Øbo II

 

Ja hun kendte havet. Kendte mågerne, marehalmen og milerne.

Sådan havde hun så meget. Hun opdelte verden på sin egen facon: Så himmelforandringer hvor andre så årstider. Så sandflugt hvor andre så klitter.

Ligesådan med målestokke. Afstande udmålte hun efter antallet af skridt fra udhuset til havelågen. Fra huset til havet var der for eksempel 9 ture, fra bunkeren til det forladte fiskerleje 26 ture. Hvilket var præcis den tid det tog for vaskemaskinen at køre det korte program, hvis hun skulle nå både frem og tilbage.

Sådan hang tøjvask og det gamle fiskerleje uløseligt sammen for hende, bundet af en indre logik, der nøjagtig så fasttømret som sekunderne hos dem på den anden side af havet, fastlagde dagens rytme i huset ved havet.

Hun var flyttet til havet, fordi det aldrig havde været meningen at hun skulle være en af Dem.

Hun var flyttet til havet, fordi hun vidste, at Ebbe af og til stod højere end flod.

Som barn havde hun været overladt til sig selv, mens hendes mor talte i telefon, skrev lister og tyssede på hende, når hun kom for tæt på. Hun havde ikke været tilovers, hun havde ikke følt sig efterladt eller i vejen. Hun havde blot sit eget, ligsom moren havde sit.

Hun tænkte ofte tilbage på dengang. På de lange formiddage, hvor gardinerne var rullet ned i den store spisestue for at skærme mod solindfald, der kunne blege møblerne. Hun sad altid midt på det lakerede trægulv og mærkede varmen, der stædigt trængte gennem gardinstoffet og ind til hende.

Sådan havde hun siddet med lukkede øjnene og bestemt dagens handling: Hun havde i tankerne sat vinger på en cykel, og var rejst til månen for at besøge E.T. Hun havde dagdrømt om en skrivemaskine, der kunne skrive hemmelige sprog kun hun og hendes elskede Aysia-bamse forstod. Atter andre gange havde hun fabuleret om en gåtur med den farmor, hun aldrig havde lært at kende, eller havde drømt om en slædetur med naboens NewFoundlænder som trækdyr.

Sådan havde hun siddet mange gange med moren puslende i det fjerne og hun selv på stuegulvet bag gardinernes nænsomme læ. På sin solskinsø.

Nu boede hun ved havet, og var hverken kommet nærmere eller fjernere. De andre eller sig selv.

De boede bare på hver deres side.

Med havet imellem.

Og hun vidste, at hos hende stod Ebbe højere end Flod

 

Advertisements

2 thoughts on “Øbo II

  1. Jeg sidder her og tænker på Flod og Ebbe. Hvad der egentlig er længselens rod. Om det er bevidst at Flod og Ebbe er stavet med stort.
    Hvem savner egentlig hvem ? Hvorfor ? Jeg tænker stadig.

    Weekendknus.

  2. Jeg sidder også ofte og tænker på Ebbe og Flod. Med stort begyndelsesbogstav.
    Jeg tænker også ofte på savn. Og på favn. Uden at vide, om savnet søger favnen eller omvendt.
    Det eneste jeg ved er, at der er et hav imellem.
    Havn og Favn.
    Og at Ebbe og Flod ikke er hinandes modsætning – tværtimod hinandens forudsætning.

    Tak fordi du også tænker. Med mig.

    Weekend knus retur!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s