Esther

Hun mærker en ro, der ikke må slås itu. En tysthed der ligger i morgenens dis og holder vejret.

Klokken er endnu ikke seks og hun er er tidligt på færde. Står op da vækkeuret ringer ,for straks at lukke døren ind til soveværelset og finde strygebrættet frem. Hun lukker sig inde med vasketøj og systemer og ting, der skal gøres.

Og som hun står der i soveværelset, er hun fuld af liv. Hun er Esther. Esther med vasketøj og uanselige gøremål, fuld af tavs tilfredshed og et et liv uden aftryk. Uden spor.

Som på turene søndag morgen med dis og støvregn og gummistøvlernes knirken mod den fugtige asfalt. Og de få forbipasserende med hund eller barnevogn, som hun føler sig tryg ved. De, der ikke ser op eller hilser, men som hun alligevel kender. Søndagene med den fjerne støj fra gaden og et lys, der endnu ikke har opdaget verden. En kirkeklokke og de vægtløse vejrtrækninger fra morgenbusser på vej. Og Esther. Undervejs.

Det er alle de morgener, hvor hun har sat vækkeuret til at ringe præcis klokken seks, og det stadig er mørkt. Kun ganske få lys er tændt i lejlighederne omkring hende. Den stjålne glæde ved at føle sig omgivet og omsluttet og rummet uden at skulle deltage. Og hun lister rundt, selvom hun er alene. For ikke at forstyrre begyndelsen og slutningen og det midt imellem, som er den lomme hun lever i. Og hun kan sidde helt, helt stille foran vinduet med sin kaffe og pludselig føle sig så rørt og fyldt, at hun ikke kan være ved det. Og må gå. Gå og gå og tælle skridtene og ordne rodet uden ord, og håbe at verden kan blive ved at være ufarlig og tavs.

 

Mens hun går vækkes virkeligheden til live: De tændte gadelys, de stadigt flere biler omkring hende. Lysene, der nu tændes overalt og cyklisterne, børnene og de ventende ved stoppestedet. Trafiklysene, der pludselig bliver påtrængende og truende. Følelsen af at være forfulgt. Jaget. På flugt.

 

Advertisements

6 thoughts on “Esther

  1. De fodtrin bringer mig
    ud af fatning, frem og tilbage
    over mit hoved hele natten

    Jeg lytter forgæves
    efter havet, lydene
    slår sammen
    mellem husene
    tårner sig op til
    filmiske fald.

    Men de bedendes stemmer
    lister sig henover bilernes tage
    og sætter blide potespor

  2. Kære Stensamler:

    Nattens hustage hælder mod månen og spejler et lys, jeg ellers ikke kan se.
    Sådan ror jeg gennem have, jeg hverken ser eller hører, men fornemmer i skyggens stilheder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s