*

Jeg husker de fingre, der uden tøven udpegede det, der måtte være skylden. Dét bløde punkt i skovbunden, der lignede et åsted:

den underskov i os selv der voksede vildt og skød vej mod himlen, sendte rødder til helvede og lod blikkene søge alle andre steder hen, end hvor vi skjulte os og vores.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s