Undervejsheder (g)

Der er Astrid, der stiller spørgsmål til alt det, hun ved. Og som undlader at spørge til alt det, hun ikke vil vide eller vide af. Astrid, der istedet for at søge svar, sår krydderurter og ombetrækker stole. For at få noget at tale om. Noget andet. End dét, der bare vokser og vokser: ligegyldigheden i det fælles liv, kærlighedserklæringerne der har mistet fylde, og nu blot er afværgende klicheer. Kun sagt for at undgå afsløringer og maskefald, og alt det andet. Hun ikke vil vide.

 

Peter. Der hver morgen punktligt starter sin bil, og lever en hverdag. Gennemlever og tilbagelægger. Dage og veje. Peter, der handler, råder og regerer. Besvarer telefoner og siger sit navn, uden at kunne mærke. Hvem han er og hvorfor. Peter, der som den sidste på arbejdet kører tilbage til hjemmet, og åbner døren til en stilhed der spejler ham selv. Og som skynder sig at tænde fjernsynet for at døse hen til lyden af det blå lys.

 

Og Maria. Altid parat og rede og villig. Til det ene og det andet: tøjophængning, indkøb, passe børn. Maria, der tager sig af fællesarealerne i opgangsfællesskabet, som bemærker åbenstående vinduer og nedrullede persienner. Banker på og ringer og bekymrer sig. Håber på respons. Håber at gøre sig fortjent, håber at gøre sig bemærket, håber at finde en plads. For en tid. Indtil heller ikke de besvarer hendes opringninger, hendes henvendelser.

 

Advertisements

15 thoughts on “Undervejsheder (g)

  1. Kære Silhuet, forsinket kommentar af to grunde: jeg er ikke helt sikker på, hvad “undervejsheder(g)” betyder (mest g’et), selv om jeg har bladret lidt frem og tilbage på bloggen. Og så for ikke at være for anmasende. (RSO siger anmassende, men det gør jeg ikke:-) (RSO betyder her Ret Skrivnings Ordbog og ikke Radio Symfoni Orkesteret.)(Ret Skrivning? Er I gale?)
    Men selvfølgelig nyder jeg udfordringen ved at danne mig et billede af Astrid, bøjet over en stol (Åh, Astrid, kan du ikke også lige lave mine 4 stole-arv-fra-far, som jeg har slidt hul i nu efter 22 år, jeg skammer mig sådan over dem, og jeg tør ikke invitere nogen indenfor, fordi de ser så grimme ud, og nu har jeg fået nogen andre, men jeg nænner ikke at smide min far ud.)
    Astrid der strikker for at undgå maskefald.
    Ordene, som er kopieret fra Julie og Nicolai eller Familien Sommer.
    Som har kopieret dem fra …
    Peter, som sælger kopier og ser efter om de er kommet i Fjernsynet.
    Maria, som har en plads i mit hjerte, hende ville jeg gerne give et kram.
    Jo, du tegner billeder, som kan komme ind til læserens hele jeg.
    Nu har læseren så set, at man kan bruge ordene som Astrid gør det.
    Eller kombinere dem med handling.
    Selv om det kan virke pinligt afslørende, at man er et menneske bag facaden.
    (Tak fordi du gider skrive sådan noget: Knus).

  2. Donald:

    Det er pudsigt med det der anmaseri (jeg læser “anmasseri” højt og finder at to s´er får ordet til at lyde helt forkert, så jeg tilslutter mig din løsning med et s): Vi holder os tilbage og tier og lader som om og holder begejstring eller vrede i ave. For vi må jo eeendelig ikke være for meget. Langt heller for lidt, ikke sandt? 😉

    Mas bare løs Donald. Jeg er dybt taknemlig for det hele. Og her hos mig er der plads til både for lidt og for meget og for midtimellem. Jeg er taksom fordi du læser med. Engagerer dig. Responderer.

    Jeg holder også meget af Maria. Men der er også en Maria i Astrid: Hun er bare blevet mødt med afvisninger SÅ mange gange, når hun har ringet på eller passet børn, at hun nu har valgt en anden strategi. Den tilpassede, nøjsomme, tilbageholdne, klichéindpakkede strategi. Men hun er god nok. Indeni. Jeg ved det. Jeg har set det så ofte.

    Peter. Ham er der ingen der har ringet på hos. Ingen, der har bekymret sig for. Han mangler Maria til at banke på… men jeg tvivler på at han åbner op. Han er bange. For ikke at slå til. Han foretrækker ingenting fremfor alting. For alting indebærer risikoen for et tab.

    (g) betyder genudsendelse. Hverken mere eller mindre.

    Tak Donald. For dine øjne.

    Knus

  3. Reinhard:

    Ja måske jeg skulle undlade at sætte så mange knopper og istedet lade det modnes til et blomstrende træ?

    Jeg har ikke historien i mit hoved. De er der bare. Derude. Og jeg låner dem lidt, til mine fortællinger 😉

    Jeg vil virkelig gerne. Lave et liv. I en fortælling. Med start, midte og slut. Så måske….(man har jo forbilleder D )

  4. Kære onald:

    Maria vil meget gerne indenfor. Til kaffe og snak og storytelling.

    Så kan Peter og Astrid også komme med, selvom de tøver på hver deres facon.

    Arj, hvor bliver det bare superhyggeligt…! 😀

    (PS: Må jeg også komme med? )

  5. Sjovt som det antydes i kommentarsporet, at de tre i hver deres gentagelser kan følges ad.

    Jeg ser dem i én. Der gør og gør, som én plejer. Forfra og igen. Fordi. Med periodevise strategier. Specifikke reaktionsmønstre.
    Måske uden helt at kende sit fordi. Ikke være bevidst om sin årsag. Sin tøven. Sin måde. Og sit potentiale.
    Men god nok på bunden. :o)

    Tak for knopperne Silhuet. Glæder mig til blomstringstid…

    (ps. mit eventyr – det der dumpede dulle-prøven – det handler om et træ…så jeg er forsigtig med dén metafor ;o) )

  6. tak for din kommentar på Metrord om Rasmus Poulsens “Tilbageblik”
    jeg gik ind på din blog idag og blev ikke spor overrasket over at det var lige dig der kunne tænkes at blive indfanget af bogen

  7. Kære Poul:

    Jamen selv tak da. Du omtalte bogen så generøst og loyalt, så man vel ikke kunne andet end at tænke: den må jeg få læst. Så megen menneskelighed og visdom vil jeg nødig gå glip af.

    At det ikke undrede dig, at netop jeg fik det sådan…er det godt eller skidt?

    Nå pyt…

    Knus

  8. Dennis:

    Hahahaha…Måske Peter er blevet så tavs fordi Astrid snakker så meget??? Og vice versa?

    Men de er gode nok, det lover jeg. De skal bare liiiiige vækkes lidt 😀

    Maria: Hun er virkelig. Hun prøver og prøver og aser og maser og vil så gerne. Og al hendes iver trætter omgivelserne, der trækker gardinerne for og slår telefonen fra. Det er synd, for hun har meget at byde på. Hvis ikke hun bød sig så meget til…

    Du er altså for sjov ind imellem 😀

    Knus, knus

  9. Jeg er ikke i tvivl om Peter og Astrids gode sider. Jeg er gode venner med dem begge, fortrinsvis Astrid, som muligvis endda er lidt af et forbillede. Og så er Peter en af de dér pisse flinke fyre!

    De fleste har jo noget at byde på. Spørgsmålet er, hvor meget vi vil tilbydes. Maria er bare for meget. En god ven er én, man bare kan være med. Det kan man ikke med Maria.

    Kom gerne med flere personbeskrivelser. Det kan være du rammer en læser, en dag. 🙂

  10. Kæreste Dennis:

    Peter er superflink, men ind imellem må man bide sig selv i læben for ikke at skrige “Hvad tænker du mand?????”
    Man kommer nemt til at savne lidt med- og modspil, der i hyletonen fra den afsluttede fjernsynsflade.

    Astrid…mmm….hun er indebrændt, men kanonvarm. Tror jeg. Sådan en der rækker dig en rive, når du kommer og græder et savn ud. Så går i der side ved side og siger ikke en lyd, om det der rører sig.
    Men det virker alligevel.

    Men du skulle prøve at give Maria en chance. Hun kan tie, hvis du giver noget igen. Hun behøver at nogen VIL – virkelig VIL – hende, for ikke selv at ville så meget.

    Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s