Og fortsæt endelig festen London. Jeg har ikke meldt fra – jeg er bare ikke inviteret!

    Indignation er en meget stærk drivkraft. Der er meget danse-energi i din harme. Så det bliver med garanti et fremragende party 😉

    Knus (?)

  7. Beo:

    Tænk at du orker og gider. Forsvare en forlængst vingeskudt pipfugl, der synger den samme kedelige melodi med det samme kedelige næb, den ene kedelige dag efter den anden…

    Men jeg elsker dig sgu for det! Lige her, i lørdagsformiddags-solen bliver jeg bare så taknemlig.Fordi du giver langt mere, end du behøver.

    Jeg er jo bare en anonym blogger og således også en ligegyldig profil i et uoverskueligt univers. Og jeg er nem at ramme. Jeg er ikke storbarmet, supersjov, partyuartig, intellektuel-kæk eller bare som et minimum udadvendt, men til gengæld en hængerøvs-festdræber-semideprimeret blogger. Det er altså ikke et godt brand!…Jeg skulle måske ansætte en spindoktor? 😉

    Og han har jo ret, den gode London. Hans ord er som talt ud af min mund.

    Problemet er bare, at jeg også er et menneske af kød og blod, i en by i et land, med en hverdag og et liv, der skal leves. Og mine ord, min skrift, min hyklen og røvirriterende suk er ikke bare oppustet patos. Desværre. Det er jo også virkelighed….(suk 🙂 ) For mig. I et Her. Og et Nu. Lørdag. Formiddag. Med solen der skinner og et Jeg, der bare har så svært ved at fange de varme stråler.

    Nå : Så kører den dræbendemaskinen Ballast igen. Sluk. Stop. Færdig. Videre…

    (Og kære Beo: Måske er solen ikke varmende, men det er dine ord. Og din tilstedeværelse. Tak!!!!)

  8. Jeg kæmper konsekvent kun andres kampe, især de kampe de ikke selv har bedt mig om at kæmpe for dem.
    Mon ikke jeg burde indlede en tyve år lang psykoanalyse med det syndrom?
    JO!
    😉

  9. Jeg er skidehamrende dybt taknemlig for at du kæmper min kamp. Ja!

    Og også jeg kæmper gerne andres sag…har du et slag der skal slåes? 😀

    Syndrom: Måske bare et empatisk og varmt bankende hjerte???

  10. Jeg kan ikke udtrykke hvor grim en smag jeg har i munden denne morgen.

    Her ville jeg så have afvist at jeg følte harme eller trang til at afstraffe, retfærdiggjort min handling med min egen utilstrækkelighed og mangel på empati og forklaret, hvordan smerten blev alt, alt for genkendelig.

    Men det nytter ikke noget. Det var forkert.

    Oprigtigt og uforbeholdent: Undskyld.

  11. jo jo lån du bare løs….

    Her jeg rækker dig mit virtuelle svær.
    nogen vil nok mene at jeg er lidt sær.

    og nu med lyssværet i din hånd.
    du skal kæmpe dig ud af dine “febrile” bånd.

    tilbaget til lyset og en helet sjæl
    men vejen der til kan være træls og fæl.

    god weekend med kram og knus
    fra en spunkster som er lettere diffus. 😉

  12. Kom herop – på bjergets top. Ensomheden er skøn. Men man længes tilbage. Tilbage til mudder på skoene og blå knæ. Birkes mellem tænderne og grønne fingre.
    Smalltalk og fodtrampende opvask til Buble og andre, der er fanget i spejlets refleksion.
    Og dernede, mellem snapsene og de ensomme træer og køerne på markerne og de bøjede vejskilte, er der glimt af storhed. Glimt af lykke.
    Glimt af dig…

  13. London:

    Apologize accepted!

    Og man rammes jo kun, af noget der rummer en vis sandhed. Så hvis dit angreb sved, er det jo nok fordi det ikke var skudt helt forbi…

  14. Spunky:

    Når man låner dit lyssværd, låner man så også lidt af søde, diffuse dig? 😀

    Har lige travet den halve skov omkring Ry tynd. Det blir´man også så dejlig konfus af.

    Kæmpeknus

  15. Penpal:

    Jeg når aldrig derop. På tinder eller toppe: “Mit lod i livet er at drømme noget, der traditionen tro blir´misforstået. Sådan er det, og sådan blir´det ved med at være”, synger CV Jørgesen. Ord, der er som hevet ud af min tilværelses forløb.

    Og du har – som altid – mere ret end du aner. Jeg ønsker mudder og opsmøgede ærmer og kamp til stregen. For når ikke jeg kan finde modstand omkring mig, skaber jeg den selv, og så bliver det hele for alvor svært.

    Derfor render jeg forvirret rundt som en høne uden hoved her i det flade jydske landskab, istedet for at finde bjergtinder og bakketoppes udsigt.

    Kærligst fra mig til dig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s