Omrids

Bedst er timerne hvor hun har tabt pusten, hvor dagen er slidt tynd af trav og gøremål, hvor skumringen har tætnet sig som puds omkring hendes øjne og hun kan lukke dem.

Øjnene.

Så ser hun lyng så langt øjet rækker og pistne stammer af for længst udgået gran. Hun ser mennesker der ler, med øl i glasset og tanker ved nu og her. Hun mærker sig luftens insisterende nærvær og skutter sig af velbehag.

Hun ser, hører og betragter; smiler en anelse uden at deltage. Alene og dog tilstede i udkanten af en glæde, der er hende fjern, men ikke fremmed

Hun ved, hvad de tænker: At hun er studs og reserveret. At hun ikke lader glæden slippe ind bag det tilknappede og mutte, at hun er tung at danse med. Men hun lukker ikke ude, hun lader sig mærke af latteren og kan røre ordene, som de bevæger sig fra mund til mund gennem selskabet.

Hun lægger ikke afstand – men undres. Hun ved ikke af den boblende glæde og luftigheden, nej for hende er det anderledes, for hende er tyngden en forudsætning for at mærke. Sig. Hendes tilstedevær er bundet i en krop, der hænger som en amulet i en kæde om halsen.

Først når hun er ved at kvæles, spræller hun. Bryder kæden og løber.

 

 

Reklamer

One thought on “Omrids

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s