Søndagsbrunch

Verden er en glasbeklædt café, og jeg sidder beklemt og betragter. Forsøger at more mig over scenariet: Afmagten skjult bag en udfoldet avis eller en påtaget interesse for sms´er, der aldrig bliver hverken sendt eller modtaget.

Og jeg får lyst til at puste til naboherrens kakao, så flødeskummet forsvinder og pynten går fløjten. Får lyst til at rode lidt i det skødesløst sjuskede look og derved afsløre den neurotiske sirlighed, hvormed morgenhårets hvirvler er placeret. Jeg får en ubændig trang til at tale højt med mig selv så tilpas længe, at det ikke er muligt for de omkringsiddende at ignorere. Hvorfor de efter en stund vil sidde uroligt på stolen, for endelig at rejse sig, tage jakken fra stoleryggen og forlade etablissementet, med et overbærende nik mod min plads som afsked.

Og jeg vil blive siddende og velvilligt påtage mig rollen som landsbytosse. Hende, der kører med bus til endestationen og retur, mens hun nynner lidt for sig selv. Tossen, der dagligt nyder gratisaviser i opvarmede biblioteks-læsesale medbringende sig termokandekaffe og en tandstik. Og som afleverer et kækt ”På gensyn” som afskedsreplik, men aldrig får svar.

Jeg vil være hende, der uagtet tidens sandwichkoncept, dagligt smører madpakke: sammenlagte klemmer adskilt af mellemlægspapir og afslutningsvist indpakket i stanniol. Tossen der skyller klemmerne efter med en kvartliterskærnemælk fra Arla, og som folder det hele sirligt sammen, så det fylder mindst muligt i affaldsspanden.

Jeg vil være landsbytossen, der højlydt hilser på folk, jeg ikke kender; som bukker sig ned og klapper alle hunde i snor: ”Nååå. Sådan en sød lille vovse”. Jeg vil sende fødselsdagskort til mennesker jeg tilfældigt mødte på en galleriomvisning ti år tilbage, uagtet at de ikke husker noget som helst om dengang. Jeg vil være typen, der af princip kun ringer op til fastnetabonnenter, og som sætter et tydeligt kryds på min håndryg, hvis der er noget jeg skal huske. Jeg vil være tossen, der altid køber gaver på tilbud, hvorfor de hverken kan byttes eller veksles til kontanter.

Tossen, der håbløst naivt fastholder Bill Clintons uskyld, for han er jo sådan en pæn mand. Tossen, der mener, at verden er blevet lige lovlig spraglet efter murens fald. Jeg vil være landsbytossen, der ignorerer erfaringens sum og tror på det bedste. Længe efter, at det modsatte er bevist. Jeg vil være den grænseløst loyale, der gang på gang lukker øjnene for tilværelsens fakta af svigt.

Og jeg vil være landsbytossen, der bræger med de får, jeg er iblandt. Uvidende om, at jeg selv er dét sorte får, der aldrig bliver indlemmet i flokken. Uanset hvor meget, jeg bræger.

Verden er en glasbeklædt cafe, og jeg ser mig selv i spejlet på bagvæggen.

Rejser mig og går.

Inden jeg lukker døren bag mig, vender jeg mig om og udbryder et: Mææææh

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s