Jeg HADER begrebet “sigende tavshed”. Hvis der er noget at sige, så skal det siges!
Hvis der skal være tavshed, så skal det være fordi der IKKE er noget at sige. Sgu!
Særligt for børn er facit med skjulte mellemregninger dræbende. Man går fra en lignin med syv ubekendte, og pludselig er der et facit med tre streger under???? 😯
Kan du høre, at jeg har været der. I rummet med kvalt lyd. Med uudtalte forventninge og usagte domme?
Jeg tror du har ret. Jeg trænger til ro. Stilhed. Ikke tavshed, men stilhed.
Jo, jeg hører. Rebussen er her ganske tydelig. Helt enig i at sigen og tavshed ikke skal blandes sammen.
Derfor min taktik med at ignorere eventuel larm i tavheden. Forstår først når der siges, søger at lytte til hvad der faktisk siges. Jeg rummer stilheden i mig selv, uden at lade ekkoer runge, uden overdøvelse.
Men jo, den taktik er næppe tilgængelig for børn, der er nødt til at søge at forstå verden uden at få lov til at erkende mellemregningerne, uden at måtte spørge “hvorfor”. Det er dybt respektløst mod den voksende sjæl.
Louise Juhl Dalsgaard 
Stærkt.
Fastlåsthed, tomhed, farver, som ikke er,
mareridtagtigt.
Et lås rum bag læbers kvalte lyd. Ja.
Mere kram
Sigende tavshed kvæles
ved ikke at lytte til den.
Så er den der ikke 🙂
Ikke sigende, blot ro.
Dax2:
Levende mareridt. Ultimativ afmagt.
For træt til at forklare, og kan ikke finde rum. Til min egen lyd. Undskyld.
Knus
Bitten:
hvorfor ved jeg, at du ved, hvad kvalt lyd indebærer?
Hvorfor ved jeg, at du ved,hvad låste rum kan gemme?
Måske fordi du ind imellem hører. Det, jeg ikke kan sige. Ikke får sagt.
Måske fordi du ind imellem giver rum. Til lyd og kvaltheder.
Kærligst
Tosommerfugle:
Jeg HADER begrebet “sigende tavshed”. Hvis der er noget at sige, så skal det siges!
Hvis der skal være tavshed, så skal det være fordi der IKKE er noget at sige. Sgu!
Særligt for børn er facit med skjulte mellemregninger dræbende. Man går fra en lignin med syv ubekendte, og pludselig er der et facit med tre streger under???? 😯
Kan du høre, at jeg har været der. I rummet med kvalt lyd. Med uudtalte forventninge og usagte domme?
Jeg tror du har ret. Jeg trænger til ro. Stilhed. Ikke tavshed, men stilhed.
Mange knus til en smuk sommerfugl
Jo, jeg hører. Rebussen er her ganske tydelig. Helt enig i at sigen og tavshed ikke skal blandes sammen.
Derfor min taktik med at ignorere eventuel larm i tavheden. Forstår først når der siges, søger at lytte til hvad der faktisk siges. Jeg rummer stilheden i mig selv, uden at lade ekkoer runge, uden overdøvelse.
Men jo, den taktik er næppe tilgængelig for børn, der er nødt til at søge at forstå verden uden at få lov til at erkende mellemregningerne, uden at måtte spørge “hvorfor”. Det er dybt respektløst mod den voksende sjæl.
Min tavshed siger ikke; den lytter.
Knus og ro til silhuetten 🙂