Øjenhøjde

…. træde sig under tæerne for at mærke jorden, trække tæppet væk under egne fødder og falde på knæ for at se sig selv i øjenhøjde, den højde man havde dengang man stadig kunne nås, men ikke blev det:

Hvad er det du siger, hvad er det du beder om, jeg forstår dig ikke, jeg kan ikke høre dig for mine egne tanker, tal højere”

og man talte højere, man skreg, men uden modet til at give lyd, så man trak tonerne ud af livet i stedet og lod dem få krop som afrevne lemmer på en ansigtsløs torsos udsugede kinder, statueret eksempel i bogstavelig forstand, og et monument skabtes, et gravskrift for det levende:

Hør hvad der ikke bliver sagt, og du vil finde min stemme”

 

 

og vi mødtes igen, ikke i øjenhøjde og dog, dimensionerne havde fået andre vinkler, op og ned var ikke vores, men frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage, og vi trak og trak i hver vores retning til noget sprang og vi begge lå med ansigtet mod jorden og så, at alting igen var for sent, og vi kunne endelig give op og sammen famle os frem

 

 

Reklamer

4 thoughts on “Øjenhøjde

  1. Kære Donald:

    En dag stopper man med at forsøge at regne ud, beregne, afregne.
    Og begynder i stedet at lade regnen sive ind ad sprækkerne og mærke vandet på kroppen, i kroppen, mod kroppen.

    En dag er det ikke længere svar vi søger hos hinanden.
    Men spørgsmål.
    Så er vi for alvor parate til at mødes.

    Knus

  2. Kære Tekst:

    Jeg ved ikke, om det er sdan det må være.
    Jeg ved, at det er sådan det kan være.
    – Sådan det kan blive, når det ikke blev anderledes.

    Måske de rejser sig op en dag. Ved fælles hjælp?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s