Kondens

Hun tæller snefnug på ruden ”en, to, tre…” og tænker et øjeblik, at de er ruter på et kort, lagt som pejlemærker for hendes øjne: et adgangskort til en verden der ellers synes ufarbar.

Og hun ved det er vrøvl, hun ved det er fnug på en rude og hun ved, at de smelter, før de er faldet. Hun ved at hun ikke kan gribe dem, uden at de forsvinder i varmen fra hendes hænder, og hun ved at det er sådan det er. Det hele.

Hun tæller snefnug og ser dem forsvinde, hun vender sig om og går ind i dagen, som den ligger foran hende. Hun knapper sin skjorte, bukker sine vipper og ved. At øjeblikke er forbi, før de gribes.

Og hun ved at udenfor er sneen væk, ruden er fugtig og fnuggene har lagt sig som dråber i karmen.

 

 

Reklamer

7 thoughts on “Kondens

  1. Thilde:

    Du kender hende.
    Jeg kender hende.
    Vi kender hende.
    Hun er i os alle: Drømmeren. Der ved, at hun ikke har en levende chance for at møde virkeligheden uden at blive skuffet.
    Og sm tager sin skæbne på sig: At se det som er. Og drømme om resten.
    Og det ok. Helt ok.

    Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s