Fri

 

De er Dig

 

Du er ikke

 

Dem

 

Advertisements

31 thoughts on “Fri

  1. Jeg fornemmer, at mit budskab er for vagt.
    Det handler om æt, om ophav, m frigørelse.
    Om ubetingetheden og hvilke veje, den peger.

    – Ansporet af en meget tankevækkende og lærerig samtale for kort tid siden

    Og ja Donald, du er dig og det er godt!!!
    😀

  2. frigørelse fra sit ophav er for mig en umulighed
    for hvorfor skulle jeg ønske at gøre mig fri af mit ophav af hvad og hvem der har gjort mig til – mig?

  3. Frigørelse for mig er også en umulighed.
    Men jeg er ikke helt sikker på, at jeg med samme overbevisning kan sige at jeg ikke kan eller vil frigøre mig, fordi de har gjort mig til… mig.

    Jeg ville ønske, jeg turde tro mig elsket. Ubetinget. Fordi jeg er mig. Også uanset at jeg ikke er dem. Og de ikke er mig.

    Og så noget samtalen også rejste: Behøver børn elske deres forældre? (her skal det siges at jeg elsker mine forældre meget, meget højt)?
    Og skal forældre elske deres børn uanset, at de ikke elsker tilbage?

  4. kärleksplikt – også det en umulighed.
    Så nej, selvfølgelig skal forældre ikke elske deres børn (men kan som regel ikke gøre for, at de gør det alligevel. 🙂 de har bare ofte nogle underlige måder at vise det på )
    og børn skal naturligvis heller ikke elske deres forældre.

    men at frigøre sig fra sit ophav – er for mig det samme som at frigøre sig fra sig selv. Og at frigøre sig – fra sig selv – er
    at dø.

  5. Du er hård Harning.
    Jeg er sikker på, at der din sandhed. At frigørelse fra sit ophav er at frigøre sig fra sig selv.
    Men jeg er ikke sikker på, at det er sandhedEN i bestemt ental.

    Jeg tror nogle skal frigøre sig fra sit ophav, for at blive fri. Til sig selv

    Knus

  6. Hård?
    Ja måske.
    Men hvordan kan man frigøre sig fra sit ophav – uden at frigøre sig fra sig selv – uden at dø?
    At frigøre sig fra snærende bånd – det kan jeg forstå. Men at frigøre sig fra det som i allerhøjeste grad har været med til at forme en (på godt og ondt) til den man er – hvordan gør man det og samtidigt bevarer sig selv? For hvem og hvad er en selv? Om ikke et sammensurium af biologi,miljø,mennesker og hændelser?

  7. Måske er du ikke hård, måske har jeg bare et blødt punkt?!

    At frigøre sig er jo ikke det samme som at fornægte.
    At gøre sig fri AF nogen, kan jo betyde at man netop (endelig) kan se dem i øjenhøjde. Respektere eller bebrejde. Måske tilgive. Eller bare elske. På lige vilkår. Som ligeværdige parter.

    Jeg synes der er stor forskel på at være bundet og at være forbundet. Det første tror jeg kan være uhyre hæmmende for et jeg, dets vækst og udviklingen at et selv.
    Det sidste er en næringskilde, en fortid, en ballast.

  8. at gøre sig fri AF nogen….

    tænker,
    fordi udsagnet både rummer det store at “gøre sig fri af” og det mindst lige så store “nogen”/en hel person.

    Forskellen på bundet og forbundet er jeg med på. 😀

  9. det var måske lidt utydeligt..

    Kan man være fri af nogen – som man er forbundet med?

    Ligger der ikke implicit i det at føle noget for nogen også en forbundethed?

  10. Harning: klart at der ligger en forbundethed. Men behøves den være forbundet med en bestemt person? Kunne det ikke tænkes, at forbundetheden var universel i stedet for selektiv? Altså ligesom i: at føle sig forbundet med alt liv, uanset form? Kunne det være, at den virkelige frihed ligger netop i den universelle forbundethed? Og ufriheden i den selektive?

    (Jeg har erfaret mit eget svar til spørgsmålene. Og det er sådan, jeg læser dine ord, Silhuet.)

  11. Marian
    Jeg havde slet ikke tænkt på en bestemt person – men på det enormt store begreb “ophav” – indtil Silhuet skrev “nogen”. 😀

    Og du får desuden stillet et af de spørgsmål jeg også sad og tænkte over – nemlig hele frihedsbegrebet. For hvornår er man fri? Og er fri nødvendigvis et positivt ord…

  12. Harning:

    Det første først: a jeg tror på – og er nødt til at tro på – at man kan gøre sig fri af nogen, som man har haft en negativ bundethed til.
    Fri som i afklaret afstand. Ikke fri som i ikke-eksisterende.
    Jeg tror man kan gøre sig fri af negative oplevelser og derved blive i stand til at se det positive.
    Individet er er ikke en reversibel størrelse, selvfølgelig. Man kan ikke amputere en arm, og dermed regne med at oralfasen er slettet af hukommelsen 😉

    Et helt andet spørgsmål, er spørgsmålet om frihed. Og nej – frier så afgjort ikke altid godt. Det kan væreen nødvendighed, g det kan man så gøre en dyd af. Men jeg tror meget, meget ofte at ubegrænset frihed er list som et uendeligt vacuum.

    Men jeg tror iøvrigt, at man sagtens kan gøre sig fri af sit ophav, sin æt, af “nogen” – uden at det er ensbetydende med et brud. Med afstand.
    Jeg tror det modsatte kan være tilfældet. At man bliver fri af “nogenheden” og dermed finder plads til en medmenneskelig relation af universel karakter, som Marian så smukt og rigtigt skriver.

  13. “at man kan gøre sig fri af nogen, som man har haft en negativ bundethed til.”
    Men er det så netop ikke “den negative bundethed” (de snærende bånd) man gør sig fri af – og ikke “nogen”?

  14. Jo 😀

    Men når man er fri af en negativ bundethed , der måske er opstået på baggrund af familiære relationer og en “forpligtet” kærlghed, og i stedet når frem til en almenmenneskelig accept af “nogen”

    -så er det vel kærlighed til “mennesket” og ikke til en konkret person? Medmenneskelig forståelse og ikke slægtsbetinget samhørighed?

    Men jo…alligevel 😀

  15. Almenmenneskelig accept fremfor kärleksplikt.
    Naturligvis, fordi modsigelsen i ubetinget forpligtigende kærlighed er indlysende. 😀

    Men hvis vi skal se på det mere specifikke – som du også er inde på med forældre/børn og slægtsskab. Så tror jeg at det er vanskeligt at komme udenom at også det specifikke slægtskab skaber en særlig slægstbetinget samhørighed.
    Et eks.
    Mødre (og det er desværre oftest mødre) har en ubehagelig tendens til at tale dårligt om deres børns fædre – til børnene. En handling som ligeså ofte får barnet til at føle sig halvt så meget værd – idet barnet selv betragter sig som en del af faderen (en del af; med nogle af de samme tanker,følelser, karakteristika ). En betragtning barnet netop ikke har fået påduttet af moderen – men en betragtning/følelse som bare falder dem naturligt ind…

  16. Vil bare sige at jeg lytter.

    Min første indskydelse var noget med bevidsthed. Og her ender jeg også. Vi er alle sammen forbundet via ubevidste tråde, men når eller hvis vi får øje på dem (eller nogle af dem), så kommer vi på en måde fri. Ikke af hinanden som mennesker, tværtimod, vi nærmer os hinanden. Men fri af illusionerne om os selv og andre. Og her finder vi måske forbindelsen med universet. Og kærligheden.

    Bare min lille personlige konklusion. Hvad dine første få, fine ord, Silhuet, og hvad alle de andre mange ord giver mig anledning til at mærke. Tak.

  17. Janne:

    Jeg lytter også.
    Til livet og til universet og til min krop, der næsten ikke er til at høre.
    Og jeg hører. Dig og dit generøse hjerte.

    Mange tusind knus

  18. frigøre sig fra sit ophav, for at blive fri. Til sig selv

    Netop. Og dermed fri til at vælge at være tæt på og med sit ophav. Uden at være bundet, men blot fordi det er rart, det er kærlighed. På lige fod, ja.

    Kærlighed er i modstrid med bånd, forbundethed trives i frihed. Frihed til ubetinget kærlighed. Been there, done that.

  19. Harning:

    vi kan vel nok være to om det der gak-gakkeri, ikk? 😉

    Ganga…lidt a´la Ganges…noget på en gang eksotisk men også meget konkret.
    Jeg tror man kan danse en Ganga. En slags kultisk båldans. Måske…

    Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s