Om begyndelse og ende

 

(Gardiner hæves og dage foldes ud af drømme. Et Udenfor tænder lys så insisterende at man må lukke øjnene, mens tidens sekundvisetrin træder stilhed  itu og erobrer morgenen)

*

Også hun ved, at det er begyndt. At tilværet ånder i nakken og fraværet emmer i kroppen. Hun ved, at hun må igennem for at nå frem, at hun må ende noget der ikke er begyndt og lytte indad efter vindens aftag. Hun ved, at hun i modsat glæde må kaste alt over bord for at samle stumperne til en mosaik af hverdag, hvid støj og tilnærmet nærvær.

Før hun igen kan fange skumringens gråtonepalet, gemme sig under lagners tyngde og et lavendelvateret lag af halvhed og mellemrum.

 

 

Reklamer

8 thoughts on “Om begyndelse og ende

  1. Ingen kommentar.
    Jo, du rammer, så vidt jeg kan mærke, nogle dystre toner, som ingen før har sat ord på, og som ligger i ethvert kærlighedsforhold, dog i varierende grad. Her føler jeg at det handler om en, som giver slip uden at få fat i noget andet.
    Tragedie.

  2. Jeg bliver ramt lige i den tilstand hvor lyset bliver for stærkt og mørket, pausen, dæmpningen bliver livsnødvendig. Svingninger. Bølger. Mellemrum. Storm og vindstille.

    Måske er det slet ikke den tilstand hun er i. Måske er det bare den jeg er i. Måske ser vi bare det vi kan se. Lige nu.

  3. Janne:

    Måske ser vi kun, hvad vi kan se. Men der er mere end øjne der kan se.
    Mellemrummet.
    Kan ikke ses, for eksempel.
    Men mærkes. Stærkt.

    Varme tanker til dig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s