Isabell II

Og det bliver mandag og hun koger æg til morgenmad. Syv minutter koger de, æggene. Så stiller hun ét æggebægeret, og lægger de resterende to i vindueskarmen. To stykker knækbrød med et tyndt lag smør, en kop te og det dampende varme æg udgør morgenmaden. Radioen spiller klassisk musik og vindens svage susen supplerer med beroligende rusk i klitterne. Hun ved, at hun senere skal ud for at handle, hun ved at hun skal afhente to bøger på biblioteket og hun ved, at det er mandag og således tid til foretage den ugentlige opringning til sin fætter i København. Et stiltiende offer hun bringer, for at sikre sig mod hans indblanding i øvrigt. Derfor nyder hun i særlig grad vindens rusken og klitternes vidder mandag morgen. Med æg og te og dosmersedlen på bordet.

Tirsdag er bagedag. Her lægger Isabell kerner i blød når hun vågner, og koger grød af resten som hun spiser til morgenmad. Når hun har spist, tager hun sin husholdningsspand, laver en tynd sulfoblanding og vasker vinduerne på vestsiden af huset. Først indendørs og så udendørs. Før hun går tilbage til huset og de udblødte kerner, står hun et øjeblik med lukkede øjne og nyder havets ublide brusen. Hun mærker sandet i kinderne og kulden, der langsomt trænger gennem huden og farver hendes fingre hvide. Gør dem følelsesløse. Så går hun op ad trapperne til huset og kernerne. Hun ælter og former og venter på hævning, triller tolv boller og sætter dem i den forvarmede ovn. Stiller uret, skyller fingrene og venter på urets ringen. Nyder imens varmen fra ovnen og den stille snurren i fingrene, der atter får liv. Så ringer uret og bollerne stilles på en rist: Tolv minutter er gået og tolv boller står på risten. Sådan holder Isabell styr på tirsdag, kerneboller og vinduesvask.

Onsdag er det de østvendte vinduer, der vaskes. Først indendørs, så udendørs. Og hun går ned til vandet og lukker øjnene indtil fingrene igen bliver hvide og stive af kulde. Så går hun tilbage, hælder den brugte sulfoblanding i toilettet og trækker ud. Tænder for radioen og hører onsdagsmatiné. Hun drikker sin te og ser ud af vinduet med udsigt til klitter, marehalm. Isabell sukker, vender sig mod dagens øvrige gøremål og savner et kort øjeblik Inge Maries dufte og lyde, som hun dog hurtigt ryster af sig.

Torsdagene er de værste. Her skal der handles ind og hun ved, at hun må påtage sig imødekommenhedens ansigt. Hun må frisere håret og hun må tage snørestøvlerne og den armygrønne parkacoat på, selvom det er næsten umuligt at cykle i. Hun gør, hvad hun må: Først fiskehandleren og ”goddag, goddag, ja så er det torsdag igen. Ha-ha, ja som tiden dog går”. Og hun synes, at de stirrer på hende og hun er lige ved at græde af skam, mens hun gør sine indkøb. Smiler og leger med. Ånder tungt, da hun lukker butiksdøren bag sig. Så cykler hun til det lille supermarked, hvor hun køber mælk, mel, kartofler, pålæg. Og hun går mod kassen: ” Ja, det er så mig igen”, smiler hun. ”Det er nok ingen overraskelse, det er jo torsdag”, ler hun nervøst, og så: ”hvor meget kan det så beløbe sig til idag”. Isabell betaler, pakker varerne og skynder sig tilbage til cyklen. Holder så fast om styret, at fingrene gør ondt.

Om fredagen puster hun ud. Glæder sig over, at det ikke længere er torsdag. Lytter til radioen, støvsuger gulvene og vasker tøj. Nynner, mens hun lægger det nyvaskede tøj sammen, fold mod fold.

Weekenderne er et helvede. Isabell ser Dem. De andre. Med partner og hund og nyindkøbt overtøj. Hun hører hilsnerne gennem klitterne, hundenes gøen og ser den ivrige trafik ind og ud af bilerne. Hun ser og hører, men mærker intet. Udover afstanden. Den kærlige og grusomme afstand, der holder hende udenfor, og som hun holder sig udenfor.

Det bliver mandag og hun koger æg til morgenmad. Syv minutter koger de, æggene.

Og hvis hun er heldig kommer der kort fra Kenya i dag.

Reklamer

0 thoughts on “Isabell II

  1. Et nøjsomt ydre liv kan jo afballancere et sprudlende indre.
    Hvordan er hun indeni, hende Isabell ?
    Har hun valgt freden for verden for at dyrke det åndrige ?

    Håber der kommer en Isabell lll !

    Ja for min skyld måtte du såmænd
    gerne udfylde en hel julekalender
    med dit persongalleri !

  2. Hun er gået i stå inden i. Der er ingenting. Mere.

    Eller måske er der, det er bare pakket ind og overgroet af tid og måske en dag er der et eller andet der får noget til at stikke frem eller ud.

    Men måske sker der ingeting og hun ender med at forsvinde og aldrig dukke op en torsdag.

  3. Isabell 2 skal gå ud fra sit nulpunkt og med tiden lade sig sprede som en vifte. Jeg tror hun kan, men hun skal først virkelig VIRKELIG ramme det allerdybeste nulpunkt.

  4. Acq & ALonzo
    Jeg tror i tager fejl !
    Jeg tror i ser på hende som dem hun skjuler og afsondrer sig fra.
    Hun gemmer på sit indre til hun møder samklangen i et andet menneske.

    Datteren er ude at frelse verden og manden gået over på den anden side.

    Han var enestående – hendes soulmate er jeg sikker på.
    Tror hun savner ham og deres kærlighedsfrugt.

    Er helt sikkert stolt over at de har bragt verden en datter der nu søger
    at lindre lidelserne i verden. Hun lider derfor med sindsro og glæde afsavnet
    fra hende, men ser naturligvis frem til at modtage livstegn fra hende.

    En ener i verden er hun naturligvis, men det har hun accepteret.
    Det står i skærende kontrast til omverdens snagende og fingerpegende
    behandling af hende, så der er ikke noget at sige til at hun skjuler sig.

    Tror hun ville have godt af at møde en ligestillet.
    Men det er sikkert ikke let, måske har hun opgivet håbet.
    Hvorom alt er hun har levet og lever sit liv – åndrigt og betydningsfuldt.

    At verden så giver hende prædikatet særling – er jo ikke hendes fejl.

    Måtte lige tage til genmæle – kender ikke denne Isabell – men den ene
    fortolkning kan vel være ligeså rigtig som den anden – eller kan den?

    Kun Isabell kender svaret – og læser jeg hende ret – holder hun det for sig selv – og jeg forstår hende så udemærket !

  5. ALonzo

    Enig – resonans er rart og frigørende.

    Fælles klangbund giver grobund
    for nyt og endnu ikke udlevet liv.

    Godt at møde din klang – endnu engang 🙂

  6. Jeg fik endelig tid til at sætte mig og læse om Isabell. Har løbet hele weekenden – og blot kigget indenfor i stjålne minutter mellem dit og dat. Glædede mig til søndag aften. Nu er jeg her – og nu har jeg tid til at læse. Om Isabell.
    Jeg fik hende helt ind under huden. Ser hende for mig – og når hun møder mit blik, kigger hun ned. Jeg kender hende ikke – og kender ingen som hende. Men alligevel kender jeg hende nu. Og jeg ved, at hun er derude et sted. Men måske hun også findes indeni mig. For jeg fik sådanne tanker om, at jeg elsker at være alene – ligesom hende. At jeg hader at småkonversere med mennesker, jeg ikke holder af. At jeg hader torsdage og elsker fredage. At jeg sagtens kunne forestille mig, at jeg ville være tilfreds – ligesom hun, hvis mit liv havde taget den drejning, som hendes.
    Ballast – som altid elsker jeg dine ord – Og jeg er så taknemmelig for dem – og for dig…
    Knus Blogwoman

  7. Jeg elsker jer! Hele bundtet!

    Fordi i læser og giver liv til et lille menneske i en fjern klitrække.
    Tænker: Først når vi bliver set, får vi nuancer. Og måske derfor er mødet med “De Andre” så uendelig skræmmede for Isabell:
    Hvad ser de?
    Og ikke mindst:
    Hvad ser de ikke?

    Jeg ved ikke om Isabell er gået i stå eller bare gået. Væk fra forstillelsen og dommene. Men til gengæld ind i ensomhedens ekko og gentagelser ?
    Jeg ved ikke om hun føler sig lykkeligt befriet? Eller udstødt alene?

    I har så mange bud. I giver hende muligheder. Det er bare SÅ fantastisk.

    TAK!

    Men jeg tror jeg forlader Iabell i klitterne. Lader hende selv afgøre sin skæbne. Måske vender jeg tilbage engang. Måske tager jeg til Kenya ???

    Kys, knus, kram og klem til jer alle!!!

  8. Agorafobisk og mistrøstig – sådan ser jeg hende. Hvis verden har givet hende alt, hvad der er værd at samle sig om, virker hendes adfærd på en gang logisk og irrationel.
    Har livet straffet hende og frataget hende kærligheden i form af nærværet med manden og barn. Er hun bange for at nyt nærvær ville være at give afkald på grundklangen af det gamle.
    Har hun givet op eller er hun i proces. På vej mod det absolutte nulpunkt af et eksistensminimum.
    Jeg tror hun gerne vil elskes, men livet har brændt hende. Straffet hende for at have været lykkelig. Og den straft føler hun skal betales. I isolation. Udstillet som sig selv i et klaustrofobisk univers.

    Det er et fantastisk tankevækkende og velskrevet stykke.

    Knus

  9. Du skriver nogle knaldgode portrætter. Og de gør mig altid så nysgerrig på, hvem Ballast er, for jeg tænker, mon hun har udgivet noget, eller gør det på et tidspunkt. Jeg håber du gør, for jeg synes, du har talent.

  10. Penpal:

    Også jeg ser med undren på en kvinde, der rummer alt, men udlever et intet. På overfladen.
    Måske hun alene viser toppen af et isbjerg, og skjuler sine potentialer under angst og skufelser.
    Måske hun har fundet et eksil i en slags meditativ ro af gentagelse på gentagelse.
    Måske hun bare venter…

    Jeg ved det ikke. Jeg forstår hende ikke. Men jeg holder meget af hende. Og klitterne.

    Store, store knus til dig

  11. Kære Maria

    Jeg er bare en helt ordinær iagttager, der ikke kan holde ud at rumme, hvad jeg ser. Men MÅ dele. Med dig og verden og mig selv.

    Og jeg har ikke udgivet noget 😉

    Tak for dine roser, søde. Og lige over!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s