Stoleleg

Og kunne jeg bare nøjes med to stole, men jeg sætter mig altid mellem fire. Hvilket vil sige seksten ben. Seksten ben, jeg kan falde over, gabe over, kløjs i. Og der er altid kamp om dem – pladserne altså – så det er med at være hurtig på aftrækkeren. Slå røven i sædet og hovedet på sømmet, eller noget. Der er alles kamp mod alle, Darwin som ludobrik: slå de andre ud eller gå tilbage til start.

Og altid ender jeg en postgang for sent, en omgang efter feltet, og jeg kan blot se til de andres smørrede smil, som de sidder der: veltilfredse. Muligvis tunge i røven men lette om hjertet ved at vide, at de kom først i mål.

Så sidder de dér, de andre, og glor. Aner pludselig ikke hvad fanden de skal stille op. Med stolene. På stolene. Aner ikke hvad de skal stille op med selvtilfredsheden og taburetsædernes ret beset usmagelige betræk. Så som for at overbevise sig om det fabelagtige i egen indsats, begynder de i stedet at rømme sig, at skubbe til sidemanden, at udfordre skæbnen og nabosædet – den uerobrede slagmark. Endnu en omgang med rouletten, synes de at tænke, atter en runde i trædemøllen – om igen. Drevet – ikke af begær, ikke af grådighed – men alene af frygten for at måtte sande, at siddepladser ikke er noget. I sig selv. De er faktisk lidt kedelige i længden. Som med tommelfingre og trilleri.

Alt imens sidder jeg stadig. Imellem stolene. Mellem benene. På gulvet. Tabt i spillet. Faldet af i svinget – ja før svinget velsagtens. Jep, jeg sidder bare der. Nøjagtigt så fortvivlet som de andre på taburetterne. Som damen bag skranken og puklen på kamelen. Jeg har ikke noget at lade nogen høre. No better, no worse.

Vi har vel ikke noget at lade hinanden høre.

Det gør vi så alligevel. Lader hinanden høre. Siddende på gulvet eller på varme sæder. Alle sidder vi og raser. Føler os snydt, taget ved næsen, forbigået. Fra hver vores plads sidder vi og peger fingre. Ad hinanden. Men allermest ad os selv.

Sådan er kampen om sæderne så nådesløs. Vi ender alle med at få ondt i røven.

 

Advertisements

2 thoughts on “Stoleleg

  1. I mit næste liv vil jeg være sommerfugl.

    Måske i dette?
    Måske jeg bare er en puppe.
    Og pludselig….Puffff
    Flyver jeg og fylder rummet uden at fylde det ud. Det bliver plads til alle og min numsebag bliver forskånet for rundsavenes skær?

    😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s