FortSat

Jeg vil ikke kaste med andres sten for at skjule mit glashus, eller råbe i skoven for at overdøve manglen på svar. Den hudløse ærlighed er ikke mere ægte end den halve sandhed og det ved vi, det ved vi da, ikke sandt?

Der er stille mellem matrikelkontinenterne.

Så stille at himle når jorden uden afbrydelse. Så stille at vi sammen drukner lidt ved tabet af en mellemhed, vi troede var vores virkelighed, men som ikke holdt.

Ikke holdt ud. Ikke kunne holde eller holdes ud.

Så lader vi gardinerne hænge ned og håber, at en anden vil trække dem til side og tage det første skridt. Videre. Eller tilbage. Men ingen tager teten og i stedet lægger vi kabale i fælles ensomhed: ”jeg tager klør knægt, hvis du trækker min ruder dame”, og i mindelighed enes vi om fordelingen af trappevask og tæppebank, og giver hinanden et håbefuldt klap på bagen imens. For noget må vel følge efter? Noget andet og mere end pletfrie hænder og opgjorte kabaler.

Det ved vi, det ved vi da, ikke sandt?

 

Advertisements

5 thoughts on “FortSat

  1. En nytårsprædiken, synes jeg.
    En hudløs ærlighed mangler hudens gyldne berøring.
    Matrikelkontinenter og tæppebank.
    Grænsen mellem universet og rengøring.
    Nye ord, der skaber sandhed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s