Og man græder fortvivlet og griber desperat efter nye veje og vildveje at komme videre ad. Alt imens verden af lave – eller bare i gang. Ingen synes at kende forskel.
Korthuse bygges for at styrte sammen, bøger skrives for aldrig at blive læst og milepæle sættes ude kontekst. Tilfældigt spredt over landskabet står de -milepælene – på rad og række. Ligner efterladte gravsten.
Man haster videre mod nye højdepunkter, frysepunkter eller Breaking News. Vel vidende at intet er nyt længere, alt er gentagelse på gentagelse, cyklus er tilendebragt og trædemøllen trådt i stykker. Så for at glemme det debile i vor cirkeldans, overbeviser man sig selv og hinanden om, at denne gang er det. Denne gang er det anderledes. Denne gang er det denne gang.
Vel vidende, at intet er anderledes. Teksten er skrevet. Scenografien sat. Tæppet faldet.
Kun inskriptionen på gravstenen mangler at blive formuleret:
” Cut the crap ”
Louise Juhl Dalsgaard 
Men så en dag møder to molekyler hinanden. De har samme tøj på. Bruger samme briller, har samme velkendte bygningsfejl, samme sko, der klemmer alle de rigtige steder, og ser iøvrigt fuldstændig ud, som de plejer.
I bestræbelserne på hurtigst muligt at falde tilbage som de kendte mønsterfanger i et støbeformet samfund, de er, falder den ene og slår sit molekyleknæ.
Det bringer den anden helt ud af fatning, og han (det er hanmolekyler) kommer i sin befippelse til at række den forkerte molekylehånd frem for at hjælpe den faldne allierede tilbage i de kendte rammer. Uheldigvis har han en vorte på den fremstrakte molekylehånd, og det reagerer den faldne molekyle atomarallergisk på.
Det udvikler sig til et hybridprodukt med masser af vorter, som så udviklede sig til det vi kender som blomkål i dag. På den måde startede hele drivhuseffekten, og flere og flere grøntsager kom til.
Og hvem sagde at grøntsager ikke er evolutionerende på den revolutionerende måde.
Knus.
PS : Nu går jeg ind og tager min pille …
Puh hvor trist. Er ikke enig. Håber heller ikke du er. Men kender godt følelsen, der kan indtage en uden varsel.
Det ER det hele værd. Og det bliver meget meget bedre. Når man satser, taber man nogle ting på gulvet. Det er ikke rart, men det er en del af det hele. Og det er hvordan man håndterer nederlag, der betyder noget.
Knus!
Ballast… det er smukt formuleret og så rigtigt, så rigtigt.
(ikke nødvendigvis, Space)
@ballast Nu da mit koffeinchok har lagt sig, vil jeg gerne understrege at livet ikke kun er “the blind leading the blind”.
Moralen i vrøvlet ovenfor (mit) er at tilfældigheder ofte kan ryste os ud af det katatoniske stillbillede af vort liv.
Jeg har prøvet det. Jeg er der. Men jeg tror jeg er kommet til den erkendelse at jeg ikke lægger mig. Ikke på vilkår.
Tag min hånd og vid at der er mennesker der forstår hvor du kommer fra, som ikke bagatelliserer din smerte, og som inderligt ønsker dig alverdens medgang.
Kæmpeknus fra mig.
Nej, ikke nødvendigvis.
I sidste ende er det nemlig, hvordan man håndterer livet, der betyder noget… 😉
Det er meget flot skrevet, Ballast. Om håbløsheden – og gentagelsen. Jeg kan nu ikke lade være med personligt at synes, at gentagelsen også huser netop håb.
For så længe vi er i stand til at genkende mønstrene, mærke hvordan tingene kører i ring, gentages – så længe er der da i det mindste liv. Og så længe der er liv…
Men det lette siges nemmere end det føles, selvfølgelig. Og du beskriver nu engang også det tunge så smukt…
– og god aften og jeg håber, at du har det… en hel del bedre end det lyder…
(det sidste af min kommentar blev slugt? hm.. – nå, jeg ville bare sende varme tanker af sted mod dig i det jyske 🙂 – hermed gjort, løsrevet, forsinket men vel ment, nevertheless.
@Penpal:
Hvor er det fedt, at du ikke lægger dig! For vind og vejr og milepæle på tværs. Sådan SKAL det være, man må kæmpe også selvom det føles nytteløst og hårdt og urimeligt. For hvad er alternativet? Udover en gravsten og glæden ved at få det sidste ord: “Cut the crap”?
Du er – som jeg har sagt før og gerne gentager (livet består jo af gentagelser, og dette er een af de gode af slagsen) – uendelig generøs. Det er SÅ godt at mærke på en kold novemberdag.
Knus. Knus.
SpaceMermaid:
Jeg elsker når du er uenig, for jeg vil så gerne modsiges. Vil så gerne overbevises om, at det hele er anderledes end min tirsdagtunge melankoli foreskriver.
Lige i dag føles det sådan. Som infantilt cirkusshow og ren overflade. Trædemølle for trædemølles skyld.
Men imorgen bliver det anderledes. Ikke? 😉
Stort, stort kram til dig.
Acq:
Et viist menneske skrev et andetsted i dag :”Happy end. Unhappy end. No end. Dead end. The End.” (Ja – det var dig!)
Dette er bare en extended version. 😉
hristina:
Du blev spist af min spam – men jeg fandt dig igen 😀
Også jeg håber at gentagelsen rummer noget andet. Noget mere. Noget større eller mindre. End den rene gentagelses idioti. Selvfølgelig håber jeg det – for ellers ville jeg jo være en tåbe at fortsætte. Og det gør jeg jo. Fortsætter. Igen og igen og ig….
Nå det er tirsdagstræthed og imorgen er det onsdag og så bliver ALT nyt. Igen. 😀
Hristina,- selv i disse sparetider under jeg dig dit C. Christina .
Mange, mange varme tanker fra mig, der fortsat håber, at du snart dukker, så du med dine smukke, smukke tekster kan rive mig ud af gentagelsen og videre. Ud. Og ind af livet.
Stort knus
Måske jeg blev så glad fordi jeg kunne genkende handlingen 😉
Det er farligt at læse med her.
Smertefulde gensyn.
Men formen er unik, jeg betages bare af læsningen.
Jeg fristes til at tilføje at det i høj grad også handler om hvad vi stiller op med vores bagage, Ballast. Når vi forsøger at gå videre.
Fortrøstningsfuldt kram herfra 🙂
Ballast – og i dag er det mig, der kan nikke genkendende til ordene. Øv altså 😉
Bitten:
Jeg have egentlig tænkt mig at efterlade den. Bagagen altså. Kan man det???
Jeg er såmænd vældig fortrøstningsfuld. På alle andres vegne. Mig selv?
Tjaaa…jeg skal nok. Komme over det. Komme videre. Det gør jeg altid – måske det er min forbandelse? 🙂
Kram
Space, nu med Mermaid:
Øv!!!
Meeeen, snart skal der danses og så vender skuden 😀
Ikk´??
Tak for C’et – selv om Hristina på en måde lyder spændende også… 🙂
Nej, du er ingen tåbe, Ballast – så langt fra, som man kan komme det, tror jeg faktisk.
Dine tekster, din cyklus beskrevet, trækker så meget med sig, der er fremadrettet og livsbekræftende, gentagelse(n) til trods eller netop i kraft af gentagelsen – alene af den grund, at du beskriver bevægelsen så skarpt, så rammende, at vi alle sammen møder os selv i dine ord – og det er livsbekræftende ad H…… til!
Du rammer meget direkte ind, Ballast – tak fordi du gør det (og gider blive ved).
Knus på en torsdag, fra København til Jylland 🙂
Hristina nu med C:
Du er sgu sød. Tak. Tak!!!
Og god tur til det jyske: Vi er ikke så skrækkelige, som rygtet lyder 😀