en fortælling

måske skulle man skrive historien om sin mor. eller historien om en moder. ja egentlig ville man helst skrive om sin far, som man desværre er så ulykkeligt bundet til, at det ville blive en tragedie på c-niveau, en farce, en casestory i et 10.klasses undervisningsforløb i basalpsykologi. for klichefyldt, for svulstigt, ligesom.

nå anyway, man skriver om sin mor istedet. den ømme mor. selve billedet af selvopofrelse og slidte hænder. alt det hun gør for at glæde andre og som for langt den overvejende del misforståes eller tages for givet. og der står hun så, moderen, med alle sine talenter og sine drømme og sit begær efter bekræftelse og venter. men der kommer ikke noget. ingen tak. ingen taknemlighed. ingen bukken eller skraben.

og pludselig bliver stilheden så høj. truer med at sprænge trommehinderne. og hun føler sig til grin, klædt af, forladt og snydt. lidt ligesom kontaktannoncer med løfter om kærlighed og lad os mødes og drømmen om den eneste ene. og de mødes og han er dorsk, ukvik og ustyrlig kedelig. og hvor fanden blev den eneste ene af? ja han står stadig et sted i kulissen og griner.

pludselig føler hun sig til grin, og gu fanden om hun vil være til grin. så hun bider af – bider i – det sure æble. eller lukker af og lukker ude. og vreden bliver en klump i maven – en vrængende bøvs ved middagsbordet. og hun ved godt, at det sandt hvad de siger, de andre, uden ord men med øjne tunge af bebrejdelse. at vreden er uberettiget, forkert, for meget. og hun hører dem tale om ”de små børn i Kina og de sultne i Afrika”, hun hører dem tale om proportioner og: ”se, så kan man tale om problemer”. og hun bærer stadig rundt på sin indre uformelig vrede, en gustengrå tunghed og ved, at det er en fis i en hornlygte. 

så tag den væk, væk, ud, bort, forsvind, heraus.

men vreden forsvinder ikke, den lurer, gærer, fylder det meste. og hun vil ikke se det, ikke se det i øjnene, ikke mærke det. nej hun vil udvise ydmyghed og ansvarlighed og gemme vreden væk og fungere. så hun fortrænger og gemmer og skjuler og pudser sølvtøj om natten, lufter sengetøjet om dagen og det hele med en ildhu aldrig set magen. hun pakker i kasser og pakker ned, stabler og lukker kapitler af et liv, hun aldrig har levet.

og hun er ikke vred, nej hun er bestemt ikke vred, bare træt, så umådelig forbandet træt. kan ikke holde sig oprejst, så hun lægger sig, lægger våben. lægger låg på. det hele.

og lever det halve

 

 

 

 

 

Advertisements

22 thoughts on “en fortælling

  1. Hvor bliver jeg som mor trist af at læse denne fortælling. For hvor må det være frygteligt for den kvinde der går ind til moderskabet med forventninger om taknemmelighed og antagelsen om at hendes børn skal bekræfte hendes eksistensberettigelse – Og hvor bliver jeg trist på vegne af alle de børn som vokser op med et sådant håbløst altomfattende ansvar.

    Trist er jeg nu.

    Eller ville jeg have været….
    havde jeg ikke også kunnet glædes over hvor godt skrevet din fortælling er. 😀

    (er altså nødt til at pippe en lille protest over din fascination af ordet “svulstig”…sorry. 😀 )

  2. Ja det er en trist fortælling. Lidt a´la Maude i Matador og “jeg går lige op og lægger mig, Hans Christian”

    Alle de, der skal gøre hendes liv leveværdigt. Alle de, der skal give hende lov. Til at være. Alle de, der skal klappe og takke, bukke og skrabbe.

    Så hun endelig kan stå op. Stå frem. I kraft af de andre som baggrund for -og publikum til- hendes performance.
    Men hun magter måske ikke andet. Tør ikke være vred, være sig selv, være for meget eller for lidt eller for midtimellem. Jeg tror ikke hun gør det af ond vilje, men reusltatet er vel det samme. Uanset.

    (pip endelig løs Harning. Om svulstigheder og mangel på samme. Jeg tager det til mig, overvejer og bemærker. Så må vi tag den der fra. Din kritik er jo tegn på engagement og gode øjne)

    Knus

  3. (jeg bliver jo også “fanget” af visse ord, i perioder, somme tider på godt sommetider på ondt og ville ønske at nogen sagde det til mig – så jeg kunne tage bevidst stilling og dermed slap for at sidde og irritere mig over det tre år senere. 😀 )

  4. (lige nu er jeg fx. vældigt glad for ordet “jamen”, og jeg er sikker på at jeg bruger det alt for ofte – men det er sådan et godt ord.
    J.F:
    jamen konj. – nu uofficiel, men alm. form: ja men
    bruges for at udtrykke en modsigelse el. en protest knyttet til den foregående ytring;
    ● bruges for at udtrykke en lidt modstræbende indrømmelse, tilladelse e.l.;
    ● bruges udråbsagtigt for at give talen liv og udtrykke en personlig følelse, fx overraskelse el. begejstring;
    ● bruges i udråb for at udtrykke mild bebrejdelse el. misbilligelse;
    ● bruges for at skabe overgang til en ytring der ikke umiddelbart (men kun via følgeslutning) udgør et svar på den foregående ytring; .
    *
    dog adv.
    men dog jamen dog bruges som udråb for at udtrykke overraskelse el. forvirring; .)

  5. nemlig!

    svulstig er for mig et meget, meget stærkt, ja næsten spyttende ækelt ord. så jeg tror, jeg bruger det, når jeg virkelig -VIRKELIG- vil sige noget. Stærkt, vredt, vrængende.

    men det er jo neop ikke et enkelt ord som sådan, der skal rumme mine voldsomme intentioner.
    det er en helhed. af ord. og stemninger. og så videre.

    igen: tak. jeg tænker. videre 😉

  6. Sjovt. D

    For mig er svulstig slet ikke særlig stærkt og på ingen måde ækelt eller vredt og vrængende…
    mere sådan lidt vulgært overdrevet , måske endda en smule patetiskt pralende…..

  7. Kæreste, jeg læser med. Jeg glædes over hvor helt rigtigt dine tekster er skruet sammen, (selv de udeblevende kapitaler kan jeg tåle, hvilket ellers er mig meget imod) det hele hænger sammen som det skal.
    Men jeg kan ikke – kan ikke ikke – kommentere indholdet. Det er for forkert, for ømt, for nært. Du skriver flere end du tror – tror jeg. Alt for mange. Alt for meget. Suk.

    Kram

  8. Harning:

    sådan lidt i retning af pseudosolariebrune, brystimplanterede årstalsfortrængende Nordkystfruentimmere eller hur ? 😀

    nej for mig er det en påtrængende tilbageholdthed. En klam hånd der stikker sine fede fem fingre op i fjæset på enhver, der kommer forbi.

    så deeeeet 😉

    Knus

  9. Bitten:

    jeg har det selv ligesådan. den gør så ondt at skrive. ned og ud. den “fortælling”.

    de manglende kapitaler er også en pinsel. men en nødvendig en. sådan lidt “nej, nej mor er ikke vred, hun er skuffet”-attitude.

    du er i mine tanker. men det ved du. og det er godt at have dig der, selvom jeg hellere ville have lidt øjenkontakt. men det kommer vel. pludselig

    kærligst

  10. (nu er jeg jo sådan lidt emsig. 😀 Så jeg kunne selvfølgelig ikke bare lade det ligge…..
    Jeg var simpelthen nødt til at finde ordbogens forklaring. 😀

    En kort søgning på sproget.dk gav følgende resultat:
    svulstig adj.
    for højtidelig; overdrevent følelsesfuld • især om sprogbrug, musik e.l.;
    stor og bombastisk; pralende • fx om møbler og mennesker; .
    Ordbog over det danske Sprog
    svulstig, adj. (sj. svulstisk. Nyerup Rahb.IV.192. kors svulstet. i ssg. opsvulstet (s. d.)). (ænyd. svulfstig i bet. 1 (Arøboe. Hexaemeron.(1661).114); fra ty. schwulstig; afl. af Svulst)
    1) (jf. Svulst 1-2 og 3.2; nu l. br.) som er opsvulmet ell. danner et udvidet, svulmende parti. Moth.S980.
    (… se hele artiklen i ODS på nettet) )

  11. du er hermed udnævnt til min yndlingssøndagsseptember-heltinde. for din iver, din ildhu, dine oplysninger og dit væsen.

    du får en kæmpekrammer-megamedalje ved lejlighed 😀

    (ikke en svulstig, men en fascinerende smuk, een af slagsen)

  12. Jeg er helt med på Harnings svulstige flueknepperi 😉

    I øvrigt ser jeg fortællingen som en fremragende illustration af et svært tilfælde af den livstruende sygdom “pæn pige”. Et alvorligt underskud af STORE BOGSTAVER.

    Carpe diem!

  13. lægger låg på. det hele.

    og lever det halve.

    Lige i oejet =).

    Og svulstig er smukt. Frugtbart, saa modent at det naesten er raadent. En fluespisende blomst og visse orkidèer er svulstige i al deres dekadente skoenhed, imho

  14. Kyllan:

    Ja. Netop!!!!!

    Du rammer lige hvad jeg forstår ved begrebet svulstig
    På randen af råddnskab.
    Jeg tænker Thoms Manns “Døden i Venedig”. Dekadencen og legen med døden.

    kødædende planter og vammeltfrodige orkideer.

    Netop!

  15. Grebet fra første til sidste linie, af sorg, men mærkeligt nok ikke af tristhed, for denne fortæller sender os ud i rummet for at kigge efter stjerner mellem linierne.
    Sikke noget sludder jeg skriver, forstå mig ret:-)

  16. Tak og knus:-)

    Hvor er det bragende godt skrevet, stil, strøm og alt. Jeg har nu skimmet kommentarerne og vil lige fortælle at jeg også faldt for denne passage:

    lægger låg på. det hele.

    og lever det halve.

    Det er selvfølgelig også meningen at vi stakkels læsere skal tænke videre derfra:-)

  17. Smuk tekst. Som også selverkendende skyder sig selv i foden. Lægger sig til hvile i visheden om, at den sikreste vej til ulykke er at forvente nogetsomhelst af andre. Man bliver så let skuffet. Ja måske vred og i værste fald ligeglad..

  18. Penpal:

    Meget præcis diagnosticering.
    Patienten valgte ikke at leve, af frygt for at dø.
    Megen vrede, megen bitterhed, megen afstumpethed bunder velsagtens i en kærlighed, man ikke tør udfolde af frygt for at blive indfanget. Og således sårbar.

    Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s