Saimaa

Jeg kan se en verden, der emmer af fravær. Dimensioner uden udstrækning – en akse af Væk.

Jeg kan se en himmel – en bue af slutning. Og jeg kan se, at du er træt af begyndelse og ende.

Så jeg tager dig ved hånden og lader dig svæve. Vi bobler af afmagt men griner af lyst.

Vi ser med samme øjne og ler med én mund, vi puster et rim med sprøde ord af frost.

Og nok ved jeg, at vi er fanger i et rum uden dybde. Jeg ved at det er efter-nat, førmorgen: en sprække af drøm.

Nok ved jeg, at verden er druknet i sandhed, og at månen cirkler rundt med et hvileløst savn.

Og jeg ved at vi aldrig vil finde en himmel. En lomme, en tegning, en våge i isen.

Men jeg ved, at vi var. Vi var og blev fundet.

Længe før det begyndte og længe efter for sent

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s