Anger management

Nogle gange bliver det for massivt. Med mængden af spørgsmål og fortvivlelsen ved de manglende svar. Så må man bande lidt i stedet. Banke i bordet, ruske i tremmerne eller råbe i skoven. Ikke for at finde svar, men for at overdøve manglen. På svar.

Af min stadigt mere affældig samling af sanser, synes den kritiske sans at være den eneste, jeg har skærpet?! Lige sådan med mine laster. De har aldrig været konstante, nej de bare vokser og vokser. Uden at mine arvesynder er aftaget proportionelt hermed. Jeg sidder derfor med et overskud. Af skepsis, laster og synder….(Og talepres!)

Måske det med konstanter bare ikke skal tages alvorligt. Måske der er tale om relative konstanter? Relative laster? Eller en relativt konstant lastefuldhed?

Well, med alle de kritiske sanser skærpet, kløerne slebet og alarmberedskabet på højeste, tager jeg fat. Fabler om Dette og Hint i øst og vest. Uden at komme nogen vegne. Blablabla: om skam og skyld og sukkermadder, der lugter mistænkeligt. Lidt om vejret, om galaksers fødsel og himmelråbende naivitet. Spørgsmål. Uden svar.

Eller værre: en fandens masse svar uden tilhørende spørgsmål.

Så kan man for alvor tale om at finde en nål i en høststak.

Og man bruger sine livliner: Ringer til en ven (der ikke er hjemme); fjerner to af fire mulige (og efterlades med to umulige) og spørger til slut publikum, som viser sig at være udvandret i protest. Så er man virkelig på spanden. (Den spand Jochum synger om – den med hul i bunden)

Det er her man lærer ikke at spørge. Lærer, ikke at forsøge sig med svar.

Det er her man burde lære at tie. Men det gør man ikke.

Man bander i stedet. Banker i bordet til næverne bløder – bokser til sække, der ligeglad dingler ned fra loftet. Man råber og rusker og er en fandens tøs. Og lige lidt hjælper det. Sgu!

Min nu tilspidsede kritiske sans burde have advaret mig på forhånd: Kære pigebarn, der findes ingen relevante spørgsmål og slet ingen relevante svar. Og det hjælper ikke at bande over det.

Sgu, sgu!

Reklamer

0 thoughts on “Anger management

  1. Måske burde den dybt lurende uberettigede selvkritk* have et gigantisk los i r….!
    SGU fandeme, for den virker ikke rimelig – ja undskyld.

    *spørgsmål og mangel på svar

  2. Svar uden spørgsmål er bedre, end spørgsmål uden svar. Svar uden besvar -er derimod værre…..
    Ballast – du skal aldrig tie. Du sætter spørgsmål – og svarer. Besvarer og berører. Relevans er verdens kedeligste ord. Du, derimod, er alt det modsatte af kedelig.

    Blogwoman

  3. Kære Ballast!

    Af en eller anden grund er det mest trygt at stå klar med den kritiske sans – ikke, at det er det rette element, at møde verden med – men hva nu hvis man mødte den fuldkommen åben og ind til hjertet?

    For at blive i mine egne klicheer: Hjerte rimer som bekendt på smerte..

    Så derfor.

    Knus
    nu smutter jeg snart on the job.

  4. Patton:

    Jubiii, back on the track 😉

    Og du har da så evig ret: Skepsis, laster og synder er givetvis en god ballast at bære med sig gennem tilværelsen 😀

  5. Rimkogeren:

    Gir´ du et spark?

    Jeg ved ikke om los i røven hjælper: Jeg har gennem mange år forsøgt mig, men det er altså en umage akrobatisk øvelse, at ramme sig selv 😀

    Knus!

  6. Blogwoman:

    “Relevans er verdens kedeligste ord”….Fantastisk 😉

    Så er der også håb for mig…Du er så god til at fokusere på min muligheder fremfor mine begrænsninger: Vil du være min coach???

    Store, store knus!

  7. Alonzo:

    Jamen min selvkritik,min skepsis og min mstro er da givetvis også et frsøg på at tage brodden af den smerte, jeg ved dukker op. Før eller senere.

    Men ærligt og redeligt: Det gør ikke en skid mindre ondt af den grund 😦 Man kan ikke forberede sig på de slags….Rettelse: JEG kan ikke forberede mig på den slags

    God arbejdslyst og knus

  8. Forestil dig en verden, hvor du ikke kan få det, du allerhelst vil have. Måske hvis man giver slip på det ønske og fremfor alt den forventning og accepterer dette som et faktum, man så alligevel får det samme på en helt anden måde. Bredere, bedre og lykkeligt fri af den skruetvinge af håbløs længsel man så uløseligt har siddet fast i.
    Som Beo siger. Du har ikke en chance, ta’ den!!
    Knus og tanker.

  9. Jeg forventer ikke noget, Penpal.
    Jeg er opdraget til at man skal yde for at nyde, og at jeg aldrig – ALDRIG – kan yde nok til at gøre mig fortjent. Til drømme og ønsker og håb.

    Så at slippe forventningen har jeg gjort.
    Men længslen sidder fast. Selv om jeg ved, det er uhensigtsmæssigt, spildte kræfter og ufrugtbart.
    Længslen er min tro, tro følgesvend. Thats just the way it is…

    Knus

    PS: Jeg tar´jo den chance jeg ikke har, hver dag. Står op og går ind i verden og fungerer. Hver dag…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s