Uveto

yndefulde pirouetter

et enkelt nej

og alt tager form

af ubestemt savn.

*

smukt

som der danses

opløses natten

*

man favnes kun

af

det

Ubetingede

Reklamer

14 thoughts on “Uveto

  1. For i alverden!

    Du har samlet alle mine yndlingsord …
    Findes der en mere atråværdig favn end den ubetingede?

    Jeg kan bedst lide denne af de forme du senest har skrevet. Det enkle, skåret ind til skønheden men dog læseligt som små sætningstykker af virkelighed og sansninger. Og vittertigt: de fineste, mest yndefulde ord og udtryk overhovedet – så melankolsk og slørlet.
    Jeg udgår fra at Ubetingede er skrevet sådan (med stort) fuldt bevidst. Vil du ikke dele din tanke om det?

    Kram og stor beundring

  2. Kæreste Bitten:

    Jeg vil dele alle mine tanker me dig! Ikke at alle er lige interessante, så jeg indskrænker det en anelse 😀

    Det Ubetingede.
    Er alt. Det. Der gør, at jeg fortsætter. Mod bedre vidende.

    Det Ubetingede.
    Rummer. De rum, jeg ikke kan finde. Men håber og tror, at finde.

    De Ubetingede. Er knuden i maven, snøren i halsen, den uendelige længsel, der altid er. Et sted. Alt andet uanset.

    Det Ubetingede.
    Er fosteret beskyttet af livmoderen. Spirende liv uden fortid men med al fremtid.

    Det Ubetingede.
    Er tilgvelsen. At være elsket. På trods. At elske. På trods.

    Og jeg savner en ubetinget favn. Min egen.Og en andens. Noget andet.

    Tak fordi du ser. Det hele. Og favner. Mine ord.

  3. Måske er det ikke almen gyldigt,
    men er det ikke som om at et samvær
    kræver en form for jaér i en uendelighed,
    hvorimod fravær kun kræver et enkelt nej.

  4. Åh, nu når jeg læser det for tredie gang lyder det sørgeligt. Vil du ikke nok skrive et glad-digt om dansende kærlighed, svimle pirouetter, svævende tyngde og gulve, som ikke siger bum når man falder ned igen? Arme strakt ud til at røre fingerspidserne på kvinden som folder kjolens lag ud i luften og lægger sig i armen på den, der ubetinget er i øjeblikkets kærlighed. Om barnet, som udspringer af tangoens jalousi og forener de mange voksne, som undrer sig over det lille menneskes uskyldige renhed.

  5. Donald:

    Måske er det lidt det, jeg forsøger at srive til Bitten. At min glæde, min taknemlige tro på den legende kærlighed lever i mig.

    Men kun som en drøm. Der ikke VIL dø. På trods af bedre vidende.

    Det er savnfyldt, digtet. Men ikke opgivende. For det er en ubetinget favn til os alle.
    Et sted, som kun vi selv kan finde.

    Men jeg vil overveje din udfordring. Om et legende lykkeligt digt.
    Eller vil du skrive det??? 😀

  6. Donald er inde på noget rigtigt spændende. (og smuk udfordring … næsten allerede et digt i sig selv!)
    Måske er det mit karrierevalg der skinner igennem, men jeg er inspireret af tanken om at udfordre til at skrive med udgangspunkt i rammer sat af andre end én selv.

    Noget andet er at din iboende optimist tydeligt lader sig læse Silhuet/Ballast – i kommentarsporene. Men ellers behøver jeg også ofte at trække vejret dybt og forberede mig lidt før jeg klikker ind og læser dine tænksomheder. For uanset din ynde skriver du alvorstungt. Og rammende. Stærkt.

    Tusind tusind tak for at dele dine tanker!
    Det gør mig glad at du fortsætter.

    Kærligst Bitten

  7. Bitten

    Nøjagtig som du elsker jeg udfordringer. Jo tungere og umiddelbart umulige, jo bedre.

    Men jeg tager den gerne op. Selvom min optimisme muligvis ikke antager former som andres. Så er der dyb, dyb kærlighed og tro. I alt, hvad jeg skriver.
    Så min dans med kærligheden og barnets favntag får et udtryk. Der nok ikke ligner. Sædvanlig jubel.

    Men er jublende. Skrift

  8. Tak for de smukke ord, jo, jeg skal nok prøve. Men mine digt-strofer bliver ofte til lange urimelige linier. Men jeg prøver med glæde og skræk;-)
    Jeg fornemmer din optimisme og kærlige favn i de linier for dagens digt, og særligt da i de kærlige linier til Bitten, men tredie gang jeg læste Uveto, var der også et savn, som giver et rungende ekko her i den lykkelige dal, hvor frugtbarheden er overvældende, hvor alle er rare mennesker, men hvor der mangler en til at hjælpe mig med at rydde op (jeg vil hellere skrive på weblogs:-), her på den dejligste sydskrænt, hvor planter vælder frem allerede når tøbruddet kommer, også selv om det ikke bliver hedebølge-sommer.
    Billedet af dansen sætter mig igang, pirouetten, som er noget mere end stivnet regulering af pardannelse, dansen som glæden når den unge mand hjælper den gamle dame med et trin, som vækker erindringer, eller den gamle mand bliver taget i hånden af den unge pige, dansen, som gør musikken til krop og kroppen til sjæl … jo, jeg skal nok skrive.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s