September

Han taler om indtrykkene, de langsomme øjne på verden, om sommerhed blunden og det store i det små.

Hun taler om at skræmme halerne af firben, om at håbe på noget andet, om at leve udenfor og ønske sig indenfor.

Han pakker fiskegrej og termokandekaffe og finder regnen særligt gunstig for fangst.

Hun river blade i haven, raskt og målrettet, hun stopper i brune papirsække og tæller en, to, tre poser, inden hun må holde inde, fordi afhentningen ikke vil fjerne mere end netop tre.

Han dagdrømmer om mindre end ingenting, glæder sig ved fluens farver, en rundtenom med saltkød og den pludselige erindring om en lummer vittighed.

Hun planlægger køkkenhave og håber at kunne ignorere kulden, så længe det ville tage at vende jorden.

Han vil komme hjem med levende øjne, med et skævt grin og fortællinger om ingenting og dog. Smide gummistøvlerne bag døren, tage et bad og synke sammen i sofaen, mens han ser kærligt på hende.

Hun vil synke en klump i halsen og modstå trangen til at knuge ham hårdt ind til sig. Hun vil undlade at spørge om dét, hun alligevel ikke vil høre, fordi hun leder efter noget andet, noget mere end det sagte, under og bagved ordene og dagens dont.

Og hun ville brase kartofler og spejle et par æg, riste rugbrød og stille det hele på bordet. Og hun vil håbe at han ikke ser, at hun er bange.

De vil være stille et par sekunder, så vil han le for sig selv og hun vil spørge til latteren: ”Hvad nu?”, vil hun spørge og han vil le lidt igen og næsten undskyldende fortælle om en ligegyldig detalje ved fiskegrejet.  

Hun vil få tårer i øjnene og han vil se det, men ikke forstå. At hun ikke er trist men taknemlig.

For alt det, der ikke er og ikke tynger. Mellem dem.

 

Reklamer

12 thoughts on “September

  1. Så har vi jo kløften igen 😉 – kløften der både adskiller og forener. Fri luft i stedet for tunge brokke. (Den sidste grammatiske uortodoksi var bevidst).

    Lyder ikke som om der er brug for at hun er bange?

  2. Kæreste tosommerfugle:

    Du ser så klart og smukt, hvad jeg fortæller.

    Dette er en åbenlys kærlighedserklæring. Og nej, hun har vist ikke brug for at være bange…. 😉

    Knus

  3. Nej hun har ikke “brug” for at være bange, heller ikke “grund” til det, men hendes forhold til livets brune papirsposer, til havens jord og til sofaens blødhed er fuld af angst måske for ikke at være god nok, måske for at have en stor næse eller måske bange for at han hellere vil snakke om fiskestænger med Jagt og Fiskeri-forretningen.
    En dag tager de sammen ud at fiske og han holder hendes hånd mens hun svinger fiskestangen baglæns så krog og lod får fart på i et svirp, der fører den ud på 10 meter.
    Han kaster 20 meter og hun bliver angst igen.
    En dag ser han det.
    Måske for sent.

  4. Dax2:

    Jeg tror ikke hun behøver at være bange for ham.
    Men hun undslipper aldrig angsten for sig selv og ikke mindst alt det, hun ikke er, ikke har, aldrig får eller bliver.

    Jeg tror ikke han kan se det.
    Og måske hun derfor elsker hans blik og den frihed, han giver. Hende.

    Kns

  5. tosommerfugle:

    Problemet er, at hvis kun hans blik og rummelighed kan sætte hende fri, føler hun sig fanget. Fordi hendes frihed afhænger af hans rummelighed og blik.
    Tror jeg.

    Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s