Frostånde

Hun elsker frosten. Vintermorgenerne hvor hun går udenfor, møder dagen og kan gribe sin egen ånde mellem hænderne. Iskolde morgener, hvor hun ser sin puls som hvide dampskyer i luften og kan mærke kroppens kontur aftegnet som jag i vinden.

Disse morgener er hun hverken mere eller mindre alene end ellers. Hun mærker sig som altid afstanden mellem sig selv og Dem, mellem kroppen og verden. Men ensomheden synes mere venlig i det frostebidt trav – mere skærmende. Disse morgener bliver afstandene hendes, en distance hun lægger og ikke som ellers en distance lagt. Af andre.

Hun går ud i vintermorgenernes skarpe frost. For at nærme sig det, der fjerner sig. Men mest af alt for at fjerne sig fra det, hun ikke ønsker. Skal nærme sig.

Hun går og hendes ånde tegner sig som en uhåndgribelighed hun kender som skarptskåret frost. Et kort øjeblik hænger vejrtrækningen i luften.

Så opløses den hvide damp og hun kan gå hjem.

 

 

Reklamer

4 thoughts on “Frostånde

  1. Da2, jeg tror netop hun skal mærke og mærkes.
    Ikkebegribes med hjernen, men gribes. Med hjertet.

    Så tør hun.
    Så tør hun.

    ( i betydningen at tø og at turde)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s