BlikFanget

 

Hun er sjældent alene- altid iblandt- og kender dårligt sig selv. Eller måske hun kender, men kan ikke genkende. Den hun er. Det hun er.

Hun ved sig set. Ser sig selv blive set: Når hun står på kontoret ved hæve-sænke-bordet og taster og gør ved, så ved hun, hvordan hun tager sig ud. Hun fornemmer sine modsatrettede bevægelser, på een gang uhyre effektive men samtidig famlende usikre, så tøvende, så undskyldende. Hun kan se sig selv bevæge sig mod toiletdøren og kan følge tankerækken fra kollegerne:

Mon hun trænger til pause?

Mon hun pudrer sig for at skjule den dårlige hud?

Og hun går hurtigere, som for at undgå at blikkene står i kø, for at undvige, for at krybe i ly bag toiletdøren. Men selv ikke her har hun fred: Hun er allerede på vej væk, på vej tilbage til sit bord og kan føle øjnene der ikke ser, men alligevel ser for meget. Hun kan forestille sig dommene og spørgsmålene bag de ikke-kastede blikke. Og hun ved, at hvis de ikke ser op, er det kun for ikke at vække opsigt, for at skåne, for at hindre .

Og dommen hænger der , uanset om de ser op eller ej. For hun ser dem se, og det er alt nok.

 

Er hun alene, føler hun sig fortabt. Ensom. Så har hun ingen øjne hun kan undvige, ingen mure hun kan forskanse sig bag, ingen vrede hun kan rejse. Over nogen eller noget udover sig selv. Og så bliver hun bange, for vreden er der stadig og kan kun rette skytset mod sig selv, tankerne om tankerne, rette skytset mod det urimelige forsvar hun oparbejder og som ligner hårdhed og kulde, men som er alt andet.

Så må hun ud. I vrimlen. Menneskemylder, bilstøj, storcenterhelvedet. Ud hvor hun kan gemme sig. For sig selv.

Ud hvor hun kan blive væk i tankerne om de andres tanker, ud hvor hun kan pege fingre ad ansigtsløse fjender, og dermed selv finde fred. For dommene, hun skånselsløst fælder over sig selv.

 

Advertisements

5 thoughts on “BlikFanget

  1. Genkendt:
    For hun ser dem se, og det er alt nok.

    Jeg definerer sig ved de mennesker, der ser på mig. Jeg er, hvad de ser.

    >> Ud hvor hun kan blive væk i tankerne om de andres tanker, […]

    Når jeg er alene overmandes jeg af fortrydelse og bebrejdelser.

    Men jeg protesterer og prøver at finde den positive, elskelige forståelse. I guder hvor kan det være svært.

  2. Kær lighed nærer kærlighed i ensomhedens fællesskab.

    Man må kravle – før man kan gå.
    Man må række – før man kan nå.

    Man må spejle – før man kan se.
    Man må græde – før man kan le.

    Man må øve – før man kan nemme.
    Man må prøve – før man kan glemme.

    Man må være – før man kan drømme.
    Man må kære – før man kan dømme.

    Med ærlighed – skal drømme, drømmes.
    Med kærlighed – skal domme, dømmes.

  3. Til jer alle:

    Først og fremmest tak. For jeres med-viden. Med-læsning. Med-og-mod-villighed 😀

    Jeg tænker vi må frifinde os.
    Fra dom. Og domfældelse.
    Vore egne og andres.
    Ind- og udvortes.

    Vi må falde, før vi kan stå??

    Knus fra mig til jer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s