Poetaktisk III

Man bliver så glad, når man bekræftes i skriftens selvopløsende virkelighed: dét der peger på, men aldrig peger ud.

Troen på troen om et håb.

.

Og det er så sandt hvad de skriver, dem ved musikken. Så skræmmende sandt:

At man skriver om, omskriver, skriver omkring. Som katten om den varme grød, således digteren om den opvarmede glød.

Man slår sig til tåls, gør man. Slår sig til tåls med sproget, når øjeblikket er uden for rækkevidde.

.

Man skriver, skriver ”mening”, skriver sig sig meningsfuldt tom.

Kunstnerisk med stort B.

Man skriver dage og veje – udfaldssveje for lummerheden, skuffelsen og den åååh så ophøjede tvivl.

.

Det er så yndigt. At følges. Ud.

Og selv blind høne finder vej, når krybben er tom.

 .

Vi æder ordene råt, mens skriften lægger sig tungt. I maven

.

 

Reklamer

One thought on “Poetaktisk III

  1. Googling på “Skriftens selvopløsende virkelighed” henviser til Silhuet. Det kan man kalde selvrefererende 🙂 I et univers af ord plukker vi de ugiftige for ikke at få ondt i maven.

    “Min violin drikker ikke the”, sagde den kendte violinist, da de foreslog at han tog sin violin med til theselskabet. Mennesker danner meninger og somme tider danner vi dem sammen. Og somme tider kan musikken flytte bjerge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s