Membran

så kom den

kulden

en undervejshed af noget

man mistede

men fandt igen

en gennemrejse

ikke af lyst men af nød

et blodsbånd af sortsindet

stjernenat

 

så kom den

kulden

fugle fortrak og andet holdt ved

dage forsvandt

mens himlene

under os

krympede lidt

som vandkolde indsunkne

buer

 

så kom den

kulden

en ven man glemte

en tro man tabte

en læbes blåning

og modfaseblod

tankerne fastfrosset

klæber til huden

nu banker hjertet

i mod

 

Advertisements

12 thoughts on “Membran

  1. Linier som vækker den slumrende vinterånde.
    Smukt, bevægende, tankevækkende, især:

    mens himlene
    under os
    krympede lidt
    som vandkolde indsunkne
    buer

  2. Wauw. Skriv lige mit efterår kvinde!

    Men jeg ved ikke med titlen?
    Først overså jeg den. Og synes selve ordet “Membran” skaber et helt andet univers for mig, end det jeg først læste? … hmm.

    Til gengæld elsker jeg at “modfaseblod” står så smukt overfor “nu banker hjertet i mod”. Elsker elsker!

    Kuldegys. 😉

  3. Bitten:

    det her er om noget skrevet fra kroppen, ud i hånden, ned på papiret. Det er min krop, min hule, mit liv ikke overvejet, ikke tænkt, ikke perspektiveret. Men mærket. Som bogstaver på blanke ark.

    Vi må tage den sammen, den her. I røret, du ved.
    Modfaseblod. I know, that you know!

    Kærligst

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s