Skridt for skridt

 

Hun havde mange målestokke. Små pejlemærker for at tilbagelægge de uendelige afstande, hverdagen syntes at bestå af. Hun plantede karse og kunne love sig selv et par sandaler, når karsen kunne spises.

Sådan havde hun karse-sko, tomat-bluser, speltbollebukser og andet, alt sammen indkøbt som afslutning på veludført dont.

Visse dage var det antallet af skridt, der inddelte dagen i etaper. 1000 skridt og så var det tid til at ringe til lægen. De 600 skridt fra huset til bænken på kirkegården, hvor hun endelig kunne sætte sig og nyde en rolig tanke uden retning. Så de 600 skridt tilbage til huset, der gav plads til en kop dampende varm kakao.

Hun talte med nøjagtighed og satte hjernen på standby så længe. Hun talte ikke sammenbidt, ikke tvangspræget, ikke som en sur pligt eller en magisk kode, men som et tanketomt rum hvor fokus alene var rettet mod føddernes bevægelser: 1, 2, 3….otteogtyve, niogtyve… femhundredeotteogtres… først når hun nåede til seks hundrede åbnede hun hjerne og hjerte for verden og sig selv.

Da hun var barn havde hun ligget på ryggen på skibsbriksen, og talt gipspladerne i loftet. Hun havde inddelt loftet i felter, og kombineret dem på kryds og tværs som i en rebus, mens hendes vejrtrækning langsomt var faldet til ro.

Sådan havde hun altid skabt fikspunkter i dagene, i tankerne. Sådan var det uoverskuelige og truende blevet overvundet som minutter, timer, dage efter dage.

Nogle samlede på højdepunkter, milepæle og mindeværdige øjeblikke

Hun afkrydsede flueben på listen over dagenes gøremål.

 

 

Reklamer

9 thoughts on “Skridt for skridt

  1. Jeg ved ikke hvorfor, men teksten sender mig ved gipspladerne hjem til 6-års alderen hvor jeg sad og dannede figurer ud af de små hvide og grå sten i terazzogulvet, og så er det svært at komme tilbage til milepæle og flueben :-O

  2. Donald:

    Åh ja vi havde også sådan et klinkegulv på gæstebadeværelset. Her var der varme i gulvet, så jeg plantede mig af og til der midt på gulvet og forsvandt i mønstre og figurer og rundtosserier 😀

    (og det er sgu da et super-sundhedstegn, at du ikke vender tilbage til hverken milepæle eller flueben. Mere terazzo… NU! )

    Knus. Stort, stort knus

  3. Donald:

    Okay, så.

    Det er noget med, at give og tage. Med lige stor glæde. Og lige stor nødvendighed.

    Knus, knus. Begge veje.
    Og en smuk onsdag ønskes du.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s