om virkeligheder

Hun sætter fingrene på tastaturet og drømmer.

At hun skriver. En fortælling.

Scenen sættes.

En tjekkisk forstadsby med trøstesløse karrerer, endeløse tresporede veje og autoværn så høje som mure. Biler, der kører i hver deres retning og alle de, der tænker. Ikke på hinanden, allerhøjst sig selv.

Én tænker på ferien i hytten i Bøhmens bjerglandskab. Tænker på brændeovnen og duften af nybagt brød.

En anden tænker på universitetsstudierne i slavisk lingvistik. På stavelsernes rytme, professorens rynker og på sammenhængen. I det hele. Eller manglen på sammenhæng, måske.

En tredje føler sig træt, umådelig træt. Af for meget, men mest af alt, alt for lidt. Det daglige trummerum, jobbet i en delikatesseforrening, timer der slæber sig afsted uden at noget eller nogen forandres. Heller ikke hun selv.

En fjerde tænker på tiden til og fra. Til og fra arbejde, til og fra hjemmet, til og fra dagligdag og drømme. Timerne i bilen og den monotone motorlyd. Timerne derhjemme med manden i stolen og blikket på fjern. På tavsheder der kun afbrydes af urets halvtimeslag.

*

Sådan kunne hun blive ved. Med at drømme og skrive. Dvæle ved bilerne på en tresporet vej i et tjekkisk karre-kvarter. På skæbner og dagligdag og tragedien i det små.

Monotonien i det store.

Og hun ved, at det bare er en drøm og at drømme vågner man af, vågner op til virkeligheden, som er 

at hun ikke kender handlingen, kun skæbnerne bag.

 

Advertisements

13 thoughts on “om virkeligheder

  1. Allerkæreste Tosommerfugle:

    Jeg skriver og skriver og skriver. For at nå frem og for at nå tilbage. Men jeg kan ikke skabe en handling, jeg evner ikke årsag-virkning, forstår mig ikke på gøren og laden.

    Jeg kan kun mærke hjerterne, der banker. Bag. Det gjorte.

    Derfor får jeg aldrig skrevet den roman, jeg lever. Derfor får jeg aldrig levet den roman, jeg ikke kan skrive. Jeg banker for meget og lever for lidt.
    Har du et manuskript jeg kan låne ? 😯

    Jeg skriver også
    knus
    Og jeg mener det og banker det. Fast 😀

  2. “..tavsheder der kun afbrydes af urets halvtimeslag.”

    så meget – rummet i så lidt.

    Den er altså lige til at spise den sætning.

    ….at skrive den roman man lever, tror jeg kaldes for schizofreni…

  3. … at lade andre skrive den roman man lever, kaldes for?

    Nej, manuskriptudlån evner jeg ikke; kan blot reflektere og rumme. Hjertebanken er også at leve. Smukt nok til at kulisser kan fylde for meget.

    Jeg forstår mig heller ikke på gøren og laden. Det savner jeg ikke. Jeg gør. Jeg lader. Flagrende fast knus! 🙂

  4. Harning:

    “at skrive den roman man lever, tror jeg kaldes for schizofreni…”
    Tænk, jeg troede det hed en biografi? 😉

    ….og en snylteschizofreni, er det når man låner en andens tredje personlighed oder was? 😀

    Msåke man skulle skrive en schizobiografi. En enater i fire dele…. 😯

    Knus

  5. Tosommerfugle:

    Nå så du gør og lader?
    Jamen så behøvs´ du jo heller ingen hund 😀

    Jeg savner sgu lid. At gøre og handle. Men ikke at gøre og ikke at handle, kan vel også udgøre en slags aktivt fravalg. Ikke af lyst men af nød. Eller bare fordi. Man ikke orker andet?

    knus og flagrende fagter
    fra mig
    til dig

  6. tja.. biografier bliver nu som regel skrevet på baggrund af det liv som man har levet…..

    Og jeg tænker, hvor går grænsen mellem fantasifuldhed – virkelighed – schizofreni.
    For til tider er jeg tilbøjelig at mene, at schizofrene lever i den ultimative forfatterdrøm i symbiose med sin fantasi….

    (og apropos schizobiografi, så bliver jeg nødt til at anbefale en af mine så absolutte favoritbøger Hanna Green´s ” I never promised you a rosegarden” findes også på svensk med titlen “Ingen dans på rosor”.
    Mit ex er så gammelt,slidt og nydt, at det er limet, tejpet, limet igen og nu lever sit liv med kartonryg…. )

  7. Rigtigt, jeg behøver ingen hund til at sidde med blanke øjne og vente på at jeg giver dens liv mening ved at kaste en pind 🙂 Hunden forventer at jeg skriver dens livs bog. Gu’ vil jeg ej.

    Kan bedre lide kattes gøren og laden være med at gøre hele tiden. Jeg tror at den vælger aktivt fra, det er godt nok at slappe og nyde. Af lyst. Og gøre af lyst. Sin egen. Lyst.

    At skrive sit eget livs bog hele tiden bliver kun skizofrent ved selv at være flere roller i den. Hellere have andre spillere med, skrive rollerne ligesom i spontanteater. Den der ikke skriver bliver statist i de andres bog. Det er jo også en nødvendighed, ellers er det så ensomt.

    (Er helt med på anbefalingen af Hannah Greens spændende bog)

    Jeg under. Et knus!

  8. Tosommerfugle:

    Jeg ved godt det er meget moderne, det der med at klassificere hunden som et bekræftelsessygt, appellerende og uselvstændigt dyr, men den hopper jeg ike med på. Hunde kan være pragfulde dyr. Og ganske selvstændige! (men ja – de trives bedst i slskab. Det gør jeg også)

    Og det samme kan siges om katte. Pragtfulde dyr. Selvstændige og stolte og doven på den smukke måde.
    Jeg holder ogå meget af katte.

    Jeg vil gerne skrive. Og skrives. Så må vi se hvor det ender. I et skizofren science-fictions-univers eller på en blomsterdækket eng med fuglesang og harmoni.
    Forhåbentlig et sted midt imellem.
    Skal vi begynde. At skrive? En brevroman 🙂

    Du under, nemlig! Tak for det. Og vid dig undet. Med knus

  9. Ok, jeg logrer af fryd for dyrenes befrielse 😉

    Vi er nemlig begyndt, og skriver os vej. Mod, med og undervejs. Det føles godt At skrive, blive skrevet og beskrive. Sammen.

    Nik retur. Og kærlige knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s