Prolog

 

Hun kunne vågne og være på vagt. Halvt i søvne forberedte hun en forsvarstale: hun afværgede forslaget om en gåtur, argumenterede for behovet for hvile, forsøgte i tankerne at finde begrundelser for Nej og Desværre.

 

Så stod hun op, stadig med paraderne løftet og skuldrene spændt til bristepunktet. Under bruseren kunne hun ikke længere finde årsagen til sin vagtsomhed og ønskede brændende at vaske al modstand,alle forbehold bort.

 

Hun skrubbede grundigt bryster, mave, lår. Lod vandet rinde længe, til huden var rød og flammende.

 

Men de klistrede til hendes krop som gamle sårskorper. Alle afvisningerne, al trodsen, de mange Nej´er. Og hun bar dem med sig ind i dagen som altid.

 

De skulle ikke. De måtte ikke. De havde ingen ret til. Ingen krav på.

 

De. Ikke navngivne. Bare De. Dem. Kollegerne, familien, vennerne, verden.

 

Reklamer

12 thoughts on “Prolog

  1. Kære Reinhard:

    Jeg tror også hun har det svært. Hun vil så gerne være med, men hun tør ikke. For tænk om hun ikke er velkommen – hun vælger måske ensomheden, for at …. undgå den?

    Jeg ved ikke helt, hvem hun er. Men jeg tror, hun lindres. Dagligt. Ved at møde de blikke, hun søger at undgå. Og opdage, at de andre ikke slår blikket ned.
    Hvad tror du?

    Jeg vil gerne lære hende at kende, men hun er svær at komme i nærheden af…kan du hjælpe?

    Knus på en solskinssøndag

  2. Det er en tekst, der rammer præcist, jeg har set det.
    Der er ingen, der har krav.
    Somme tider repeterer jeg for mig selv: Det er dit eget liv.
    Knus herfra!

  3. Og smilet, det undskyldende, udglattende, kun ganske lidt anspændte smil. Uden tænder eller smilehuller, uden skin i øjnene. Mere en trækning, en fortsættelse af anspændtheden fra skuldrende og halsens sener mens den ene hånd klemmer så hårdt om overarmen, at knoerne bliver hvide og huden under ærmet blåt.
    Og fødder og ben, der bare søger op under kroppen. Kunne man bare krumme sig så meget sammen, blive i et med noget. Mindre end ingenting.
    Så man ikke manglede. Ikke stak ud. Alene.
    Ikke skulle undskylde, forklare, udglatte, afvise, afværge, beskytte. Sig.

    I øvrigt, fuldstændigt uden (selv-)medlidenhed! 🙂

    Silhuet, jeg kan lide din tolkning til Reinhard.
    Valg er nogle fantastiske størrelser. Tænk om vi kunne se bag om hinandens. Og forstå.

  4. Bitten:

    “Kunne man bare krumme sig så meget sammen, blive i et med noget. Mindre end ingenting.
    Så man ikke manglede. Ikke stak ud. Alene.
    Ikke skulle undskylde, forklare, udglatte, afvise, afværge, beskytte. Sig.”

    Hvor er det smukt. Og rigtigt.
    Trygt foster.
    Du er unik, Bitten!

  5. Om jeg vil hjælpe dig at lære hende at kende? Jeg har tidligere sagt, at jeg tror, at fru ballast/silhuet skulle samle sine værker.
    Nu siger jeg så også, at jeg tror, du vil lære hende bedre at kende ved at skrive hele hendes historie i sammenhæng.

  6. Reinhard:

    Hmmm…så må jeg vil til det. Skrive. En sammenhæng. Jeg ikke kender.
    Men det er vist noget med at holde fokus på vejen og ikke målet, er det ikke sådan Reinhard? Så kommer det af sig selv eller…?

    Jeg vil SÅ gerne. Skrive hende. Men jeg ved ikke om evnerne, tiden og tålmodigheden rækker.

    Tak fordi du vil hjælpe 😉

    Knus

  7. Ane-Marie:

    Hvor er du generøs!!!
    Hjerelig tak og mere til…

    Jeg vil såmænd gerne. Viljen fejler ikke noget.

    Der er bare liiiige en virkelighed med job, manglende evner og ALT muligt andet, der står i vejen..

    Det er nok bare en undskyldning. Fordi jeg i virkeligheden er hunderæd. For at lære hende at kende. Måske?

    Knus til dig

  8. Altså, når man genkender noget i sig selv er det da ikke sikkert, at det er i samme styrke, som den historien kommer til at handle om. Der er ingen tvivl om at du ville kunne skrive historien om hende, eller om en anden pige. Du skriver smukt og du kender ordene, så at sige. Du ville kunne holde en professionel afstand, hvis omgivelserne var til det, altså, gode venner i det virkelige liv og et halvdagsjob, som var nok til at sikre økonomien.

    John Irving siger om sine bøger (om man nu kan lide dem eller ej) at han har opdaget, at han har en evne til at tegne figurer og situationer, så de bliver farvestrålende og levende. Underforstået, der er en masse andre ting, han ikke er så god til – det har man lov til at erkende, når man har så store succes’er bag sig. Han siger også, at det er svært at tegne længere forløb (de fleste af hans bøger er murstensromaner:-))
    Han antyder, at han har kunnet bruge det, han har lært på skrivekurser, og han antyder nogle ting, man skal gøre for at lære at skrive (romaner eller historier, altså realisme eller socialrealisme, tror jeg han mener).
    I et interview til DSB bladet for et par år siden siger han, at den sidste roman, han har udgivet (“Indtil jeg finder dig …”) måtte han skrive om efter at have afleveret den til forlaget – fra første person til tredie person. (Det kan man faktisk se nogle steder). Den var for tæt på. For tæt på ham selv. Han siger også at han røg ud i en krise og at hans læge eller hvem det nu var gav ham medicin (vistnok lykkepiller eller så’n) for at han skulle komme igennem (og han kom igennem). Selv så professionel en forfatter skal med andre ord bruge sig selv så meget, at det kræver lidt mere end bare en time om aftenen.

    Jeg vil gerne selv skrive men ved (som du åbenbart også ved) at det næsten er brødløst, med mindre man skriver en international bestseller.
    Men der er nu alligevel én ting, som ringer i mit hovede hele tiden: Irving (samme som ovenfor nævnt) fortæller, at han skrev mere, dengang han også havde arbejde (som deltidsunderviser ved forskellige universiteter) _og_ at han nødigt ville undvære sin “bryde-træner” karriere fordi den har givet ham en modvægt til den indre gransken, som skrivningen er for ham (og for mange andre.) Men altså, på trods af den viden og de erfaringer dukkede der nogle indre dæmoner op i forbindelse med arbejdet på hans sidste roman “Indtil jeg finder dig”, historien om den lille dreng, hvis far bliver udspillet af moderen, der ikke ønsker at manden skal kende barnet.

    Det blev et langt indlæg og jeg håber ikke, at det gør noget (ellers må du gerne slette det:-)

  9. Donald.

    Dine ord taler for sig selv.
    Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt eller forkert. Muligt eller umuligt.

    Men jeg ved, at jeg trives bedst med at gøre det umulige. Måske det er derfor livet falder mig lidt svært iblandt.

    Jeg må se, hvad der kommer. Eller ikke kommer. Og imens er jeg bare her. Med små indspark og udspark og benspænd 😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s