Uredigeret

Det jeg egentlig ville sige. Hvis ikke tankerne og følelserne og morgenens tåge var kommet i vejen. Var noget ganske andet. End det jeg sagde. Rettelse: End dét jeg ikke sagde, men som i form af tavshed uudtalt lagde sig i rummet og over dagen.

Det, jeg forsøgte at udtrykke, handlede om en drøm: En elevator i fart, og et klemt menneske der sad på toppen i en akavet stilling og ikke kunne se og ikke kunne ses.

Der, hvor morgenen skulle have handlet om behov for trøst og et nærvær. Der hvor det skulle have heddet ”hjælp” og ”elsk mig” og ”få mig ud herfra”, lød i stedet det modsatte: afvisning, lukkethed og nedslåede øjne.

Som altid: Krav, der ikke må være. Urimelige krav og hjælp behov, som ikke kan finde berettigelse. Fylder og puster sig op og flyder ud og ind og imellem. Som svulstig rød lava trænger det ind i hudens porer og ud i luften omkring os og indeni.

Det er så tilsyneladende smukt det rødglødende magma, men hæsligt. Hæsligt i al sin rasende skønhed, – det er for brændende eller for meget eller for lidt. For kert.

Så det pakkes ind. Nej, det pakkes ned. Sluges, som bøvser ved en betalingsautomat. Skammes ud og skræmmes væk eller stoppes ned i maven, hvor det sætter sig som en hårbold af ufordøjet selvhad, der bare ligger og…ligger. Suger af væsker og syre og bliver opstød af had og vrede og hån og noget andet. Noget helt, helt andet. Et savn, for eksempel, et savn efter at sige det, man kom fra. Det, man kom med. Det, man havde på hjerte.

”Se mig”, ”Rør mig” og endelig…”Befri mig”. Hjælp mig ud af den forvrængede tale og kulden i kroppen, tø mig op og pust ånde i troen og leret og vandet, der skal deles. Lad mig for helvede ikke skrige flere vrangsider ud, når nu det er tryglen om nærvær og kropmodkrop-hed, jeg trænger til.

Sluk lava og ildkugler og min spyden med drageild.

Tæm mig. Tæm mig.

Giv mig de toner, jeg mangler.

Giv mig den krop, jeg forlod.

– Det sprog, der gik tabt mellem indtryk og udtryk.

Reklamer

0 thoughts on “Uredigeret

  1. Giv mig de toner, jeg mangler.
    Giv mig den krop, jeg forlod…..

    Kan man føle ord? Jeg tror, jeg kan. Håbløsheden er også livet – men det er bare så svært at skulle se på den. Men Ballast – du ser. Og får dermed mig til at se. Jeg tror, at det er sundt. Sådan føles det…

    Knus Blogwoman

  2. WAAAaaaaaaaauuuuuuuuuUUUW !

    Med selverkendelsers gennembrud.
    er der ikke meget der kan måle sig
    Dette er i sandhed et SELV i udbrud
    forløsende – forførende – og for sej

    SMUKT

  3. Blogwoman:

    Man kan mærke ord. Det er godt, uanset det gør ondt.
    Man kan sluge ord. Det er sjældent godt, uanset at det føles. Godt

    Jeg er glad for, at du mærker. Og ikke sluger, men taler og trøster.

  4. Rimkogeren:

    Jeg tror ikke jeg har nogen splint i øjet, omend jeg ihærdigt forsøger at proppe den derind. For at undgå smerten ved at se den skønhed i verden, jeg har så svært ved at deltage i.

    Men jeg ser alt, alt for tydeligt. Så tydeligt det brænder. Bag øjnene. Med lava.

    Tak for dine flotte roser!

  5. Kære Ballast

    I dag syns jeg du er sej – på den fede måde forståes
    Ja – altså ikke fed på den nederen måde – men fed
    på den ikke utynde måde – eller jeg mener jeg synes
    det er flot at du udtrykker dig så uredigeret – det er sejt.
    Ikke mange tør – har hele tiden fornemmet der lå noget
    andet bag de mange tunge ord – fornemmer at noget
    nyt er på vej – et vedstående dit eget selv og dine
    undertrykte behov for at være dig selv.

    Og væsentligst – jeg ville gerne have det til at rime 😉

    Derfor – sej
    men kender ikke – dig

    For mig er det et fedt
    om du er sej eller ej

    Og lad mig en gang for alle slå det helt fast
    jeg havde intet ondt i tanke min blog Bal last

  6. Ballast

    Finno, jeg ved hvor trøstekager fås billigt. Med eller uden kokos? 😉

    Og rettelse: du ER sej!
    Fordi du ser – trods smerten. Fordi du deler – med skønhed og hæslighed og ærlighed og mod. Fordi du gør brug af det du har og det du kan til at kæmpe videre trods det du savner.
    Det er et evigt sejt træk og jeg håber lidt at vi altid vil have lidt at savne, lidt at stræbe efter, mærke at livet bider igen, noget at spejle skønhed i.

    Kram – cyberkropsligt varmt kram

  7. Tekst:

    Jeg mistænkte dig bestemt heller ikke for onde hensigter: jeg følte bareslet ikke at jeg kunne leve op til dit billede af mig, som sej…
    Men hvis du mener sej på den seje måde. Som se i trækhest og plovfure og vedholdenhed…jo, så tror jeg, at jeg er lidt sej.

    Og det er både godt og skid:

    Tak for dine rim Tekst. Og din vedholdende støtte!!

  8. Bitten:

    Vi bager bare vores egne trøstekager, ja vi gør. Bagt med omhu, æltet kærligt og længe og hævet lunt 😉

    Og ingen kokos. Bestemt ingen kokos. Meeeeen: måske en enkelt smuttet mandel til at pynte på toppen ?

  9. Lad mig for helvede ikke skrige flere vrangsider ud, når nu det er tryglen om nærvær og kropmodkrop-hed, jeg trænger til.
    Det er ærligt. Det er menneskeligt. Det er smukt.

    Stort knus…!

  10. Det er angstprovokerende ad h…… til. Bare tanken. Om at trygle om nærvær (don’t I know it). Ekstra svært at blive ved, hvis man står ved en mur (tilsyneladende) uden porte. Kølige sten i fascinerende mønstre, imponerende lagdeling, betagende håndværk – men ingen åbninger, der fører helt ind til varmen inde bagved. Muren. Så kan man næsten kun skrige vrangsider – til sidst, i hvert fald. Det gør for ondt at blive ved med at blotte sin sårbarhed, det danner så satans meget arvæv omkring hjertet, når hvert eneste varme slag bliver mødt med …kulde. Eller tavshed. Manglende interesse. En ryg.

    Og så kan det også lære én noget helt forkert. Arvævet, erfaringen kan narre én til at tro, at det er grimt eller forkert at kræve nogetsomhelst. At man bliver mindre værd, når man giver udtryk for ønsket om at blive set, blive elsket. Og det er jo bullshit. Det er en menneskeret at blive elsket! Basta!!

    Puha, hvor du rammer – hårdt – igen, Ballast. Stort knus – og ønsket om en varm weekend til dig i det jyske 🙂

  11. skræmmende og åndeløst smukt på grænsen til det klaustrofobiske!

    “ikke kunne se og ikke kunne ses”
    “pakkes ind. Nej, det pakkes ned”

    fanget i en anonymitet… 🙂

  12. “Tæm mig. Tæm mig.

    Giv mig de toner, jeg mangler.

    Giv mig den krop, jeg forlod.”

    Du skal ikke tæmmes. Du skal slippes fri. Foldes ud.
    Bruge og bruges, som Anne D, sagde.
    Fredagsknus. Du skriver så fantastisk smukt.

  13. Christina:

    Er det en menneskeret at blive elsket?
    Kan jeg så gå til menneskerettighedsdomstolen, hvis jeg føler mig uelsket?

    Kære, dejlige Christina,- af bitter erfaring kan jeg berette, at man ikke kan kræve sig elsket. Man kan kun håbe. Og tro. Og vente. På at få ubetinget kærlighed. Det burde være anderledes måske, men sandheden er, at kærligheden kun er en nådegave,- ikke en ret!

    Superjydekram

  14. Spunky:

    Elevatorscenen er af en eller anden grund næsten arketypisk skræmmende. Min drøm var for så vidt ikke et mareridt, men lige netop kvælende uden at være dræbende. Jeg kunne ikke rette mig ud, og jeg kom bare nærmere og nærmere loftet. Jeg sad OVENPÅ elevatoren. Ikke inde. Ikke ude. Men mærkeligt…udenfor?

    Og vågnede til en morgen pakket ind i tågevat og forkerte signaler. Not nice.

    Knus og Sus

  15. Ballast,
    Jeg mener ikke “menneskeret” som “krav”. Jeg mener, at et barn fødes med automatisk ret til at blive elsket. Og at retten i virkeligheden er livsvarig, at den ligger i livet, i barnet indeni os – også længe efter, at vi er blevet voksne udenpå…
    Kram tilbage 🙂

  16. Hm… forkert formuleret. Brugte jo selv ordet “kræve” i mit svar til dig, så ovenstående gør ikke stort ved misforståelsen. Rettelse: Jeg mente ikke “kræve” som i “forlange” – men som i at give udtryk, åbent, for behovet for og ønsket om at føle sig elsket. Altså går “kræve” på selve ordpladsen. Tilladt tale-rum. At være sig selv bekendt, at stå ved sine ønsker. At turde kræve af en partner (f.eks.), at han i det mindste lytter.

    “Kræve” gik altså ikke direkte på kærligheden. Selv om den er en menneskefødt ret (efter min mening), så kan den nemlig ikke kræves, som du så fint udtrykker det – den kan kun gives.

    Knus fra Christina (nu med forplumrende bagforklaringer)

  17. Christina:

    Jeg forstår. Fuldt og helt. Det var ikke for at sætte spørgsmålstegn ved din smukke kommentar, men for at erkende – for mig selv – at der er langt fra ideal til virkelighed. Meget langt.

    Og at jeg ville ønske, jeg kunne kræve at blive elsket, men at min melankoli stammer fra en viden om, at dette ikke er muligt.

    Det er så smukt , hvad du skriver. Tak!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s